Portræt af kunstneren som ungt menneske – Orhan Pamuk ISTANBUL – ERINDRINGER OG BYEN
Orhan Pamuk væver i sin nyeste bog Istanbuls historie sammen med sin udvikling til kunstner. Den røde tråd er melankoli.
Citat
Vi kunne kalde denne forvirrede, uklare tilstand melankoli, eller måske skulle vi kalde den ved dens tyrkiske navn, hüzün, der betegner en melankoli, som snarere er fælles end privat. Ved ikke at give klarhed, men i stedet tilsløre virkeligheden, bringer hüzün os trøst, dæmper udsynet som dug på et vindue, når en kedel har spyet damp en vinterdag. Duggede vinduer får mig til at føle hüzün, og jeg elsker stadig at rejse mig og gå hen til de vinduer for at skrive på dem med fingeren. Mens jeg danner ord og figurer på det duggede vindue, bortvejres hüzün´en i mit indre, og jeg kan slappe af. Når jeg har skrevet og tegnet, hvad jeg vil, kan jeg viske det hele ud med håndryggen og se ud.
Da Orhan Pamuk i 2006 modtog Nobelprisen i litteratur, blev det hurtigt en kliche at kalde ham en brobygger mellem Øst og Vest. Hans nyeste bog er dog lige så meget en understregning af de stærke strømme, der, i form af Bosporus, adskiller øst fra vest, som den er en bro over det navnkundige stræde.
Man forstår hurtigt, at selvom Atatürks sekularisering af det tyrkiske samfund var en klar ”europæisering”, er det om noget Osmannerriget, der har skabt det særligt Istanbulske. Det særlige ved Istanbul er ”hüzün” en form for melankoli, der, ifølge Pamuk, er unik for byen. Det er en fælles følelse af et dybt og uerstatteligt tab, som i høj grad skyldes Osmannerrigets fald. For Istanbuls særkende er forfaldet. Fortidens strålende civilisation ligger i ruiner; ruiner, der emmer af hüzün.
Pamuk vier kapitel ti, der er eksemplarisk for hans ”symmetriske” memoir-metode, til denne særlige form for melankoli. Begrebet bliver en prisme, hvorigennem han anskuer både Istanbuls historie og sin egen eksistens. Først skitserer han hüzüns idehistorie fra sufisterne over Ibn Sina (Avicenna) til Robert Burton. Han kommer frem til at Istanbul er hüzün og skifter derefter over i et eksistentialistisk spor med spørgsmålet: hvordan er jeg hüzün?
Det er Pamuk i sidste ende, fordi han er digter. Istanbul-digter, vel at mærke. Og en god én! Kapitlet afsluttes nemlig med en smuk opremsning over flere sider af scener, der sammen rummer essensen af hüzün:
– …ødelagte vipper i mennesketomme parker, fædrene, der vender hjem under sidegadernes gadelygter med plastikposer i hænderne, den tynde røgsøjle, der på årets koldeste dag stiger op fra den enlige skorsten på et hundredårigt palæ…
Pamuk har levet hele sit liv i Istanbul og tegner med en fabelagtig iagttagelsesevne og en imponerende erindringskunst et livligt, sansemættet og melankolsk portræt af byen. Og af sig selv som ungt, kunstnerisk menneske. For er der to, der hænger uløseligt sammen, er det Istanbul og Pamuk: ”alt hvad vi siger om byens væsen, siger mere om vores eget liv og vores egen åndstilstand”, står der ligefrem et sted.
Forventer man sig en fiks løsning på Mellemøstens mange problemer af ”brobyggeren” Pamuk, vil man blive skuffet over ISTANBUL. Snarere skal man læse bogen for det dybt interessante dobbeltportræt af en kunstner og den by, hvori han har levet og skabt sin nobelpriste kunst. Pamuk fremhæver flere gange, at han måske nok til tider digter videre på sine erindringer, men samtidig er bogen udstyret med en perlerække af sort/hvide fotos, som med deres karakter af snapshots forlener bogen med historisk autenticitet. Det er en glimrende bog, som slutter med ordene: ”Jeg skal være forfatter”. Det blev han. Det kan man kun glæde sig over.
