Portrætkunst – Klas Östergren TRE PORTRÆTTER
Den erfarne svenske fortæller Klas Östergren diverterer i TRE PORTRÆTTER med suveræn portrætkunst i en velkomponeret fortællekreds fra samtidens Stockholm.
Klas Östergren formår i sine fortællinger at give ord til Tidsånden – et begreb, der ellers er flygtigt og svært definerbart, da det i sin natur altid er på vej videre. Både konkret og som klangbund for de tre fortællinger skildres og diskuteres denne særlige ånd, som former og formes af de mennesker, der er del af den. Et centralt tema lyder:
– Er du kunstner, så har du ikke noget valg. Den dag du føler dig i overensstemmelse med tidsånden, er du allerede død.
Tidsånden er på den måde et onde, som kunstnere må kæmpe imod, og alene af den grund er det herligt, at Östergren på klædelig selvrefleksiv vis har kastet sig ud i projektet at være i overensstemmelse med tidsånden. Bogens gennemgående fortæller fremviser undervejs sine virkemidler og litterære overvejelser så uhyre elegant, at epikken umærkeligt blander sig med æstetisk videnskabelighed. Selvom fortælleren nævner, at han ikke bedriver videnskab, så nærmer tekstens metakommentarer sig regulær litteraturvidenskab og den søgende, men præcise afdækning af menneskeskæbner trækker på viden fra psykologien.
Besnærende ved Östergrens fortællinger er – udover den erfarne fortælleteknik – den enestående evne til at afklæde umiddelbart intetsigende karakterer. Netop den kedeligste og mest afvisende person i et selskab får her lov til at folde sig ud, nødtvungent, men nærværende. Fortællerens kvaler med at afkode sine medmennesker fungerer som en del af skildringen af disse dissonante karakterer.
I KVINDE I STÆRKT LYS hører vi om et intimt forhold mellem fortælleren og en svensk EU-politiker. Kvindens hemmeligheder afdækkes i samklang med noter om kommissærarbejde, Stockholmske spillebuler ved de kongelige ridestalde og fortællerens ungdommelige møder med litteraturen.
I KAMMERAT I BLÅ UNIFORM oprulles historien om en fåmælt og hæmmet togfører i undergrundsbanen. Han ligner en lazaron, men er den eneste togfører, hvis tog aldrig er forsinket og det er klart, at lidenskaberne ikke sidder på tøjet og at hemmeligheder ikke er til beskuelse. Særligt skildringen af forholdet mellem de to mænd er mesterlig. Der er stort set ikke noget forhold og alligevel formår fortælleren at skabe et fuldbyrdet portræt af såvel togfører som fortæller.
KOLLEGA MED GUL SKÅL, som er den mest tilgængelige fortælling af de tre, udmærker sig ved sine refleksioner over, hvordan man afdækker en tid. Efter flere mulige begyndelser til fortællingen (for hvornår begynder en historie?) hører vi om en falleret dramatiker, der får til opgave at dokumentere en families liv, inden denne skænker sit hjem (alt inkl.) til samtidsdokumentation. Her spiddes en tidstypisk tendens til absolut at ville under overfladen og se de skjulte længsler og trængsler, som MÅ findes i alle familier. I denne familie er der ikke rigtig noget under den glatte overflade og dramatikeren må revurdere sin opfattelse af både den gode historie og den menneskelige psykologi.
TRE PORTRÆTTER indkredser en tidsånd, der er egoistisk og krævende, hele tiden på jagt efter nye højdepunkter og udfordringer. Men samtidig viser Östergren et billede af folk som flest; dovne, svigefulde og higende efter en fredsommelig hverdag. Intet er, som det ser ud, og første indtryk viser sig kun sjældent at holde stik. Sproget er tæt og kompakt, og hver eneste sætning vidner om en omhyggelig arbejdsproces, hvor ordene nøje afvejes i forhold til fortællingen. Östergren er en mageløs håndværker, som sikkert guider sin læser gennem portrætter af og fortællinger om denne uhåndterbare tidsånd.
