Post Litterært Stress Syndrom – Tage Aile Borges og Ejler Nyhavn 101 LITTERÆRE POSTKORT – EFTERSENDTE REPLIKKER
100 døde forfattere roterer livligt i deres grave, efter at to poeter har taget præfikset i ordet post-kort lidt for bogstaveligt.
Citat
Kære hr. Rainer Maria Rilke
Jeg skriver til Dem som en måske næsten ukendt, men alligevel har jeg ærinde. Og selv om vi ikke kender hinanden, da vil vore to navne alligevel – De som digteren, jeg som Deres oversætter – i den danske litteraturhistorie hænge sammen uløseligt. Ved eftertanke, da vil størstedelen af det danske publikum sikkert kun kende mine ord. Det giver mig ret til at skrive til Dem. […]
Nu spørger jeg Dem, De formens mester, da jeg også er Deres oversætter: Er De tilfreds med mig?
Deres
Thorkild Bjørnvig
Forfatteren er død, proklamerede litteraturkritikeren Roland Barthes for over 50 år siden. Men hvad sker der egentlig med forfattere, når de dør … altså sådan rigtigt? Skal man tro den litterære duo TABEN (fiks fusion af Tage Aile Borges og Ejler Nyhavn), sidder de et sted derude og skriver postkort til hinanden.
100 styks har de to digterkolleger alt i alt flækket sammen, og det er blevet til en vældig mærkelig postkortsamling. De døde forfattere – kanoniserede superstars såvel som mere ukendte parenteser i litteraturhistorien – diskuterer så store emner som eksistens, sprog og litteratur, og det uden at afholde sig fra hverken skamros eller tilsvining af hinanden.
Hvad har Blixen at sige Baggesen? Kan Borges blive enig med Kingo om noget som helst? Er der kold luft mellem Turell og Kafka? spørger bogens bagsidetekst. Og efter endt læsning sidder jeg lige så mystificeret tilbage med en bitter smag af uforløsthed. For hvad har de rent faktisk at sige hinanden, disse støvede forfattergespenster?
Konceptet er i princippet interessant nok. Den intertekstuelle idé med at lade forfatterne diskutere hinandens værker på tværs af tid og rum kunne potentielt set have bidraget med noget markant nyt – og gør det også enkelte steder.
Det er bare som om, der mangler noget, der kan binde det hele lidt sammen. Måske en rød tråd, eller blot antydningen af et mønster, i parringen af forfattere, som ærlig talt virker noget spontan og tilfældig. Ikke mindst når eksempelvis Poul Borum krænger sit smertende hjerte ud til Sappho, eller når Homer går i metrisk selvsving til Aldous Huxley:
– Som De ser er min metrik nu gået helt sublimt i udu’ så jeg beder svar mig gerne inden tusind år er gået.
Homers noget skizofrene skrivestil (afbrudt af en mængde mekaniske lyde som ’driiiitzzm… mhzz… pfitzzii’) skal formentlig give indtryk af det sproglige maskineris gradvise forrustning. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om forfatterne overhovedet tager deres eget projekt seriøst?
Selvfølgelig ville det være et helt urimeligt krav at forlange, at den autentiske tone på samtlige 100 forfatteres personlige brevskrivestil skulle rammes. Og selvfølgelig er en væsentlig del af det kunstneriske projekt også den sproglige sammensmeltning mellem fortid og nutid – der i øvrigt medieres i en ofte velskreven form. Men med det sagt, kommer brevene uvægerligt til at klinge temmelig unisont og anakronistisk i mine øre. Des længere ind i postkortsamlingen jeg kæmpede mig, des mere forplantede således følelsen af en lille klat smør, der er smurt ud over et alt for stort stykke brød, sig. Desværre.
Det bedste, der kan siges om dette udsyrede og ekstremt indforståede postkortsprojekt, er nok, at man får udvidet sit litterære repertoire med i hvert fald en håndfuld forfattere, som ikke umiddelbart klinger velkendt. Dog skiller ét postkort sig ud fra mængden, nemlig det allersidste som er fra TABEN til Søren Ulrik Thomsen. Denne efterordslignende hyldest til en højt skattet kollega efterlader faktisk antydningen af en plan med det hele. Og det afslører under alle omstændigheder en mængde interessante kunstneriske og sproglige refleksioner, som digterduoen har gjort sig, men som ikke fungerer i postkortene. Det er en skam.
