Postkort fra en papfigur – Karin Fossum VARSLEREN
Den norske krimiforfatter bruger mange sider på personskildringer og forsøgt finurlige handlingssekvenser, før hun endelig får kørt spændingen i stilling. Men hendes persongalleri er alligevel overbefolket af stereotyper.
Citat
Han kiggede ned på Frank, der var fulgt efter ham som en skygge. – En jærv, sagde han. – Det var pokkers. Han slukkede lyset i køkkenet. Hunden traskede ind i soveværelset igen og faldt til ro ved siden af sengen. Sejer satte kortet op ad lampen på natbordet. Han lå vågen et stykke tid og kiggede på jærven. Mit ansigt på skærmen, tænkte han, på tre kanaler. Mit navn nede i venstre hjørne. Det er en smal sag at opspore mig. Jeg står i telefonbogen. Omsider slukkede han lyset. Han tænkte på barnet Margrethe og på alt det, der var sket, og som måske ville komme til at ske. Helvede begynder nu.
Det ville være så dejlig enkelt, hvis jeg kunne skrive, at VARSLEREN var en vellykket, opslugende krimi; og endnu enklere, hvis jeg kunne afskrive den som noget umedgørligt makværk. Men Karin Fossums nye kriminalroman er hverken eller. Jeg kan ikke rigtig anbefale den, men jeg vil heller ikke decideret fraråde den til folk, der savner lidt hurtiglæst, ufuldendt spændingsmættet triviallitteratur. Dog vil jeg på det kraftigste fraråde alle, der har tænkt sig at læse bogen, at læse på bagsiden, med mindre de bevidst vil spare sig selv for alle overraskelser i den indledende, langtrukne opbygning til klimaks.
VARSLERENs pointe – og dens problem – er, at den insisterer på at bryde med den klassiske krimiopbygning, hvor et mord eller dødsfald bliver katalysator. I stedet indledes med, at idyllen i parcelhuskvarteret Bjerketun ødelægges, da spædbarnet Magrete Sundelin bliver indsmurt i okseblod. Episoden er ufarlig, men det hindrer ikke forældrene i at blive skræmte, forvirrede og vrede. For hvad skyldes det, at denne upassende, grove spøg skulle ske i netop deres baghave?
Begivenheden er den første i en række af hændelser, der skaber utryghed og voksende angst i omegnen af den norske by Bjerkås. Efterfølgende afleveres et anonymt postkort til kriminalkommissær Sejer, der som karakter ikke er særlig overbevisende, original eller effektiv i sine opklaringer for den sags skyld. Han er mere en hyggefætter med hund og skrantende helbred.
Det er Johnny Beskow, en teenagedreng, der lever alene med sin alkoholiserede mor, der står bag drengestregerne. Han er dybt omsorgssvigtet og keder sig, men har sin opfindsomhed i god behold. Derfor chikanerer han på skift det nybagte forældrepar, en ældre dame, en rødhåret trompetist, et får mm. Alligevel bliver han aldrig troværdig som andet end en fortænkt konstruktion:
– Johnny kiggede ned i det sorte vand. Han følte sig oprømt ved tanken om det, han havde sat i gang. At selv en splejs kunne have så meget magt, for han var lille, han var kun sytten år, og han havde ikke store muskler.
Helt tåkrummende bliver det, når Sejer skal snakke med den bondemand, der netop har fået et af sine får malet orange. I et forsøg på at udstille læserens fordomme over for bonden og hans unge ’hovedsjal’s-beklædte kone, lader fortælleren bondemanden ytre en række nedsættende kommentarer om konens manglende norskkundskaber, hvordan han straffer hende korporligt og beordrer hende til at lave kaffe, hvorefter det afsløres, at hun selvfølgelig taler fint norsk, at han bare jokede, og at de to er glade og forelskede. Som om seancen ikke allerede var tilstrækkelig plat, får konen (som fortælleren har givet navnet Venligheden) lige lov til at afslutte med følgende replik:
– Du må ikke sidde sådan og bræge, sagde hun. – Du er for meget sammen med fårene. Snart begynder der vel også at vokse uld på dig.
VARSLEREN er den tolvte kriminalroman i Karin Fossums serie om kriminalkommissær Konrad Sejer, som jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om før og af samme grund ikke har læst. Men jeg får desværre heller ikke synderligt lyst til at give mig i kast med de foregående efter at have læst VARSLEREN. Fossum har et letfordøjeligt sprog og en prisværdig ambition om at problematisere fordomsfuldhed og samfundshysteri. Det kan bare ikke dække over de overkonstruerede papfigurers linedans i et plat og ubalanceret plot.
