Postkortlængsler og lyrismer – Jesper Brygger SÅ VI HER


Der er megen kulørt rejsefeber og spidsfindige selvgarderinger i Jesper Bryggers debutdigte, men det er godt at gøre et ordfund som ’mundstykke’.

Digt

Trappeopgangen, Phnom Penh; lugten af bræk samt en mere delikat ingrediens
det må være skrevet før?
Jeg efterlod en blodplet dybt i Leas madras, undskyld Lea.
Det er et år jeg må genopfinde,
en elektrisk pære i solskin
og efteråret husker jeg for fasanerne der hang fra markiser –
de alt for indlysende billeder; Walsers Bern.
Alligevel vil jeg gerne fortælle hvad der skete i Liège –
jeg gik om bag husene, over bakken. Der var gæs.

Phnom Penh, Monaco og Flensborggade er eksempler på det væld af lokaliteter, vi præsenteres for i Jesper Bryggers digte SÅ VI HER. Stederne er forbundet af jegets erindringer og desuden af telefonopringninger og dertil af en række flyrejser – vist også et flystyrt. Det er kulørt sådan at blive skubbet rundt mellem aberne i Ouzud og en kats øjne i Monaco, for der er ikke nogen virkelighed i SÅ VI HER, bare ikoner, som mange steder grænser til eksotisme og kliché. Brygger spørger faktisk selv, ‘hvad er det i grunden for en postkortlængsel?’ og det vil jeg også gerne vide. Ligesom jeg spekulerer på, om telefonen ringer fra andre steder end lommen, og om flystyrtet er så ægte, at nogen kommer til skade. Jeg tvivler.

SÅ VI HER falder i fem dele af digte og tekster af prosakarakter. Teksterne er som sagt forbundet af et jeg og en række begivenheder, men også af navne på personer, en Johannes og en Lea for eksempel. Trods forbindelserne er det uklart, hvordan man er situeret i SÅ VI HER, og Johannes og Lea er bare navne uden egentlige karaktertræk. Det gør det svært at finde fæste i teksten. Læsningen bliver vaklende. Vil Brygger overhovedet fortælle?

Digtene veksler i opsætning, nogle steder har mellemrum ætset sig ind i skriften, og der opstår luft og rum i sætningerne, som understøtter digtenes erindringstema godt. Det kan være svært at huske. Mange steder er skriften kursiveret, især når teksten henvender sig, når jeget taler til et du eller omvendt. Her bliver det af og til spændende. En sætning som ‘jamen, det holder vores forhold ikke til!’, er i sin almindelighed ret opløftende og performativ midt imellem det flor af jordskælv, himle og mørke ringe, som digtene på klassisk poetisk vis er fulde af.

Brygger vil ikke bare fortælle, han vil også lege med sproget. Teksten er fyldt med ord som tusmørke og med skovsøer og skjulte blikke, den kan lide at trække på klichéerne. Men når det kommer til stykket, er det ikke de ‘postkortkulørte’ klichéer, der er mest irriterende, men den ordleg, der udstiller dem, som når der står ‘en skovsø hænger på en tørresnor’. Det er som om, Brygger ikke for alvor tør at bruge klichéerne, men skjuler dem bag små sprogspil, der skal vise læseren, at teksten er så overordentlig bevidst om sine klichéer. Det er en kedelig leg, og det er fejt. Når teksten insisterer på at nævne skovsøer og skjulte blikke, ville jeg ønske, at den selv turde tro på dem.

Men der er også fine fund i SÅ VI HER, især når Brygger fortæller enkelt. Jeg kan lide, når digtets udsagn bliver konkret som i sætningen, ‘Jeg efterlod en blodplet dybt i Leas madras, undskyld Lea’. Eller når der simpelt, men sært sørgeligt og ensomt står ‘den kærlighed jeg gemmer i soveposen’. Og jeg kan lide at blive mindet om, at der i sproget findes et ord som mundstykke, og at det sidder på en støvsuger. En enkeltdel ganske vist, men det ord jeg tager med mig.

Skrevet af Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *