Præcise ondskabsfuldheder – Mette E. Neerlin I ANDEN RÆKKE
Hvad er værre end en død mor? En halv, død mor.
Citat
Vi kommer op til Nørrebrogade, og jeg peger mod venstre for at få Vår
til at dreje. Hun følger min hånd. Selv har jeg stadig kapslen med
mig.
“Jeg har også tænkt lidt på ham din far, Torpedoen,” siger hun så, da vi er kommet rundt om hjørnet. Hvordan kan du egentlig ikke vide, hvem han er, når han skriver breve?”
“Han sender gaver,” retter jeg.”Ikke breve.” Han skriver ikke ret
meget. Han kan nemlig kun fransk.”
“Nej, okay,” siger Vår.”Men du kan vel læse afsenderen?”
“Nåh.” Jeg stopper kort op og triller kapslen ned i en rist. “Det
skriver han ikke på.”
“Gør han ikke?” Vår rynker på næsen som en nærsynet, der trænger til
nye briller.”Det er da underligt.”
“Der er meget i min familie, der er underligt,” svarer jeg.
I denne bog gør det ondt med det samme. Skelettet i skabet danser allerede på side 2. Tolv-årige Malou vil nedskrive sine følelser i et digt til sin afdøde mor, men det lykkes ikke, for ordvalget saboterer projektet. ’Der er mødre, som er halve’, forsøger hun, men hvad rimer på det, andet end kalve og dalve.
Moderen var nemlig langt fra en savnet helgen, hvis fromme ansigt stivnede i et opgivende smil: hun var kvinde, der hellere ville chatte med en mand fra Afrika end at være mor for sit barn. Og for det hader Malou sin mor, hvilket alle andre kommer til at bøde for.
Malou bor sammen med sin morfar og mormor, indehavere af en neddroslet B&B på – af alle steder – Nørrebro, med to beboere på fast pension. To nye gæster skaber røre i vandene – en mor og hendes datter, hvis perfekte smil og indladende opførsel irriterer Malou grænseløst. Vår, som pigen hedder, vil være Malous ven, og måske mere end det. Noget, der ligner et opløb til erotik, hjulpet på vej af en posefuld af morfars klirrende guldøl, knuses dog effektivt af Malous ufølsomme kynisme.
Det er barskt men underholdende. I stedet for at lade sorgens slør falde tungt og beklemmende ned over teksten, får læseren luft i hovedpersonens udspekulerede ondskab. Efterhånden kommer det dog nærmest til at gøre ondt at opleve hende slide itu, hvad hun endnu har tilbage af sin familie.
I ANDEN RÆKKE indfanger meget overbevisende hverdagen på den usædvanlige lokalitet og er uovertruffen i sin skildring af det akavede, som opstår, når Malou udfordrer tavsheden og de underforståede aftaler. Beboerne på det familiedrevne B&B er måske et forknyt lillesamfund af særlinge, ligesom i Erling Jepsens romaner, men uden den forhærdede gemenhed, som dér er prisen for ikke at tale.
Bogen, som er Mette E. Neerlins romandebut, er god, fordi den balancerer spøjst og påtrængende i et simpelt og effektivt sprog. Som en bonus bliver den følelsesmæssige knude, der gennem bogen strammes ubehageligt til, bundet ganske raffineret op til sidst
.
