Prætentiøst sammenkog – Katrine Marie Guldager SAMLEDE NOVELLER
I Katrine Marie Guldagers SAMLEDE NOVELLER blander teksterne sig i ét råb om livets bump og menneskets manglende evne til at bekæmpe dem. Det er rigtig godt. Og for meget.
Citat
Bill har stadig ikke nogen kontakt med sin familie, og nu er vi så her. Jeg sidder i skyggen og dvæler. Jeg dvæler, og jeg venter vores første fælles barn. Det er også derfor, vi har besøg af mine niecer, vi øver os i at være forældre. Det er klart, at jeg også er opsat på at gøre det anderledes end mine forældre. I modsætning til dem skal jeg ikke skilles.
Allerede i 2009 blev alle Katrine Marie Guldagers noveller udgivet i samlingen DRENGEN PÅ STENTRAPPEN. Nu er forfatterindens tre novellesamlinger KØBENHAVN, KILIMANJARO og NU ER VI SÅ HER endnu engang kommet i en samlet udgivelse. Denne gang er der tilføjet fem ikke tidligere udgivne noveller samt et omfattende efterskrift, der både kommenterer på hver enkelt novellesamling og den samlede udgivelse.
Har man stiftet bekendtskab med bare en enkelt af Guldagers noveller, har man mødt den minimalistiske stil og hverdagslige tematik, der groft sagt strækker sig over alle tre novellesamlinger. Med udgangspunkt i det nære ridser hun i den yderste lak af historier, der allesammen handler om hverdagsdrømme, der end ikke forsøges indfriet.
Genrekonventionen for novellen er i sig selv minimalistisk: en pludselig opstået begivenhed, der har betydelige konsekvenser. Men som Poul Erik Tøjner skriver i sit efterskrift til SAMLEDE NOVELLER, stopper Guldager gerne sine noveller, endnu før de er begyndte. Sådan er det f.eks. med novellen ’Storebælt’. Den starter og slutter samme sted, da en datter trodser, at hendes forældre har vendt hende rygge, og alligevel dukker op på deres dørtrin. Afslutningsvis lyder det, at faderen ’synes helt at have glemt vores aftale om ikke at se børnene mere, for han hengiver sig til selskabet, som var alt i den skønneste orden’.
Begivenheden – i dette tilfælde den hjemvendte datter – der er skelsættende for novellen som genre, når knapt nok at indtræffe, før novellen stopper. Samlingen fremstår således som et uendeligt hav af fragmenter, og det er op til læseren at opsamle den mening, der gemmer sig i alle hullerne.
I deres u-udtalthed råber novellerne op om manglende mod, og med sine karakterer udstiller Guldager en altovervejende menneskelig fejlbarlighed. Men det bliver skildret så solidarisk, at den berettede virkelighed ikke er dystopisk. I stedet favnes den af en altovervejende accept af, at NU ER VI SÅ HER, uanset om det er på toppen af KILIMANJARO, i KØBENHAVN eller med udsigt over ’Storebælt’.
Den lille udvikling, der trods alt kan spores i de tre novellesamlinger, ændrer ikke på, at den overordnede stemning og fragmenterede stil er konstant. Og det er også udmærket. For Guldager gør virkelig det, hun gør, rigtig, rigtig godt. Dog er hendes abnorme minimalisme også krævende på en lidt prætentiøs måde.
For ikke bare kan hun skrive, hun har også noget at skrive om, og netop derfor er det umanerligt irriterende, at hun aldrig gør det. I den henseende klæder det udgivelsen, at den indeholder et ikke udtømmende, men velbevandret efterskrift, der hjælper med at udfylde teksternes mange huller, som truer med at gøre læseren blind.
Humlen er, at Guldager er fandens god. Allerbedst er hun i små doser. Men når nu man har valgt at samle skatten i et guldkammer, er det godt med nogle kløgtige hoveder, der kan komme en fortabt læser til undsætning.
1 kommentar