Pris Fortuna – John Kennedy Toole FJOLSERNES FORBUND
Mener du, pølsemænd i sørøverkostumer, lutspillende middelaldernørder, kommunistforskrækkede pensionister og sexgale beatnikrebeller er god underholdning, så lur mig om ikke denne bog vil være lidt af en godbid.
Citat
Ignatius var selv klædt bekvemt og fornuftigt. Jagtkasketten beskyttede hovedet mod kulde. De enorme tweedbukser var slidstærke og tillod usædvanlig frie bevægelser. Buksernes læg og folder indeholdt varm, stillestående luft, der behagede Ignatius. Den skotskternede flonelsskjorte gjorde en jakke overflødig, og halstørklædet skærmede den udsatte Reilly-hud mellem øreflapperne og skjortekraven. Påklædningen var acceptabel ud fra enhver teologisk og geometrisk standard – og antydede et rigt indre liv.
På verdensplan har den solgt vel over 1,5 mio. eksemplarer, og i vores broderlande Norge og Sverige har den for længst vundet anselig popularitet. Nu får vi endelig en dansk udgave af John Kennedy Tooles kultklassiker A CONFEDERACY OF DUNCES, som i 1981 fik tildelt en lettere overraskende, men fuldt fortjent Pulitzer-pris. FJOLSERNES FORBUND hedder dette sælsomme værk i Martin Tofts træfsikre oversættelse.
Romanen følger en flok aparte eksistenser i 1960’ernes pulserende New Orleans, først og fremmest den gevaldige fedtklump Ignatius J. Reilly, 30 år – indbildsk, dvask, usoigneret, hypokondrisk og selvhævdende som få andre, uddannet ud over enhver samfundsnytte og helt og aldeles fortørnet over samtidens dekadente luner. ’Da middelalderens system brød sammen, fik guderne for kaos, vanvid og dårlig smag overtaget,’ skriver Ignatius i et af sine utallige Big Chief-notehæfter, der en dag skal skrives sammen og åbenbare hans enestående genius for omverdenen.
Da Ignatius’ alkoholiserede moder i en uheldig blanding af Dixie 45-øl og regnvåd asfalt banker ind i en bygning og afkræves en uhyrlig erstatning, presses Ignatius modvilligt ud i virkeligheden for at tjene penge. Her støder han på en lang række farverige og forunderlige mennesker, som alle er udstyret med deres egne små, fuldstændigt tåbelige idéer om, hvordan verden hænger sammen.
Viften af løjerlige karakterer er romanens helt store drivkraft. Der er den overivrige gadebetjent Marcuso, som altid optræder i forklædning, Ignatius’ overidealistiske, orgasmeforherligende veninde Myrna, den senile, pensions(over)modne miss Trixie og den godmodige Darlene, der drømmer om en stripperkarriere sammen med sin langnæbbede kakadue. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme Ignatius selv, som må være en af litteraturhistoriens absolut mest særprægede og originale hovedpersoner.
Karaktererne er alle enten for ondsindede, excentriske eller dumme til, at man rigtigt kan identificere sig med dem. Alligevel kan man ikke vente med at finde ud af, hvad der skal blive af dem. Det kræver et helt særligt talent at få den slags til at lykkes, og det har John Kennedy Toole. Utroligt så godt tilpas man kan føle sig i et selskab med en så udpræget mangel på sympatiske træk!
Vi må – som Ignatius altid husker at gøre, når tingene en sjælden gang ser ud til at gå i den rigtige retning – sende en tak til Fortuna, for FJOLSERNES FORBUND var uhyggeligt tæt på aldrig at nå frem til offentligheden. Toole begik selvmord i 1969, og først adskillige år senere lykkedes det hans ihærdige mor at afsætte bogen til et forlag. Mange gætter på, at en af grundene til Tooles selvmord var, at forlaget Simon and Schuster var endt med at afvise bogen. Det skete med begrundelsen, at den ’ikke rigtig handler om noget’. Her tog forlaget dog grundigt fejl. FJOLSERNES FORBUND handler om menneskelig desperation, forvirring, forstillelse og dårskab, om alt det burleske, ynkelige, makabre, perverse og vidunderligt bizarre, som der burde skrives mange flere bøger om.
