Pris ingen lykkelig før hans død – Philip Roth NEMESIS
Er man skyldig, hvis forbrydelsen er skæbne? Det er spørgsmålet i Roths seneste roman. Velkommen til Newark 1944, velkommen til en tragedie!
Citat
Altogether the oblique planes of his face gave the smoky gray eyes back of his glasses – eyes long and narrow lik an Asian’s – a deeply pocketed look, as though they were not so much set as cratered in the skull. The voice emerging from this precisely delineated face was, unexpectedly, rather high-pitched, but that did not diminish the force of his appearance. His was the cast-iron, wear-resistant, strikingly bold face of a sturdy young man you could rely on.
Nemesis er, som mange vil huske, græsk for ’retfærdig vrede’ – den retfærdighed, der i græsk mytologi straffer menneskeligt overmod, hybris, og som er personificeret i gudinden Nemesis. Begrebet kendes især fra Sofokles’ tragedie om Ødipus, der uvidende dræber sin far og gifter sig med sin mor, og netop Ødipus øver stor indflydelse på Roths roman, præcis som den har gjort på den vestlige idehistorie i det hele taget.
NEMESIS – allerede fra titlen aner læseren altså, at det er en tragedie, han sidder med, og den suspense, der følger heraf, bruger Roth til at drive historien frem mod en slutning, der, når den indtræffer, er netop så uundgåelig som skæbnen i en græsk tragedie. Vi ved, at det vil gå galt, men hvordan?
Selve historien handler om Bucky Cantor, en 23-årig idrætslærer, som bestyrer en sportsplads for de børn, der må blive hjemme i sommerferien 1944 i Newarks jødiske ’Weequahic section’. Bucky elsker sit arbejde, han er stærk og atletisk, og børnene beundrer ham. Kvarteret er rent og velordnet, bortset fra sporadiske konflikter med en gruppe anti-semitiske italienere, og bortset fra den lokale idiot Horace, der stinkende og uvasket vandrer omkring i byen. Alt er således i sin skønneste orden, hvis det da ikke var for den polio-epidemi, der bryder ud, og snart rammer talrige af børnene med lammelser og død til følge.
Roth bruger – ikke ulig Albert Camus i PESTEN – epidemien til at stille samfundets og det enkelte menneskes fysiske og moralske skrøbelighed til skue. Hvad sker der, når et samfund rammes af en sådan krise, når mennesket tvinges til at betænke sin dødelighed?
I Buckys tilfælde sker det, at han i bogens anden del flygter fra Newarks inficerede lummerhede op i bjergene til den rene luft i sommerlejren Indian Hills, hvor også hans kæreste arbejder. ’He was saved’, som der står. Men den opmærksomme læser ved selvfølgelig, at sådan er det ikke. Bucky er kun hjemme i USA, fordi hans syn er for dårligt til at blive sendt i krig med sine kammerater, der kæmper mod nazisterne på vestfronten. Det piner den velmenende og ansvarsfulde unge mand, men det er intet i forhold til den tragedie, som rammer ham, og som jeg røber her, inderst inde ved man det jo allerede godt: Bucky er selvfølgelig smittebæreren, og snart bryder polioen ud i Indian Hills. Således udvikler NEMESIS sig nøjagtig efter tragisk mønster, og Bucky tager da også – som den Ødipus-figur, han er – skæbnen på sig. Han vidste det ikke, nej, alligevel insisterer han på sin skyld.
Roth benytter sig af det tragiske forlæg til at skabe et værk, der placerer sig mellem myten og den historiske roman. Det er præcis så veludført og lækkert, som man kan forvente af Roth, der i sit sene forfatterskab cirkler om samme spørgsmål: Hvad bestemmer et livs forløb – den fri vilje eller skæbnen? Det gælder for eksempel INDIGNATION fra 2008, ja, det latinsk afledte indignation betyder såmænd ’retfærdig vrede’. Man kan altså tale om en sen fase, der handler om moral, om valg og deres konsekvenser og om skyld. NEMESIS er et af flere højdepunkter i et storartet forfatterskab.
