Privilegiet at miste
Love me tender er en roman fra 2020 af franske Constance Debré, der udkom på dansk i august 2023, i form af Sofie Vestergaard Jørgensens danske oversættelse, på forlaget Vinter.
Her kan svælges – i velskrevet kold-varm følelsesløshed blandet med længsel, og så meget alternativ livsstil at man før eller siden må forholde sig til det. Den stemme og tone, som Debré skriver med, er koldt vand i ansigtet på den opbyggelige, normative kærlighedsdiskurs. En fortælling om selv at ville være det kolde vand, at svømme i det, og samtidig fryse en smule dernede.
I Love me tender følger vi en jegfortælling i tre dele om at miste samværsretten til, og til sidst selve savnet, selve nærheden, til sin 8-årige søn. Sideløbende tages vi med rundt i jegets nye liv, der dels er en hæsblæsende erotisk udforskning af Paris’ lesbiske befolkning, og dels er en eksercits i minimalisme. Debrés jeg fortæller os om en eksmand, der ikke forstår hvorfor han bliver forladt, og ud af bitterhed ikke vil dele sin søn. I forældremyndighedssagen kommer han med beskyldninger om pædofili i forbindelse med moderens homoseksualitet, som et typisk skyts, der bruges, hvad den hyggelige psykiater fortæller, da han evaluerer hende leende til selvfølgelig at være ganske normal. Det plejer at være de ny-homoseksuelle fædre, der skal igennem den tur, der gerne tager ti år, når man er uheldig med en ekspartner, der projicerer løs på barnet. Debré er både forurettet og på forhånd træt af at skulle fortælle om sagen: det er kedeligt, det juridiske system har rigelig plads til homofobi og mistænkeliggørelse, eksmanden er blevet skør. Jeget trækker på skuldrene – er cool. Så må man jo eksistere videre og score damer, man ikke orker at være kærester med. Og så er der til gengæld den voldsomme sorg, drømmene om barnet, og den plads og opmærksomhed til at være forælder, hun har rigeligt af, men ikke må give. Det er tragisk, at denne kærlighed skal dø hen, og derfor er Debrés cool tone ikke fri for klage, anklage eller selvmedlidenhed. Eksmand og system kræver en adfærd, der overkorrigerer den “upassende” livsstil, kun kan tabe retssagen på: hun indrømmer flovt, at hun smed de kompromitterende bøger ud, der kunne bekræfte eksmandens påstande – Guibert, Bataille, Sade m.fl.. Efterhånden smider hun de fleste af sine ejendele ud, fordi hun indser, hun ikke har brug for dem – selvudslettelsen går fra lydighed til protest. Hun møder troligt og engageret op til de overvågede møder, bestiller ferier med sønnen, der aflyses i sidste øjeblik, og det er nogle besynderlige kontraster, der opstår mellem denne samarbejdsvilje og det rebelske enspænderliv. Efterhånden orker vores hovedperson ikke det normale: Hun dyrker den “ustabile” hverdag, som passer hende fint. På et tidspunkt har hun ikke engang en lejlighed længere, scooteren er stjålet, og hun er ligeglad.
Bogen drejer sig om det forløb, hvor mor-barn-forholdet mister sin naturlighed og glød, og måske kan sammenlignes med kærlighedsforhold, der også bare er slut, når de er slut. Når man ikke kan “holde det ud” længere. Og det kan være umådelig svært at forstå, eller acceptere, for tryghedsnarkomanerne herude. Det er et langt sejere træk at blive træt af en forældre-barn-relation, men Debrés jeg er ikke usårligt.
Det er den moderne middelklasses gyser, den førnævnte frygt: om der spøger en oprører i maven på én, så man smadrer sine chancer for det nemme liv. At man pludselig bare ikke gider mere – skrider og bliver en anden, som en kat der har siddet stille og er blevet klappet for roligt, for længe, og bare flipper ud. Bogen viser et moderne moralsk morads frem, for det er selvfølgeligt i vores tid, at man gerne må skifte partner, når man springer ud – det giver mening i sagens natur – og det er uacceptabelt at diskriminere homoseksuelle, også som forældre – men helt sympatisk eller uskyldig er Debrés karakter heller ikke, og fortællingen handler netop ikke kun om LGTBQ+-rettigheder.
Den selvvalgte fattigdom, utryghed og ustabilitet i nære relationer bliver til lidt af en romantiseret æstetisk oplevelse, på trods af, at det ikke ligefrem er en sjov oplevelse for hovedpersonen. Der er en umiskendelig “franskhed”, set med mine øjne, i den måde erotiske affærer omtales på, og de elitære kulturelle markører, vi kommer forbi. Jo vist, for Debré er fra en af de fine parisiske overklassefamilier, og det kan man mærke, når hun humble-bragger om hvor små lejligheder hun bor i, og hvor få ejendele hun kan nøjes med: “Alt bliver trukket skarpt op, når man er på røven. Ni kvadratmeter, to par jeans, tre T-shirts, den gamle læderjakke og mit Rolex-ur, fordi det er sjovt, en espresso ved bardisken, en baguette, en pakke smøger, mit kort til svømmehallen […] nogle gange stjæler jeg for at få noget at spise, andre gange bare for at gøre det, for skønheden i det.” Jeg er på en måde med hende, for karakteren har ret til at være, som hun er, men er også klar over, at råheden æstetiseres, jeg kan mærke, at fattigdommen dyrkes som en stil eller en oplevelse, og det bliver en forførende understrøm for bogens privilegieblindhed. Jeg kommer til at skænke en tanke til 90’er-britpop-bandet Pulp og nummeret “Common People”. “If you called your dad he could stop it all”. Faderen er ikke rig, men venner og ressourcer har hun nok af, så med en skæven til Glenn Bech kan man hurtigt få pillet Debré ned fra sin autenticitets-piedestal. Senere på samme side kommer den forventede gendrivelse om, at man i eliten også svigter sine børn: “Jeg er ikke vokset op pakket ind i vat, som folk altid tror, fordi jeg har det efternavn, jeg har, eller fordi de er nogle dovne idioter, der ikke gider sætte sig ind i, hvordan andre har det. Som om skodderne var vandtætte, som om overklassen var forskånet for vold, død, fattigdom. Så ja, det passer mig fint at vandre på hustagene uden sikkerhedsline.”
Man kan nikke ja til meget i bogen, men næppe det, at det er smukt at stjæle og spændende at være fattig. Jeg bliver lidt træt af hvor sejt det er at være anti-establishment på andres bekostning, men hvad, bare man gennemskuer det poserende og privilegieblinde, så kan man som læser også komme videre fra den debat, og ud på den anden side: Har man ikke ret til de små sejre, som fejlbarligt menneske? At man lykkes med at forherlige et selvvalgt askese som overskudsagtig personligt stil, hvor selvværdet hævder sig som det nu kan? At man hævder sig det ene sted, fordi man fejler på det andet? Træder man et skridt tilbage, ser man en kompromisløs registrering af, hvordan netop dette menneske griber fat i, hvad der er tilbage i en både konkret, relationelt og eksistentielt tom kulisse. Hun ser ti år yngre ud i sit stenhårde look med hvide herreskjorter, jeans og plysklipning. Det er ærligt, og selvsmagende, og lidt fucked up.
Hun gider ikke gå til psykolog, som pigerne, hun går i seng med, foreslår: “Så jeg får lyst til at bo i hus. Så jeg kan sove om natten. Så jeg ikke har lyst til at trække mig.” For denne person, fransk som bare fanden, er friheden dét at synke idiosynkratisk ned i sin egen sump i en blanding af nødvendighed og lyst. “Det har sine fordele, tænkte jeg, da min mor døde. Det samme gælder, når man ikke ser sit barn. Fordi familien er et helvede.” Ja, sådan føles det. Helvede, det er de andre, siger Sartre i et ofte citeret stykke – så måske er den dekadente desperation virkelig en fransk tradition, der netop ikke skal være opbyggelig. Historien står ved at være selvmodsigende: Savnet efter sønnen følges med en kedsomhed, hun også mærker hos ham, ved deres møder. Afsmagen for needy kvinder skiftes ud med at trygle dem, der er noget særligt, om at blive. Der er store udsving af upålidelighed, og forskellige versioner af sandheden, så de protester, man mærker i sig, imødegås med et cool skuldertræk. Debré har aldrig lovet os at være korrekt. Det er helt sikkert, at lystens nødvendighed regerer i det mindset, bogen udforsker, og det er ærlig snak og den coolness, der gør den læseværdig.
