Provokerende papir – Joanna Basford DEN HEMMELIGE HAVE
Malebøger er meget oppe i tiden, en ny måde at blive mindful foran TV’et på. Men at farvelægge blomster er ikke for alle, faktisk er det møgkedeligt.
Citat
Hop ind i den spændende verden og farvelæg tegningerne, find vej gennem de snirklede labyrinter, fuldend de fine mønstre og tilføj dine egne tegninger. Brug filt-tuschpenne eller farveblyanter til at farvelægge med og en tusch eller blyant med tynd spids til dine egne stregtegninger.
Malebøger til voksne. Det er så in lige nu. Endelig kan man hive Faber-Castell farveblyanterne frem fra gemmerne (eller købe 20 farveblyanter for en 20’er i Tiger, som jeg gjorde) og få ro i sjælen ved sirligt at farvelægge svulmende blomster og snoede ranker. Joanna Basford er en af de første der fandt på at lave malebøger til voksne, og hendes serie, hvoraf DEN HEMMELIGE HAVE – EN MAGISK MALE- OG TEGNEBOG er en af tre, er utroligt populære.
Idéen bag denne trend er, at det virker beroligende at sidde og fordybe sig over de små sort/hvide tegninger. Afstresning er blevet stadigt mere nødvendigt, og mindfulness er gået hen og blevet en anerkendt måde at koble af på. Med farveblyanten i hånden kan man lukke den travle hverdag ude og fokusere på nuet via blomster og blade.
Kan man allerede nu mærke min modvilje mellem linjerne? Jeg havde glædet mig til at prøve det her med malebøger. Jeg kan godt lide at lave kryds og tværs, og tænkte, at dette måtte være lidt af det samme – noget ligegyldigt på Netflix og så give sig hen til at puste liv i en hel armada af planter. Men sådan skulle det ikke gå.
Det er røvkedeligt. Eftersom malebøgerne sælger som smurt brød, går jeg ud fra, at jeg ikke mener det samme som flertallet. Men hold da op. Fra farveblyanten først ramte papiret var det en kamp. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle farvelægge en hel side. Det blev kun til en fjerdedel. Jeg prøvede en af de andre tegninger, et træ med en ugle i. Det samme skete. Jeg prøvede at tvinge mig selv til at farve videre, men det endte med, at jeg bare sad og gloede olmt på den halvfærdige tegning.
At malebøger måske ikke lige er mig, er hvad det er. Jeg er nok mere til kryds og tværs, og jeg ved, at mange andre nyder malebøgerne rigtig meget. Men noget, der irriterede mig, var tonen i de små sætninger, der fulgte med næsten alle tegninger i bogen: ‘Tegn flere humlebier rundt om solsikken’, ‘Tegn her, hvad der er låst inde bag hængelåsen’. Næh, jeg gider ej. Det er nok bare, fordi jeg blev trodsig, men malebogen skal fandme ikke bestemme hvad jeg skal tegne! Jeg havde lyst til at tegne en stor fed pik hen over alle de små bier.
Tanken er måske, at man kan komme ud med nogle underliggende frustrationer, drømme eller ubearbejdede tanker, ved fx. at tegne ‘hvad der er låst inde bag hængelåsen’, men jeg har ikke lyst til at dele mine tanker med en malebog. Især ikke en, der sådan kommanderer med mig: også at skulle bestemme, hvad jeg maler tegningerne med, bevares! (Se citat).
Som en ekstra lille leg, kunne man tælle små dyr på de forskellige snørklede tegninger. Både foran og bag i bogen stod der, hvor mange mariehøner der var i alt. Jeg kan ikke helt regne ud, hvordan det at tælle mariehøner hjælper med afslapningen, det virker ligegyldigt og barnligt. Jeg forstår sagtens attraktionen i malebøger – det virker rigtig hyggeligt at sidde der med en kop te og farvelægge blomster. Men da det kom til stykket, føltes det som lettere provokerende tidsspilde.
Måske gjorde jeg det ikke rigtigt? Måske ville jeg være blevet noget så zen, hvis jeg bare havde nosset mig sammen og farvelagt en hel side eller talt alle bierne? Jeg tvivler. Men jeg må alligevel opfordre folk til at prøve selv. Bare fordi jeg havde lyst til at kyle bogen ud af vinduet, betyder det ikke at andre, med mere tålmodighed, ikke vil elske DEN HEMMELIGE HAVE. Bestsellerlisterne lyver i hvert fald ikke, så medmindre nogen har hamstret inden en forestående malebogsrationering, kan malebøgerne et og andet, som jeg bare ikke forstår.
