Psykologisk drama par excellence – Dostojevskij DOBBELTGÆNGEREN


I dette tidlige værk ses ikke bare kimet til Dostojevskijs store romaner, men også til den modernistiske grundtematik, hvor splittelsen spiller mennesket et puds. Skildringen af den (selv-)forfulgte embedsmand Goljádkin er simpelthen i mesterklassen.

En ægte Sankt Petersborg-nat er våd, kold og stormende. Og en sådan nat møder hovedpersonen i romanen, Goljádkin, sin dobbeltgænger for første gang. Dobbeltgængeren kommer imod ham, forsvinder, kommer til syne igen, og til sidst går han foran Goljádkin helt indtil dennes hus, hvor han bliver lukket ind af kammertjeneren Petrusjka. Dobbeltgængeren er Goljádkin selv.

Goljádkins forhold til sit andet jeg er bestemt ikke nemt. Dobbeltgængeren viser sig nemlig at være en tvetydig størrelse, som går fra at være Goljádkins bror og sjæleven, til at være en tyv, som tilraner sig al den ros og opmærksomhed, som Goljádkin havde fortjent. Og langsomt smuldrer Goljádkins tilværelse i jagten på dobbeltgængeren.

Det eminente i denne historie er fortælleren. Denne lægger sig opad Goljádkins synsvinkel, og derigennem oplever man som læser, hvordan Goljádkins opfattelse af dobbeltgængeren skifter. Man bliver sågar selv i tvivl, om dobbeltgængeren kun er et udslag af Goljádkins sindssyge, eller om der virkelig er tale om en ondsindet dobbeltgænger. Men samtidig er der små sprækker, hvor fortælleren lader en ironisk distance skinne igennem. En distance der gør opmærksom på Goljádkins vanvid.

Denne særlige fortællervinkel peger frem mod Dostojevskijs senere værker og især Forbrydelse og straf. Også her får fortællervinklen den konsekvens, at man som læser ikke kan finde ud af, om man sympatiserer med hovedpersonen eller afskyr ham. Man tvinges til konstant at tage stilling, og på den måde bliver romanerne både mere levende og mere vedkommende.

Men DOBBELTGÆNGEREN peger også frem mod en større tendens. Med den splittelse som Goljádkin oplever og det fragmenterede univers som følger med, peger DOBBELTGÆNGEREN f.eks. frem mod Kafkas forfatterskab, og mod et grundtema i modernismen: Mennesket der underlagt modernitetens vilkår bliver splittet og forvirret.

Den eneste ris går til Gyldendals forlag, hvor man måske skulle overveje at læse bogen, før man skriver for- og bagsidetekst. Så ville man nemlig finde ud af, at der ikke er tale om en jeg-fortæller, og at hovedpersonen næppe kan karakteriseres som ung. Men det er heldigvis ubetydeligt, når man først er i gang med selve bogen, som står som et lysende eksempel på Dostojevskijs eminente forfatterskab.

Skrevet af Rebekka Byberg

Rebekka Byberg er en knivskarp historiker med speciale i moderne europæisk historie og politik. Men historie og politik er jo ikke alt, så man kan også finde hende hjemme i lænestolen med en skønlitterær bog (fra Lykke-Per til Harry Potter), i biografen (fra Coen-brødrene til Bollywoodbaskere), til en koncert (rock"n"roll) eller på en badmintonbane (fra spektakulær offensiv til systematisk defensiv).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *