Punkter, fejringer og fællesskaber – Interview med Ida Holmegaard
Ida Holmegaards debutroman EMMA EMMA er blandt andet skrevet på en interesse for fællesskaber og hvordan de konstitueres gennem bestemte fejringer, ceremonier og højtider.
EMMA EMMA udspringer af ‘forskellige punkter, som satte nogle tanker i gang’, forklarer Ida Holmegaard som noget af det første, da vi mødes en septemberaften på Nørrebro i København. Punkterne udgøres af forskellige begivenheder og fænomener, som Holmegaard undersøger i romanen, hvori hun lader dem referere til hinanden i et net af forbundne og overlappende temaer. En radioudsendelse om et ‘teaterbryllup’ på et plejehjem for alzheimerpatienter var et sådant punkt, der satte en række refleksioner i gang, som senere fandt vej til romanen.
– Jeg begyndte at overveje, hvad sådan en bryllupsceremoni er for en begivenhed, og hvorfor ceremonier og fester er vigtige for fællesskabet, siger hun og uddyber, at brylluppet indgår i romanen sammen med det centrale omdrejningspunkt, et veninde-/kærlighedsforhold, hvor erindring, genkendelse og fælles hukommelse er en vedvarende tematik.
Personalet holder bryllupperne ofte, de holder ét hver tredje måned cirka med de samme gymnasieelever som brudepar. De fejrer brylluppet som om, det var en højtid, regelmæssigt og med masser af pynt. Parret bliver aldrig genkendt som andet end ny brud, ny brudgom, og ingen er gift længere, når desserten er spist.
Hen over en hed københavnsk sommer følger man i romanen forholdet mellem de unge veninder Emma og Agnes, som genforenes i København, efter Emma i en årrække har studeret i London. De to har en lang forhistorie, en barndom fuld af fælles minder, som flere steder trækkes frem i romanen. Agnes genkalder sig episoder og har ofte har svært ved at skelne mellem hende selv og Emma. De to identiteter glider sammen, forveksles og efterlader en fornemmelse af identiteter som flydende og sammensmeltende. Det er fx tilfældet, da Agnes hører radioudsendelsen om plejehjemsbrylluppet og mindes et bryllup, hun og Emma engang serverede til:
Jeg kan ikke længere huske, hvem af os, der tabte kagestykket, hvem af os, der skabte problemet, og hvem der løste det.
Sommerens arkitektur og landskaber
Ifølge Forlaget Gladiator er EMMA EMMA en roman om ‘sommerens arkitektur og landskaber’, og netop denne konkrete og rummelige tolkning eksemplificerer Holmegaard selv undervejs i interviewet, hvor hun søgende bladrer i sin medbragte kopi, finder konkrete punkter og nedslag.
– Det er nemmest for mig at tale ud fra bestemte steder i teksten. Så synes jeg bare, det bliver mere klart, forklarer hun.
Hvis ikke hendes hænder er beskæftiget med bogen, bruger hun rummet foran sig til fysisk illustration. Forskellige steder i luften placerer hun de genstande, hun taler om, og undervejs refererer hun til dem ved at pege på det sted, de er ‘anbragt’.
Hænderne slår ned på side 15, på det sted i teksten, hvor den amerikanske film The Shawshank Redemption nævnes. Filmen er med, fordi den inspirerede Holmegaard til at reflektere over ferien som særligt sted, siger hun og placerer sin finger nederst på siden, hvor Agnes ligger sammen med sin kæreste Anton og ser den omtalte film. Her citerer hun en fængselsbetjent fra filmen, idet han henvendt til Morgan Freemans karakter siger:
Do you know what the Mexicans say about the Pacific? They say it has no memory. That’s where I want to live the rest of my life. A warm place with no memory.
Ideen om det varme hav uden hukommelse og filmens afslutningsscene i et tropisk ferielandskab fik Holmegaard til at tænke på, hvordan ferien er en tilstand, der handler om at give slip:
– Ferien blev for mig en slags fostertilstand, en underlig ide om regression, hvor man bare kan trække sig ud til det varme hav og ind i et ferielandskab, hvor man bliver passet på og ikke behøver at huske og forholde sig til ting.
Karakterernes danseformer
Politikens anmelder Lilian Munk Rösing beskriver i sin anmeldelse romanens prosa som udpræget visuel, hvor ‘ord er som penselstrøg og sætninger som konturer’. Holmegaard vedkender sig, at hun i romanen fremmaler scener og bruger farver og mønstre som billedskabende effekt, men i skriveprocessen har hun ikke opfattet sig selv som billedkunstner:
– Jeg har tænkt mig selv meget som en koreograf, hvor jeg som forfatter sætter karaktererne ind i nogle danseformer. De sociale former er jo en slags danse, som karaktererne udfører sammen med andre – og dans er igen en slags mønsterdannelse.
Mønstrene findes overalt i romanen, i de unge kvinder, der drager ud i sommerlandet, i deres påklædning og i de mange blomster omkring dem. Flere steder i romanen fortsætter billedsproget i lange kæder, ‘hvor noget ligner noget andet og bliver forvekslet i et stort, smidigt mønster’, siger Holmegaard og påpeger herefter, hvordan forvekslingerne mellem karaktererne også er en del af denne større smidighed. Tilsammen giver de mange billedkæder, mønstre og forvekslinger en gennemgående fornemmelse af organisk sammenhæng. Et sted i bogen forklarer Agnes, hvordan sammenligninger i naturen skaber tidsmæssige forskydninger:
Jeg fortæller de andre om sommerfuglebusken, at den blomstrer, og hver gang jeg går forbi én, tror jeg, at det er syrenen, som blomstrer igen. Sommerfuglebusken blomstrer senere med den samme søde duft, blomsterne er kun en smule mindre end syrenens og blålilla, de sidder tættere i klaserne.
En glæde ved inventar
Ligesom de specifikke punkter og overvejelser om ferier og fællesskaber, har Holmegaard været optaget af at beskrive indholdet i de specifikke rum, fortællingen udspiller sig i. Til EMMA EMMAs to unge kvindelige hovedpersoner har der – ifølge forfatteren selv – blandt så meget andet hørt et inventar af ‘bikinier, læbestift og slikarmbånd’:
– Der er flydt alt mulig inventar ind i bogen, og jeg har ikke tænkt det her som særskilt i forhold til andet. Jeg oplever generelt stor glæde ved at beskrive den slags elementer i teksten, også hele ferieinventaret med tordenfluer, pølser fra grillen og citronpressere, siger hun og holder en pause, før hun fortsætter:
– Jeg vil gerne tage det inventar, der hører til en piges barndomserindring lige så alvorligt, som jeg tager alt mulig andet inventar. Så snart, man forholder sig til ‘det pigede’, så anerkender man også, at der er noget, der er det – og det synes jeg er lidt besværligt.
Hen mod slutningen af romanen beskrives også et særligt inventar, da Agnes vågner med tømmermænd efter en våd firmafest. Her gennemgås mentalt aftenens forløb og det helt særlige sociale rum, som en fælles fejring med kollegaer er:
Det var som om stemningen var tyktflydende og duftede af sved og parfume og grillmad og blev hældt gennem munden og øjnene ind i min brystkasse. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at den eneste måde, jeg kunne være til festen på, var ved at spise den. Hel. Indtage alle indtryk og bevægelser, som om de var lækre cocktails og focacciabrød, jeg vidste ikke, hvorfor jeg ellers skulle være der.
Muligheden for at fralægge sig det professionelle samvær og give sig hen til noget andet, ‘at holde frikvarter’, var for Holmegaard en del af det interessante ved at behandle firmafesten som fænomen:
– Der er lidt en følelse af, at det man fejrer, ikke kommer til at have nogen indflydelse på den efterfølgende hverdag. Den kærlighed, der ligger i fejringen, kan ikke transporteres over i hverdagen, siger hun og forklarer, at romanens beskrivelse af det kollegiale fællesskab ‘siger noget om, hvordan et fællesskab konstituerer sig selv’.
Holmegaard har først og fremmest interesseret sig for bestemte punkter, specifikke situationer. Selvom hun nødigt løfter romanen op til en større sociologisk erfaring, så ser hun ikke det specifikke som en modsætning til, ‘at det har noget med verden at gøre’, siger hun og formulerer alligevel en ret sigende sætning om romanens udsagn:
– Jeg har interesseret mig for at undersøge fester og ceremonier, som udspiller sig i fællesskaber, bl.a. det fællesskab, man kalder samfundet – fordi jeg tror, det siger meget om et fællesskab, hvordan det vælger at fejre noget.
