Punktumløs og uden mage – Jon Fosse OLAVS DRØMME
Bind to i Jon Fosses prisvindende værk TRILOGIEN er en feberdrøm, man ikke kan – eller vil – vågne fra.
Citat
Og Olav løfter ølkruset til munden og drikker og han sænker ølkruset og så ser han ret frem for sig Gamlingens ansigt, de plirende øjne, den smalle mund
Så du er altså fra Vik siger du, siger Gamlingen
Jeg, jeg skal sige dig hvor du er fra, siger han
Jeg er fra Vik ja, siger Olav
Siden du ikke vil sige hvor du kommer fra, Asle, så kan jeg sige det, siger Gamlingen
Jeg er ikke Asle, siger Olav
Så det er du ikke, siger Gamlingen
Nej, siger Olav
OLAVS DRØMME skal læses i ét stræk. Faktisk er det nærmest umuligt at lade være, og det er ikke kun på grund af de manglende punktummer. Selvom de selvfølgelig gør sit til, at man fortsætter, indtil der ikke er mere. Men Fosse kan få sin tekst til at løbe på en ganske særlig måde. Han skriver enkelt, faktisk så enkelt, at man slet ikke savner de punktummer. Dialogerne er korte og fulde af gentagelser. Persongalleriet er lille, og folk i fortællingen er dem, de ser ud til at være. Pigen er Pigen. Gamlingen er Gamlingen. Og hovedpersonen Olav? Ja, han er så undtagelsen.
Fem år skulle der gå, før vi kunne fortsætte på dansk med bind to i Jon Fosses smukke TRILOGIEN fra det norske vestland i gamle dage. ANDVAKE, første bind, læste jeg en decemberdag i 2010. Den 75 sider lange juleevangelie-fortælling om det unge, udstødte par Asle og Alida, der søger nattely i Bjørgvin (Bergen), men kun møder lukkede døre, gjorde dybt indtryk på mig. For midt i al enkeltheden, der også var udtalt i ANDVAKE, lurer noget dybt foruroligende. Man aner gradvist, at det her må ende galt, bliver mere og mere sikker i sin sag, mens man læser, skønt det aldrig udtales helt, hvad der er på færde.
Og sådan fortsætter det i OLAVS DRØMME, som kort fortalt er en spinkel fortælling om en ung mand, der er draget ind til byen for at købe ringe til sig selv og sin kæreste. Rigtige gifteringe er det ganske vist ikke, for Olav er ikke Åstas mand i lovens forstand, kun i virkelighedens forstand, som der står et sted.
Men så er det, at han møder Åsgaut, der har købt et guldarmbånd med de blåeste sten til sin hustru. Sådan et vil Olav gerne give sin Åsta. Han møder også Gamlingen, der vil have Olav til at indrømme, at han ikke er den, han giver sig ud for at være. Og han møder Pigen med det lyse hår og de blå øjne, der trækker ham ind i en gyde, hvor Olav ikke har lyst til at være. Alt imens at Åsta sidder hjemme og passer på sønnen Sigwald. Hun lod Olav gå ind til byen i dag, selvom hun havde på fornemmelsen, at noget skrækkeligt ville ske ham derinde.
Der ligger et slør over fortællingen. Brudstykker fra fortiden, hvor Olav var Asle, og Åsta var Alida, dukker frem. Påstande fremsiges. Ingen taler dem imod, ingen tager dem i forsvar. Personer dukker op igen og får stadig vigtigere roller. Den drømmeagtige fortælling får mere og mere karakter af mareridt.
En ting er at kunne skrive som en ildebrand, der løber fra træhus til træhus i Bergen. Noget andet er at mestre det, at flette tilværelsens tungeste spørgsmål ind i sine bittesmå fortællinger uden at det går ud over enkeltheden. Fosse kan, og det var helt rigtigt at give Nordisk Råds Litteraturpris til TRILOGIEN. De tre små fortællinger, hvoraf jeg så kun har læst de to indtil videre, er et lille stykke nyskrevet (ny)norsk kulturhistorie om vestlandsstorstaden i gamle dage, med alt hvad dertil hører af glitrende guld og grumme fristelser. Det hele er fortalt i et gentagende og foruroligende fremadpegende sprog, der leder tankerne hen på folkevisens. Kredsende om nogle af kristendommens bærende bud: Du må ikke slå ihjel, du skal elske din næste.
Små punktumløse bøger om en fjern fortid er næppe det letteste at sælge, hvilket nok også er forklaringen på, at der skulle gå så lang tid, før bind to udkom i dansk oversættelse. Men Fosse er ikke for de få og indviede. Han skriver smukke, stille dramaer om kærlighed og retfærdighed. OLAVS DRØMME er en feberdrøm, man ikke kan vågne fra igen.
