Purung Hexia de Trick fortryller læser – Cecilie Lind DUGHÆRGET PUPIL ACCELERERER TUSMØRKE
Cecilie Lind debuterer med en stærk trylledrik af en digtsamling. Eller hvad man nu skal kalde denne meget forunderlige og til tider lidt for underlige bog. Forvirrende er den og fortryllende.
Citat
HAVFRUENS ESKALEREDE MOMENT
Dette er en erotisk situation brøler havherren fornøjet men tøver og dernæst gruer ved og for erfaring med fiskehaleglansen som den unge vandfrøken i momentan glemsel villigt har fortrængt først og fremmest fordi hun håber på overgangsgevinst under samleje at glide fra uskyld til indsigt er ikke kun en symbolsk metamorfose men også og især en situation hvori visse privilegier opnås i øjeblikket en udmærket genvej til vid og overblik tænker hun
’Usagn’ lyder genrebetegnelsen på Cecilie Linds debutbog DUGHÆRGET PUPIL ACCELERERER TUSMØRKE. Det er en god genrebetegnelse af flere grunde. For det første fordi det ville være næsten umuligt at få bogen til at passe i enhver anden allerede eksisterende kasse. For det andet fordi genrebetegnelsen ’usagn’ rummer flere af de paradokser, der rumsterer i hjertet af Linds skrift.
’Usagn’ minder om ’udsagn’, men er det netop ikke. På samme måde siger Cecilie Linds tekster en hel masse, men uden rigtigt at sige det. Eller sagt på en anden måde; de fortæller historier, men uden at man for alvor fatter, hvad de historier handler om.
’Usagn’ spiller desuden på ’sagn’. Og det vrimler da også med havfruer og hekse og elvere og troldmænd. Men samtidig dekonsturerer sagnindholdet sig selv, så det ikke bliver sagn, men netop u-sagn. Det lyder for eksempel som i tekstuddraget til højre, hvor historien om Den Lille Havfrue bliver kørt igennem drømmekværnen.
Det giver god mening, at forlaget har ladet Julie Nord illustrere bogens omslag (bagsiden). Nords billeder og Linds tekster er på mange måder to kaninhuller, der fører til samme eventyrland. Det er det samme dæmoniske barneunivers. Det samme uskyldstab. De samme djævelske skygger på tapetet i pigeværelset.
At læse Lind er som at træde ind i en parallelverden, som ikke bare er befolket af ikkejordiske væsner, men som også har sit helt eget sprog. Neologismer som ’sultansnavet’, ’tågetumlet’ og ’apatiprincesse’ fyger om ørerne på læseren, og ofte falder selve syntaksen fra hinanden. Der er masser af rytme, rim og remser, og teksterne får karakter af trylleformularer. Der er en næsten Ursula Andkjærsk musikalitet på spil, og den kan det være rart at støtte sig til, når semantikken bliver lidt for mystisk. Cecilie Linds pen er på en gang en taktstav og en tryllestav.
Det gælder om at holde tungen lige i munden. Mange af ’usagnene’ måtte jeg læse både syv, ni og tretten gange for at få bare en lillebitte idé om, hvad der foregik. Linjerne åler sig ned over siden uden skyggen af tegnsætning, og bedst som man tror, at man har fanget dem, glider de ud af hænderne igen. Og det er vel egentlig min eneste anke. At nogle af teksterne simpelthen er for vanskelige at komme ind i. At man mister tålmodigheden efter at have tabt tråden igen og igen. Og igen.
Men det ændrer ikke på, at DUGHÆRGET PUPIL ACCELLERERER TUSMØRKE er en talentfuld og morsom og imponerende moden udgivelse af den bare 18-årige forfatterskoleelev. Og for det meste finder Cecilie Lind en fin balance, hvor man lige akkurat føler, at man er med, uden at man for alvor fatter, hvad der foregår. I de fleste af ’usagnene’ er der en vej ind, men ingen vej ud. Og man opgiver at smide krummer langs vejen; fuglene spiser dem alligevel. Og i grunden vil man gerne fare vild i Linds univers, når tusmørket accelererer.
