Quiet please – Robert Zola Christensen TENNIS
Med en sært pågående svensker i hælene indhenter realiteternes verden netop ikke den konfuse hovedperson i Robert Zola Christensens nye roman, der er mere intrikat end bøger er flest.
Citat
Den Gamle By går julen i møde med en udstilling af kendte danskeres allerbedste julegaver.
Blandt julegaverne er det for eksempel et billede af formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, med en lille hund. Hendes bedste julegave nogensinde. Historien bag billedet er ifølge museumsinspektør Jens Ingvordsen, at Pia Kjærsgaard var ude at gå en tur om aftenen den 23. december 2001. Undervejs mødte hun hunden på billedet. Det var en lille, sky terrier, der var slemt tilredt med sår og beskidt pels. Hun tog den med hjem og gav den et bad og rensede dens sår. Så spiste den lille terrier fem leverpostejsmadder og faldt i søvn. Den har været hos hende lige siden.
Det bedste ved Robert Zola Christensens nye roman er de mere eller mindre arbitrære faktabokse (eller hvad man nu skal kalde dem, de minder i hvert fald om faktabokse, som man kender dem fra avisen). Faktaboksene afslutter hen ved halvdelen af bogens 82 korte og kortere kapitler, og som små tekstbidder hentet direkte og ufiltreret fra ikke-litterære tekster ude i virkeligheden tilfører de en finurlig og ofte overraskende mer-betydning til hovedhistorien.
Faktaboksene gør to ting: Enten forklarer de bedragerisk omstændigheder bag om ryggen på vores fortæller og hovedperson Morten, så læseren pludselig er i stand til at se durk igennem fortælling og fortællers rænkespil. Eller også fungerer faktaboksene som en slags komprimering af vitale informationer, således at Zola Christensen opnår det råderum, hvor han kan skære sin historie så skarp og (derfor) morsom, som tilfældet er. I begge tilfælde opstiller den begavede forfatter en intrikat forhandling mellem stålsat leksikalsk troværdighed og rutschende narrativ konstruktion.
Og nåh ja, så gør faktaboksene også en tredje ting: De fungerer nemlig også som en art tilbageblevne rester fra det enorme kondenseringsarbejde, det må være at skrive en roman. Denne tredje metafunktion bestrider boksene såmænd også til U.G., kryds og slange.
Inden jeg fortaber mig helt i boks-ning, er det vel på sin plads med et resume: Hovedperson Morten befinder sig på midten af livets bane. Han ser langsomt tilværelsen smuldre omkring sig, konen er flyttet over til tennismakkeren og datteren skranter voldsomt som følge af en nedrig sukkersygevariant. Langsomt, men sikkert rabler det for Morten, der nok er rap i replikken i tænkte situationer, men anderledes køteragtig, når det rent faktisk kommer til stykket. Sex, sukkersyge og en pågående svensker med tæft for udstoppede dyr (!) bliver holdepunkterne i Mortens mere og mere dæmoniserede kamp for at få tilværelsen tilbage på ret køl.
Romanen udvikler sig sinistert og lader ikke de grænsepsykotiske afslutninger på Helle Helles RØDBY-PUTTGARDEN og Pablo Llambías’ DE ELSKENDES BJERG noget efter, hvad angår crazy upålidelighed hos fortælleren. Sådan én kan man bare ikke stole på over en dørtærskel, og det er der nu engang noget godt og dragende uhyggeligt ved.
Undervejs mod den endelige bevidsthedsmæssige afmontering når Zola Christensen lige at spidde den hule rumlen, der kommer fra kommunikationskonsulenters og managementudvikleres nysprog. I sit job på Statens Center for Kompetence og Kvalitetsudvikling hitter Morten eksempelvis på konceptet ”ishockey for muslimske kvinder”; den umulige vej mellem burka og motion er fundet!
Zola Christensen er god udi knastør satire, men øvelsen lykkedes nu engang bedre i hans forrige roman, JYSK FITNESS. Måske er det bare nemmere at gøre grin med jyder? TENNIS vil alt andet lige tiltrække sin læsers fulde opmærksomhed, serven ligger på linien, quiet please.
