Rablerier fra øverste skuffe – Robert Walser RØVEREN
Schweiziske Robert Walser står i dag som en af modernismens store forfattere – ikke mindst på grund af en gådefuld skotøjsæske, som blandt andet indeholdt den roman, som er blevet kendt som RÄUBER-romanen. Den er nu kommet i en glimrende dansk udgave.
Citat
Røveren opviste mange fejl. Jeg har tillid til, at der kommer mere om det senere. Lad os først spadsere med ham op på Gurten, sådan hedder et bjerg i den nærmeste omegn. For min skyld har vi lov at snakke politik som vi lyster deroppe i den friske luft. Om hans fantasis kejserinder vil der utvivlsomt også blive talt. Heller ikke omtalte afdøde enke, samt hendes indbo, vil undgå vores opmærksomhed. Sikke vi holder udkig til alle sider. Visse folk kunne tro, at det er umanerligt trættende, men det modsatte er tilfældet. Opmærksomheden rummer noget højst forfriskende. Uopmærksomhed svækker.
Fra 1933 til sin død i 1956 opholdt den sindslidende Robert Walser sig på den lukkede anstalt i Herisau i det nordlige Schweiz.
Det var her, han i 1937 overdrog sin søster en skotøjsæske med papirlapper af forskellig art. Lapperne var fyldt med en nærmest ulæselig skrift, hvor bogstaverne målte bare 1-2 millimeter i højden. Æskens indhold skulle vise sig at vende op og ned på omverdenens billede af Walser som forfatter, men først efter i mange år at have ligget uberørt hen.
I 1968 havde en ung filolog held til ved hjælp af forstørrelse og gennemlysning at transskribere 24 af æskens papirstykker. Oversat til et mere medgørligt format udgjorde de en 170 siders roman: RØVEREN. Siden er resten af æskens over 500 papirstykker ligeledes blevet dechifreret.
Basilisk har tidligere udgivet et udvalg af disse ’mikrogrammer’, som de er blevet døbt, og nu kommer altså også den roman, der pustede nyt liv i Walsers eftermæle som romanforfatter.
RØVEREN er formentlig skrevet i løbet af få uger i 1925 og er ligesom æskens øvrige indhold altså fra før, Walser blev indlagt i Herisau. I tråd med andre af 20’ernes store værker er RØVEREN en roman, der tager selve formen for romanen op til revision. Det er en kærlighedshistorie, men ikke i traditionel forstand.
Romanen handler om den unavngivne ’røver’ og hans forskellige romancer med et lille udpluk af Berns kvinder. Blandt dem Edith, som er den, røveren i sidste ende kaster sin kærlighed på.
Men det, der giver romanen liv, er ikke så meget handlingen som den rablende fortæller, der efter behag kaster læseren rundt mellem forskellige episoder og refleksioner over dette og hint.
I bogens forord kalder Erik Granly Jensen romanen for ’en eksploderet roman’, og det er en ganske rammende betegnelse. Enhver form for sammenhængende narrativ struktur er tilsidesat til fordel for en frit fabulerende fortællestil. Emner introduceres og udskydes i et væk som i de herlige indledende sætninger: ’Edith elsker ham. Mere om det senere’.
Men den regelløse hinkeleg rundt i romanens univers er ikke for fortællerens egen fornøjelses skyld, bedyrer han. Den er til læserens ære:
– Mangt og meget på disse sider vil stadig forekomme læseren hemmelighedsfuldt, hvilket vi så at sige håber, for hvis alt bare lå åbent for forståelsen ville De begynde at gabe over disse linjers indhold.
Man får altså ikke noget serveret i RØVEREN. Læseren må selv stykke historien om røverens kærlighedsliv sammen. Walser demonstrerer her en skæg og usædvanlig form for romankunst, som nydes med hjernen frem for hjertet. Romanen forfører ikke læseren gennem et fængslende handlingsforløb og levende personskildringer. I stedet vinder den læserens interesse ved at engagere ham eller hende i opgaven at skabe en eller anden form for sammenhæng i romanens fragmentariske stil – en opgave som dog ikke er mere krævende, end man godt samtidig kan henrykkes undervejs af romanens rablerier, som svæver i passende sikkerhedsafstand fra det jordnære.
