Racende uforløst – Chimamanda Ngozi Adichie AMERICANAH
Adichies superhypede tredje roman er af og til god, men alt i alt en skuffelse. Langstrakt, uharmonisk og slet ikke så klog, som den selv synes, den er.
Citat
Ifemelu forestillede sig, hvordan skribenterne var, nigerianere i amerikansk boligslum med liv, som var helt ødelagte af for meget arbejde og små opsparinger, der blev nøje plejet året igennem, så de kunne rejse hjem en uge i december med kufferter, der var fulde af sko og tøj og billige ure, og i deres families øjne se blankpolerede versioner af sig selv. Så vendte de tilbage til Amerika for at skændes på internettet om de mytologier, de havde udviklet om deres hjemland, for nu var hjem blevet et udvisket sted mellem her og der, og i det mindste kunne de online ignorere bevidstheden om, hvor ligegyldige de var blevet.
Den nigerianske stjerneforfatter Chimamanda Ngozi Adichies seneste roman, AMERICANAH, er en stort anlagt roman om race og kultur på tværs af kontinenter. I første omgang er det dog en kærlighedshistorie om ungdomskæresterne Ifemelu og Obinze, der skilles, da Ifemelu drager fra Nigeria til USA for at studere. Tretten år senere har Ifemelu succes som blogger og foredragsholder. Hun har et stipendium til Princeton og den perfekte kæreste i professoren Blaine, men føler alligevel, at der mangler noget væsentligt. I hjemlandet er Obinze blevet en velhavende forretningsmand med stort hus, kone og datter, men selvom der over det hele er ’en uforstyrret fornemmelse af det gode liv’, er der også hos Obinze en gnavende følelse af afsavn. Det, de mangler, er naturligvis hinanden, og denne lidt banale, men ganske velfortalte, kærlighedshistorie, udgør den overordnede ramme for fortællingen.
Vægten i romanen er imidlertid lagt på Ifemelus møde med Amerika. Fra i Nigeria ikke at have skænket race mange tanker, oplever hun i USA pludselig at blive bedømt på sin hudfarve og mere eller mindre åbenlyst at blive diskrimineret. Oplevelserne får hende til at starte bloggen ’RACENDE: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre)’, som man som læser får uddrag fra, mens man følger hendes amerikanertilværelse med parforholdsproblemer og hårkriser.
Det er i udgangspunktet et interessant perspektiv med den her ikke-amerikanske sorte i USA, men denne del af bogen fungerer bare ikke så godt, som den burde gøre. For det første er den ganske enkelt for lang – ikke mindst i forhold til harmonien i bogen som helhed. Desuden flirter den lige rigeligt med chiklit-genren, hvilket skaber et underligt stilclash, hvor den lette tone afvæbner racetematikken og får den til at virke fjern og uoprigtig. Men vigtigst af alt er det ærligt talt ikke nogle særligt dybsindige observationer, Ifemelu gør sig om race. Medmindre du tror, racisme er noget, menneskeheden fik bugt med engang i det forrige århundrede, vil AMERICANAH hverken overraske dig eller gøre dig klogere. Derimod vil den måde, der generaliseres på vedrørende racespørgsmål, muligvis irritere dig en del – som i dette bloguddrag:
– Hvis du fortæller en ikke-sort person om noget racistisk, der skete for dig, så må du ikke være bitter. Du må ikke beklage dig. Vær tilgivende. Hvis det er muligt, så fortæl det på en sjov måde. Først og fremmest: Vær ikke vred. Sorte mennesker må ikke være vrede over racisme. For så får de ingen sympati. Dette gælder for øvrigt kun for liberale hvide. Du skal overhovedet ikke fortælle en hvid konservativ noget som helst racistisk, der er overgået dig.
Det ligger selvfølgelig i bloggenren, at man gerne må udtrykke sig lidt firkantet, men bloguddragene bliver ikke rigtig bragt tematisk i spil i romanen, så det bliver for det meste ved de umiddelbare observationer, der ellers skriger på at blive nuanceret og diskuteret. AMERICANAH er en læseværdig bog, men den mangler noget dybde og refleksion, der kan matche dens ambitioner.
