Af | 17. april 2008

Rasende barsk sød tøs – Naja Marie Aidt POESIBOG

Årstidernes gang og barndom i 1970’erne indfanges af en af dansk lyriks skarpeste og skønneste stemmer.

Digt

hvem
engang stjal vi meget og løj og bandede og rev ben af fluer og hev i hår og købte Abba-plader for andres penge, vi røg cigaretter i kælderskakten, vi kylede håndklæder efter hinanden, men vi var alt for små til det hele, alt for spinkle, og vores tanker ligesom edderkoppespind eller dug eller gløder i et udbrændt bål, så sad vi der og hang på trappestenen som to nøglebørn uden nøgler, som eksistens, som nærvær uden retning, gløder dug edderkoppespind, hvad skulle vi sige, hvem skulle vi spørge

Det er noget af et lykketræf, at den produktive forfatterinde Naja Marie Aidt modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2008, for novellesamlingen BAVIAN, lige op til udgivelsen af hendes nye og ottende digtsamling POESIBOG. Især fordi en sådan hæder, som Aidt selv betegner som en hyldest til novellegenren, kunne tage fokus fra hendes kvaliteter som lyriker. Ligesom digtsamlingsforgængeren, den kvadratisk, smukke og storslåede sofabordsbog BALLADEN OM BIANCA, er det fotografen Kim Lykke, der står for den grafiske udsmykning af POESIBOG. Dette inkluderer at kapiteloverskrifter bl.a. er udformet som barndommens poesibøger, hvor lev-vel og sød-tøs er skrevet i symmetriske ordkors. Samlingen er inddelt i otte dele med årstidernes cyklus som orden. Denne struktur brydes af en række blændende og barske glimt fra en barndom i et lille-pige univers, med alt hvad 1970’erne måtte inkludere af kollektiv, skilsmisse og blommegrød.

Årstiderne indfanges i kendte stemninger, men også originalt anderledes, når foråret får følgende beskrivelse med på vejen: ‘Du har hørt at vinterbadning er sundt./ Men det er allerede for sent.’ Sommerdelen skiller sig ud, ikke kun ved at være på tværs grafisk talt, men også fordi disse digtes blomstrende lyng og myggesværmerier virker vage i forhold til resten.

Valget af poesibogen som genre og omdrejningspunkt udnytter Aidt bl.a. til at lege med mange af halvfjerdserbarndommens ord, ingredienser og vendinger. Det bliver tragikomisk, når de velkendte poesibogsfraser omskrives, fx:

en fugl foruden vinger/ en særlig hilsen kender/ nu forsvinder dit hoved i en sky/ nu ligger du på jorden og bløder/ som da man var barn og havde/ fået et spark i hovedet fordi man/ var for rapkæftet for stejl for meget/ grus i såret, kassebukser/ mor er rejst.

Barndommen er meget mere end idyl, og den søde tøs har god grund til også at sætte ord på frustrationer, arrigskab, sorg og på at lege og/eller være dyrisk.

Indledningsvis giver læsningen skarpe associationer til Vita Andersens bestsellerdigte TRYGHEDSNARKOMANER fra 1977. Dette skyldes ikke kun, at Aidt indfanger essensen af 1970’ernes tidsånd, men også at blikket er skarpt rettet mod kvinden. Som i digtet VILDFAREN:

vi er et kønt par/ ikke engang søstre/ bare faldne kvinder/ iført røde stiletter af lak/ og en lille trist hue.

Som hos Andersen bliver shopping brugt som et plaster på de store blødende psykiske sår. Men her slutter sammenligningen også, for Aidts digte er ikke knækprosa, og tryghedsnarkomanien skildres som et mareridt. Aidt har den tidsmæssige distance, der giver mulighed for ironi. Og så har hun en overlegen fin sprogfornemmelse, og evne til at se poesien i verden, eksempelvis når månen står som et lysende komma.

Det er barndommens musik, der spiller læseren et puds i POESIBOG, står der på bogens første side. Men det er også læsning til ‘at blive høj, høj af’ og til ‘at hulke af grin, lykke, lykke’, som det rasende digter-jeg har skrevet et andet sted.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også