Rasmus Rasks rationalistiske rallen – Hanne Marie Svendsen RUDIMENTER AF R
Roman om Danmarks største sprogforsker er velfortalt, sine steder gribende, men for ukoncentreret og ukonkret til rigtig at fænge an.
Citat
Hvad mon var det første ord i verden? Han tænker på det, mens han ligger så roligt i sengen, puster lidt stakåndet, men hosten er holdt op for denne gang. Psammetichos ville bevise, at ægyptisk var det ældste sprog i verden, og med den hensigt fik han spærret to nyfødte børn ind i en hytte og lod kun en hyrde gå til dem for at made dem, men det var ham strengt forbudt at sige noget. Da de blev større og begyndte at tale, lod han deres ord optegne. Bekos var det første, de sagde. Og kongen sendte ambassadører ud i verden, for at de skulle finde ud af, hvor dette ord kom fra. På grundlag af deres tilbagemeldinger nåede han frem til, at frygisk var det ældste sprog. Opspind og ammestuesnak. Skulle de ord være kommet til dem ud af ingenting, og hvorfor udtalt på den måde? Nej, ordene i sig selv er arbitrære, det er nok til en vis grad en tilfældighed, at netop forbindelsen af disse vokaler og konsonanter skulle betegne en særlig genstand. Brød, Brot, bread. Det gode brød. Ordene er forbundne i samme sprogæt, men hvor begyndte den?
Rudiment: Af lat. Rudimentum, af Rudis: uformet, rå. Svagt udviklede kundskaber, færdigheder e.l.; skik e.l., som efterhånden har mistet betydning.
Nej, der bliver ikke leflet for læseren i Hanne Marie Svendsens nyeste roman RUDIMENTER AF R, hvor titlen, selv afkodet med hjælp fra Den Store Danske Encyklopædi, kun giver ringe mening. Efter endt læsning står det dog klart: dette er fortællingen om den store danske sprogforsker Rasmus Rask (1787-1832) og hans livs kampe, bekymringer, nederlag, forsømmelser, skuffelser og sorger.
Romanen følger to spor: Et hvor vi følger den gamle R (som hovedpersonen bare bliver benævnt) på hans dødsleje, hvor han i selskab med en dødens engel gør status over sit liv; og et andet hvor vi følger den unge R på forskningsrejse efter de universelle sprogregler i Kaukasus’ bjerge.
R’s livsambition er at finde frem til en slags sprogenes genealogi; at skabe orden i verdenssprogenes kaos. Derfor er R en rationalitetens og en Oplysningens mand. Men undervejs kommer han til at tvivle på sit projekt: Er sproget således bare en maskine til objektivt at skildre verden, eller er det i virkeligheden et slør eller et filter, vi uvidende oplever verden igennem? Og hvad med R’s videnskabelige idealer om neutralitet, objektivitet, afsondrethed og idealet om ikke at involvere sig? De fungerer i videnskaben. Men er de idealer, man kan leve sit liv efter?
Disse ellers højtflyvende overvejelser, som den gamle R gør på sit dødsleje, fungerer overraskende godt i romanen. De er medrivende læsning og bærer romanen fremad. Til sidst afløses disse overvejelser dog af et helt andet dilemma, nemlig spørgsmålet om at involvere sig eller ikke at involvere sig i livet. R har hele sit liv valgt det sidste. Og kan alle de andre spørgsmål så ikke være lige meget?
Skal man forsøge at sætte RUDIMENTER AF R ind i en større sammenhæng, så minder den i sin stil og opbygning om Henrik Stangerups historiske romantrilogi. Også her benytter forfatteren sig af historiske facts til at digte sig ind i hovedet på en biografisk person og fortælle dennes ’fiktive sandhed’. Det er således svært ikke at se R som en slags krydsning mellem æstetikeren P.L. Møller og etikeren P.W. Lund, hovedpersonerne i hhv. DET ER SVÆRT AT DØ I DIEPPE og VEJEN TIL LAGOA SANTA.
At RUDIMENTER AF R alligevel ikke besidder nær så stor styrke som Stangerups historiske romaner skyldes måske, at Hanne Marie Svendsen ikke i samme grad folder sin hovedpersons eksistentielle tema ud. Stangerups hovedpersoner er udforskninger af Kierkegaards tre stadier. Svendsen lader til at være tilfreds med en psykologisk diagnose af R og hans manglende evne til at gribe livet. Samtidig savner denne læser også flere udfoldede beskrivelser af de historiske rammer for fortællingen. De mærkes ikke rigtig i romanen.
Der mangler med andre ord ’noget mere’ i RUDIMENTER AF R, for at den løfter sig helt op som stor romankunst. Men dens sproglige overvejelser og dens psykologiske indlevelse gør den alligevel til et fint og rimelig underholdende bekendtskab.
