Rebeller sælger – Andrew Potter og Joseph Heath REBEL
Kritikere af forbrugersamfundet styrker i virkeligheden de onder, de vil til livs. Verden skal ikke forbedres gennem revolution, men ved evolution. Sådan lyder de interessante og vigtige tanker i REBEL, der desværre ikke kan levere en holdbar argumentation.
Citat
Men på tværs af enhver kvalifikation og komplikation er der en gruppe, der kategorisk har erklæret sig i opposition til globalisering under enhver form. Det er et sammenrend af anarkister, studenter, miljøforkæmpere og kulturforvrængere, som udgør vor tids globale modkultur. Denne antiglobaliseringsbevægelse synes at opstå fiks og færdig sidst i 1990erne, og dens debutfest var den nu berygtede demonstration ved Verdenshandelsorganisationens møde i Seattle i 1999. Dens politiske dagsorden kom tydeligst til udtryk i Naomi Kleins No Logo.
REBEL har undertitlen ”Modkultur som globalt brand”, og det slår temaet an på fineste vis. Ideen om modkultur, som den har været fremført fra venstrefløjen siden 60’erne, er noget hykleri. Det modkulturelle er bare nogle forkælede vesterlændinges forsøg på at adskille sig fra masserne, på at være cool. For rebeller sælger. Modkulturen ender altid som populærkultur.
De modkulturelle dandyer er for absolutte i deres krav om en omvæltning af de samfund, de kritiserer. De nægter at gå med til små forbedringer, der rent faktisk kunne betyde afgørende forskelle for de mennesker, som de modkulturelle påstår, de kæmper for. Potters og Heaths råd lyder:
– Det, som den progressive venstrefløj efter vores opfattelse er nødt til at gøre, er at løsrive spørgsmålet om social retfærdighed fra den modkulturelle kritik – og skille sig af med den sidste, samtidig med at man forfølger den førstnævnte.
Da forfatterne på de følgende 300 sider skal udvikle deres teser og føre beviser for deres konklusioner, går det imidlertid galt. De er begge ansat i filosofiske afdelinger ved canadiske universiteter, men tilsyneladende er logik ikke en del af pensum derovre. Argumentationen er tynd eller helt fraværende. Hvis man ikke er enig i deres analyser er det udtryk for ”himmelråbende uvidenhed”, hvis man har en mere nuanceret opfattelse af noget, har man ”levet hele sit liv på en anden planet”. Deres fortolkninger er for det meste groft forsimplede, og nogen gange ender det i det absurde. Som når forfatterne slår fast, at det ”kun er den, der aldrig har set eller rørt en kylling”, der tror, at høns godt kan lide at være udendørs.
De modkulturelle defineres aldrig klart, men fremstår som en samlet grå masse, og hver gang forfatterne kan finde et eksempel på en naiv økofanatiker eller en tåbelig alternativ behandler, så afskrives modkulturen som helhed. Der sluttes konsekvent fra den enkelte til det generelle.
Bogens reelle budskab er, at vi ikke kan forandre den måde, verden fungerer på. I stedet gælder det om at udlægge verden på en måde, så den bekræfter ens egne påstande. Det forsøger Potter og Heath, de vil skabe en egen stemme i en cool debat.
REBEL er i høj grad vendt imod Naomi Kleins NO LOGO. Uanset om man er enig eller ej, er hendes bog beundringsværdig: Opbygning, retorik, argumentation, dokumentation og personligt engagement er perfekt blandet. Potter og Heath opgiver da stort set også at tage diskussionen eksplicit op med hende. I stedet beklager de sig over, at hun bor i en lækker lejlighed et smart sted i Toronto, og så skal hun altså bare holde kæft. Hvis det er niveauet i den canadiske modkulturkamp, bliver man helt glad for myreperspektivet i dansk debat.
Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har været lige ved helt at afskrive bogen, for til sidst er tilføjet et kapitel, hvor forfatterne forholder sig til udvalgte kritikpunkter. Det redder den lige akkurat, og man ihukommer, at bogen faktisk angiver vigtige vinkler på spørgsmål om forbrugersamfund, globalisering, reklamer og ønsket om, at verden bare skal blive lidt retfærdig.
