Rebelsk og fokuseret – Sjón på Forfatterskolen
Da publikum forrige tirsdag dukkede frem fra porten på Peder Skrams Gade 2 – mange med fodaftrykssættende gummistøvler og duggede briller – blev de allerede i forlokalet budt velkommen af Sjón. Her sad forfatteren nemlig smilende henslængt i sofaen, og uden at udtale det direkte, virkede det som om, han bad de fremmødte københavnerne om at føle sig hjemme. Ligesom han i øvrigt selv gjorde det.
Efter de regulære introduktioner – fra henholdsvis en svensk forlægger og rektor Pablo Llambias – og som introduktion på sin egen tale, fik vi forklaringen på den afslappede attitude fra hestens egen mund: den københavnske forfatterskole er langt fra at være Sjón fremmed. Forfatteren stod i nært venskab med Poul Borum, og han blev allerede i 1985 inviteret til huset. Den nu afdøde rektor Borum ville samle Skandinaviens mest lovende digterspirer, og som eneste islændinge blev Sjón inviteret med i klubben. Eftersom Sjón både er den mest sælgende islandske forfatter, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris og desuden tekstforfatter for pop-talentet Bjòrk, må man sige, at Borum var profetisk i sin udvælgelse. Ifølge Sjóns beretning ligger hans vægtige betydning imidlertid ikke så meget i den tiltro, der blev ham udvist, som i den leveregel, han fik udstukket og efter sigende stadig følger: nemlig at være rebelsk og fokuseret.
Når Sjón begynder at fortælle om sit forfatterskab (han er i særdeleshed sat til at tale om hans nyeste bog TUSMØRKEUNDERE), er han nu ikke så god til at holde det omtalte fokus, og snakken går på meget andet end bøger. Det er forfatteren imidlertid godt klar over, og ifølge ham, er det kun naturligt, for skriften kan man hverken udtænke, udregne eller sætte på formular. Den følger ens instinkter, og for at analysere dem må man kigge udover skriften og mod – i hvert fald for Sjóns vedkommende – den periode, hvor ens menneskelige byggesten blev lagt, mod barndommen.
Ifølge forfatteren var det i alderen mellem 8 og 12, at hans litterære uddannelse og intellektuelle formation fandt sted, og – selvom han, mens han har skrevet på dem, måske har været uvidende derom – er mange af hans fiktioner bygget på oplevelser, han har haft, eller fortællinger han har læst som barn. Sjóns forfatterskab er på den måde ’bagstræberisk’ i mere end én forstand: han skriver om middelalderligt gamle begivenheder, og han skriver ud fra oplevelser og erfaringer, der har ligget på lager i lange tider. For at kombinere disse har det føromtalte fokus været vigtigt.
Det med at oplevelser kan ligge og lagre, er også det, der har bragt Sjón i forbindelse med surrealismen, fortæller han. Den islandske forfatter har udviklet noget så mærkeligt som en genrehybrid, der både trækker på de islandske historiefortællere og surrealistiske forfattere som André Breton. Forfatteren forklarer ikke, hvorfor Islands historie er det foretrukne behandlingsområde – det synes i det hele taget at være islandske forfatteres grundpræmis – men han fortæller, hvordan det surrealistiske for ham ikke bare er en stil, men et bestemt forståelsesmodus. En måde at skrive på, som hjælper ham til at forstå tankegangen og de paralleller, man fandt det naturligt at drage i ældre tiders Island, men nu finder mærkværdige. Når humlebien og rotten i den middelalderlige videnskab fx blev klassificeret i samme dyregruppe, fordi de begge har korte og stikkende hår. Logikken er barnlig, men ikke desto mindre er det en logik, det ifølge Sjón er vigtigt at sætte sig ind i, hvis man vil forstå fortiden – for at forstå fortiden, er det vigtigt at tænke lidt rebelsk ud af boksen.
Sjón afslutter med at læse op fra TUSMØRKEUNDERE. Han læser på islandsk, og selvom det ikke er til at forstå, lyder det smukt. Han skifter de ikoniske briller ud til nogle mere konservative. Ligesom han både er rebelsk og fokuseret, er han åbenbart også både nærsynet og langsynet.
