Receptsonetter – Pablo Llambías MONTE LEMA


I det, forfatteren selv kalder en poetiksamling, udfolder Pablo Llambías i omkring 400 sonetter refleksioner over kunst, angst og kærlighed. Det er der kommet en meget personlig og lige så besynderlig bog ud af.

 Citat

Det får mig til at tænke på denne tekst.
Jeg griber til det gamle middel: Te-
matisk styring. Jeg ved godt, at det er
fingeret, men nu gør jeg det alligevel.

Jeg har allerede antydet det: Et
menneskes udvikling fra sygt til helet.
Et vendepunkt, hvoromkring før og efter
findes. Jeg interesserer mig for sygdom.

Jeg interesserer mig for medikament.
Jeg har lovet mig selv ikke at læse om me-
dikamentet af angst for placebo,
men nu gør jeg det alligevel. I sa-
gens tjeneste. Jeg læser om medi-
kamentet af hensyn til teksten.

Forfatterskolerektor Pablo Llambías bliver aldrig mere sig selv igen. I sit på kanten til private sonetprojekt MONTE LEMA lægger han kortene på bordet og fortæller om den psykiske sygdom, der for altid vil have forandret ham. Værket er delt op i tre afsnit: I første afsnit, Poetik, disputerer fortællerjeget løseligt om den litteratur, han læser, om hvad litteratur kan og om specifikke litterære disputter i dagspressen. I andet afsnit, Angst, fremlægges de daglige synspunkter på sygdom og diagnose, herunder sonetversioner af bl.a. indlægssedler fra den antipsykotiske medicin, han indtager. I sidste afsnit, L, gennemgår han udviklingen og afviklingen af et kærlighedsløst kæresteforhold til L, der måske – måske ikke – er kæreste med jeget for at fastholde ham i sygdommen og dermed opretholde sin egen funktion som frelser.

Værkets formel forklares i sonet 33:

– Jeg forklarede teknikken: Niveau et:
dagbog. Niveau to: fortætning. Niveau
tre: sonettering. Jeg havde, og det sagde
jeg, ingen forklaring på, hvorfor jeg

pressede prosaen ind i sonetten
(…)

En bivirkning ved den antipsykotiske medicin er en manglende lyst, der slår igennem på alle niveauer. Den eneste lyst, fortællerjeget bibeholder, er lysten til teksten. Han tvinger sig selv til at skrive, også når han ikke har noget at skrive om. Teksten bliver den kunstneriske form, han må – eller kan – gennemleve sin krise i.

Som i hovedværket RÅDHUS (1997) har Llambías taget sin koboltblå undersøgelsesdragt på og set verden gennem sit antropologiske filter. Her: hvordan ser det ud, når en mand går ned? Llambías’ forfatterskab er en undersøgelse af menneskelige relationer og tilstande, og i MONTE LEMA har han taget den yderste konsekvens ved at indføre sig SELV som objekt for den kunstneriske undersøgelse. Eller: kun gennem et kunstnerisk filter kan sygdommen udleves, forklares, formidles. Det samme greb er på sin vis på færde i Beate Grimsruds EN DÅRE FRI, hvor også en kunstners skarpe blik på (den personlige) galskab udgør værket.

Et andet klassisk Llambías-greb er det åbenlyse sammenfald mellem fiktion og virkelighed, der her ikke kun udgøres af det faktum, at manden skriver om sig selv, men også at forordet til Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 består af sammenstykkede sonetter fra MONTE LEMA.

Llambías udforsker notorisk genrer og former, og måske har denne sygdomsperiode været en anledning til at afsøge mulighederne for terapi i sonetform. Det er der kommet en flot og meget Llambiask bog ud af, der tilspørger litteraturen, hvad den kan rumme. I dette tilfælde kan litteraturen lige præcis rumme en sonetteret dagbog, men så er grænsen vist også nået.

 

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *