Af | 25. juni 2020

Maurice Maeterlinck – Blomsternes tragediedigter

Blomsternes Intelligens, et godt 60 sider langt essay, er et poetisk svampetrip ind i blomsternes verden, angiveligt digtet i året 1906, mens Maurice Maeterlinck stod på rulleskøjter i et tomt Benediktinerkloster, som han havde lejet til egne rekreative formål. Undertegnede er fan af Maeterlinck –  nobelpristageren, den hjemmestuderede zoolog og botaniker, den adelige og godsbesiddende, plagiat-sagsøgte røver, poet, dramaturg og filosof, Maurice Maeterlinck. Alle naturpåskønnende sjæle bør læse Blomsternes Intelligens

Går du også rundt og måber over de eksploderende pæoner og forundres over det sære overnaturlige lys i en mælkebøttes frøtand? Så er her et fortrinligt litterært akkompagnement, nemlig Maurice Maeterlincks Blomsternes intelligens. Bogen er skrevet i 1906, men føles hypermoderne i kraft af sin dybe indlevelse i vor med-organisme, Blomsten, dens liv og død og heltemodige forsøg på at føre slægten videre. Her forstørres blomsternes liv op til den græske tragedie det er, set i rette skalering.

Som Maeterlinck skriver i indledningen:
Denne blomsternes verden, der forekommer os mennesker så fredfyldt, så tålsom, hvor alt ånder resignation, tavshed, lydighed og selvbeherskelse, er i virkeligheden den, hvor oprøret mod den ubønhørlige skæbne ulmer voldsomst og stædigst”

Maeterlinck blev kendt for sine symbolistiske teaterstykker. I sine tidlige år som dramaturg skulle Maeterlinck have sagt at han i grunden hellere ønskede marionetter end skuespillere (han skrev da også et par stykker for dukketeater), så skæbnetungt så han livet, så ringe så han menneskets muligheder for at bryde skæbnens tunge kæder. Maeterlinck beskæftiger sig altid med de helt tunge tematikker, Skæbnen, Viljen, Livet og Døden. Det er besynderligt forfriskende at læse zoologi og botanik gennem så monumentalistisk en linse.
Her et citat om plantens grumme vilkår:

“Plantens vigtigste organ, roden, det organ, der skaffer den føden, binder den uadskilleligt til jorden. Skønt det kan være vanskeligt blandt de store naturlove, der styrer vort eget liv, at finde, hvilken der tynger mest på vore skuldre, så er der for plantens vedkommende ingen rum for tvivl; det er den lov, som fordømmer den til ubevægelighed fra fødslen til døden

Maeterlinck skriver lang tid før man talte om biomimicry og objektorienteret ontologi. Det ville have føltes vildt moderne, hvis ikke fortællerstemmen var så gennemført altmodisch, dybt subjektiv og lettere doserende. Lyder det irriterende? Det er det ikke. Netop denne dominante fortæller, hverken kan eller skal man komme udenom, for det er selve kernen i Maeterlincks litterære kvalitet. Hvis David Attenborough var født hundrede år før og havde været mysticist, kunne han godt have været Maeterlinck.

Hvem var han da, dette store blomsterelskende, lommefilosofiudspyende mandemensch?

Maurice Maeterlinck blev født ind i en velhavende belgisk, fransk-talende familie. Faren var amatørbotaniker, moren havde pengene, så mange, at der var drivhuse i flertal på matriklen. Som ung mand færdiggør Maurice Maeterlinck artigt det jurastudie, som alle kunstneres fædre tilsyneladende ønsker for deres børn. Det forhindrede ham ikke i bagefter at tage til Paris og blive venner med symbolisterne, skrive skuespil og dele seng og bord med en gift skuespillerinde.

Undervejs udviklede Maeterlinck sine sympatier. Han var en af belgisk symbolismes fanebærere, så var han eksistentialist, senere blev han grebet af arbejderkampen og han donerede store pengesummer til bevægelsen (hans katolske ophav våndede sig). I 1911 modtog han nobelprisen i litteratur. Han fik prisen for sine “mange-sidede litterære aktiviteter” som var “kendetegnet ved en rigdom af fantasi” og en “dyb inspiration” og som ”appellerer til læsernes egne følelser og stimulerer deres forestillingsevne”. I mellemkrigstiden opflammedes han af patriotisme og tyskerhad, hvad der skadede hans omdømme. Han forsøgte at blive optaget i hæren, men var for gammel. I 1930 købte han et chateau i Nice. To år senere blev han adlet af kong Albert I af Belgien. Under den tyske invasion, flygtede han modstræbende til USA. Det forlyder at han på daværende tidspunkt stadig fandt amerikanerne “too casual, friendly and francophilic”. 

Herhjemme er han bedst kendt for sine populærvidenskabelige bøger om de sociale insekters samfund, på dansk: Biernes Liv, Termitternes liv og Myrernes liv og de to essays, Blomsternes intelligens og Glasedderkoppen.

Selv faldt jeg over Blomsternes Intelligens en stille pejseknitrende vinteraften i den pastorale idyl hos min venindes forældre. Det var sådan en aften, hvor ingen af os rigtig havde noget for. Konversationen var gået livligt ved bordet, men nu var der stille. Man spiste det sidste juleslik. Een pillede fraværende ved sit strikketøj, en anden løste beslutsomt Sudoko. Jeg rejste mig og gik over til deres bogreol. Min finger standsede ved en slidt lille paperback fra 1960’erne. Blomsternes Intelligens og Glasedderkoppen. Titlen smagte mig.
Det var før ordet antroprocæn var blevet almindeligt. Det var før tidsskriftet NY JORD og før en tysk skovrider med det biedermeierske navn Wohlleben blev bestseller med sin bog Træernes Hemmelige Liv. Det var lige i min generations naturromantiske vækkelsesbølge, som jeg selv red med på med største alvor. Jeg havde et band med to veninder, i hvilket vi sang om hvaler og rumvæsener og vandmolekylernes symmetri. David Abram blev vores guru. Han prædikede, at skulle vi gøre noget ved klimaforandringerne, måtte vi først glide ud af positivismens jerngitre og lade os henføre, lade os genforelske i naturen (jeg skriver i datid, men jeg er stadig discipel).
Jeg satte mig med den lille bog, slog tilfældigt op og var straks grebet.

Døm selv efter at have dette uddrag om “den legendariske Vallisneria, hvis bryllup er den mest tragiske episode i blomsternes kærlighedsliv.” Planterne lever på bunden af vandet i “en halvsøvn, lige til brylluppets time”’ Så folder hunblomsten sin spiralformede stilk ud og stiger op til overfladen. En naboplantes hanblomst ser sin fremtidige brud og forsøger at nå hende, men stilken er for kort. “Tænk på dramaet i dette begær” skriver Maeterlinck. “De river sig selv op ved stængelroden og i en uforlignelig opstigen bryder deres kronblade i perler af fryd gennem overfladen. Dødeligt sårede, men strålende og frie flyder de et øjeblik ved siden af deres ubekymrede brude; foreningen fuldbyrdes, og derpå driver de opofrede afsted mod tilintetgørelsen, medens deres brud, der allerede er moder lukker sin krone hvor hanblomstens sidste åndepust nu lever videre

Bogen indeholder mange citater med poetiske betragtninger af andre botanikere, f.eks. Linné og Bocquillon. Er alle Maeterlincks fjer mon lånte? Det er ikke til at vide. Men et sted i Maeterlincks funklende oevre er der en grim, sort plet: Plagiat-sagen om Termitternes Liv. Angiveligt skulle store dele af Maeterlincks bog, Termitternes Liv, være planket fra en sydafrikansk forsker ved navn Eugène Marais. Marais havde brugt 10 år i felten på at studere “the soul of the white ant”, som han kaldte termitterne. Maeterlinck havde aldrig set en termit i sit liv, men han så åbenbart Marais’ videnskabelige artikler og må være blevet voldsomt inspireret. Maeterlinck havde på daværende tidspunkt skrevet Biernes Liv (1901), måske tænkte han at Termitternes Liv ville passe godt i samlingen. Men tilbage til det værk som nærværende artikel drejer sig om, nemlig Blomsternes Intelligens. Essayet er kendt som et af hans mest velskrevne og originale værker, og det kan man i hvert fald roligt læse.

Her er et skønt citat, der røber, at Maeterlinck ikke er bange for ledsætninger (jeg fornemmer det franske under oversættelsen). Det drejer sig om “den frygtelige” ukrudtsplante Xanthium spinosum, Brådfrø, der “stritter af barbariske torne”:

Den skylder sine erobringer de kroge, der kanter dens frøkapsler, og som hægter sig fast i dyrenes pels. En russer af oprindelse, som den er, er den kommet til os i uldballer importeret fra de store stepper omkring Moskva, og man kan på landkortet følge denne store vandrers fremskridt, efterhånden som den besatte en ny verden
(Han elsker det eksotiske, det, man i romantikken kendte som ‘det interessante’ og derfor måtte han selvfølgelig lige skrive ‘de store stepper omkring Moskva’).

Maeterlincks gendigtninger af blomsternes liv er som græske tragedier. Når helten dør – og det gør helten altid – er man berørt i samme grad, på et ringende eksistentielt plan. Man læser om den trutmundede Blærerod, der i sommermånederne ‘graciøst hæver sig op over det skidne vand’ og når blomsten synker ned i mudderet igen, har man smagt katharsis, den sødmefulde, rensende ild, hvis glød kan mærkes under hele fortællingen. I fortællingens afslutning, når alt står i lys lue og man ved det brænder ned til grunden, går man derfra med et dybt og befriet suk, som det første åndedrag efter voldsom gråd.

Af Johanne Holm

  

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Redaktionens helte,

Læs også