REDAKTIONENS HELTE: SYLVIA PLATH
Der er to forfattere, jeg bliver ved at vende tilbage til. Virginia Woolf og Sylvia Plath. Få minutters læsning og jeg husker, hvorfor det er værd at føle, at tænke, at skrive, at være til.
Woolfs blik på verden er for mig så tæt på sandheden som det kan blive. Alt er sammenblandet; dufte, minder, domme, håb. Fra romanen MRS DALLOWAY : “Som en nonne, der trækker sig tilbage fra verden, eller som et barn der går på opdagelse i et tårn, gik hun op ad trappen, standsede ved vinduet. Der var det grå linoleum og en hane, der dryppede. Der var en tomhed omkring livets kerne; et kvistværelse. Kvinder må tage deres rige klædning af ved middagstid. Ved middagstid må de tage den af. Hun satte nålen i nålepuden og lagde sin hat med de gule fjer på sengen.” Tænk at kalde et kvistværelse for “en tomhed omkring livets kerne”! Men stemmen hos Woolf er alligevel fra starten af det tyvende århundrede. Man kan ikke skrive sådan længere. Det bliver for flæset, for manieret.
Plath er min modgift: Hun er ligefrem, bister og dejligt humoristisk. Hvis jeg skulle vælge en bog, jeg ville ønske, jeg havde skrevet, alene for sprogets skyld, må det være Sylvia Plaths GLASKLOKKEN.
Den starter sådan her:
“Det var en sær, lummer sommer, den sommer de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke hvad jeg lavede i New York.”
Sylvia Plath skriver uden den store sentimentalitet – og dog er det sikkert og vist: Hun er romantiker. Den største sarkasme udgydes af de hårdest sårede drømmere.
“New York var slem nok i forvejen. Ved nitiden fordampede den falske, landligt våde friskhed, der på en eller anden måde gled ind over byen om natten, som den sidste rest af en sød drøm.”
Esther Greenwood, Glasklokkens hovedperson, går rundt i 50’ernes mytologiserede Manhattan som vi kender det fra Mad Men. Hun er ung og talentfuld og har tilsyneladende alt kørende for sig, indtil det hele krakelerer. Det er en fantastisk bog og i nogle år var det min eneste kilde til Plath.
Noget mærkeligt skete sidste sommer, da jeg gik rundt i et villakvarter med min datter i barnevognen. Jeg glor altid uhæmmet ind i haverne, dufter til folks syrener når klaserne hænger ud over stakitterne, forestiller mig hvordan livet er på den anden side. Netop ved et sådant hvidmalet stakit, stod en papkasse med noget ragelse, som de kære mennesker derinde ville af med. Mellem kopper, kasseroller og en barbiefarvet hårtørrer, så jeg en bog.
Det var Sylvia Plaths dagbøger. Den gule skrift råbte til mig: Tag mig med!
“MÅSKE BLIVER JEG ALDRIG LYKKELIG,” er titlen på den danske udgivelse, som er et uddrag af et uddrag af Sylvia Plaths dagbøger. Selvsamme bog havde jeg engang, som 22-årig, byttet væk, uden overhovedet at have lukket den op, til en rosenblomstret skjorte, som ikke klæder mig længere. Nu var bogen faldet i mine arme, i det rette øjeblik, hvor jeg endelig var klar til at påskønne værket. Bogen er fyldt med optegnelser om Plaths indre liv; hendes mænd, hendes planer, litterære afslag og spekulationer over fremtiden; særligt spørgsmålet: Venter der partout kødgryder og børneflokke og et liv som sin mands beundrer eller er der en anden vej? Senere, efter hun møder forfatteren Ted Hughes, burde alt være godt; hun har opbygget en skrivepraksis og har en livspartner der forstår hende. Men der er isnende betragtninger om det symbiotiske parforholds selvskadende natur. Jeg læser Plaths dagbøger som jeg læser magasiner. Jeg bladrer, slår tilfældigt ned. For eksempel Sylvia Plath som forelsket collegestuderende: “Hvor er nervesystemet dog en sirlig og indviklet mekanisme. Telefonens elektriske skingren sender en sitren af forventning gennem livmodervæggene.” Eller Sylvia Plath som ung og selvkritisk forfatter: “Ingen begivenhed i mit liv synes at kunne bære bare en 20-siders novelle.” Jeg elsker at læse disse hverdagslige optegnelser, som at ‘nu må jeg også tage mig sammen og skrive noget mere’ eller når hun skriver om Virgina Woolf, som hun klart ser op til, at Woolf var ‘for flygtig, savnede jorden. Jeg vil være stærkere.’ Selvom det er dagbogsnoter og det ofte drejer sig om trivielle betragtninger, er det altid forrygende præcist skrevet.
Her er et notat om en fest, den fest hvor hun møder Ted Hughes, og det er virkelig en god festbeskrivelse, måske den bedste jeg kender:
“Det er morgen, grå morgen, meget ædru med kolde hvide puritanske øjne; der betragter mig. I aftes blev jeg fuld, helt vidunderligt fuld. (…) Hamish hentede mig i taxa, og vi tilbragte en dødssyg times tid med at stå og hænge ved baren i Miller’s. (…) Hamish var bleg, lyserød med lyseblå øjne. Jeg drak flittigt glassene med den rødgyldne whisky, det ene efter det andet og da vi tog derfra havde jeg en pløret fornemmelse af at bevæge mig svømmende gennem luften med dristig lethed.
(Til festen lød der) synkoperet klaverspil ovenpå og åh det var så bohemeagtigt, med drengene i rullekraveswaeters og pigerne med blå øjenlåg eller i elegant sort. Bert så strålende og stolt ud, som om han lige havde hjulpet 5 børn til verden (…) Så skete det værste, den store mørke, fremmedartede fyr, den eneste dér der var stor nok til mig, og som havde stået konstant bøjet over kvinder, og hvis navn jeg havde spurgt efter straks jeg kom ind i rummet, uden at nogen svarede, kom hen til mig og så mig lige ind i øjnene og det var Ted Hughes. Jeg begyndte at råbe op igen om hans digte og citerede “most dear unscrathable diamond,” og han råbte tilbage, kolossal, med en stemme der skulle have tilhørt en polak, “Ka’ du li’?” og spurgte om jeg ville have noget brandy, og jeg råbte ja og bakkede ind i værelset ved siden af (..) og bang, så var døren lukket og han sjaskede noget brandy ned i et glas og jeg sjaskede det ind der hvor min mund var sidst jeg brugte den.”
Så usentimentalt og sanseligt og ærligt kan man beskrive sit liv. Hvis du går forbi en papkasse med en gammel kopi af Sylvia Plaths dagbøger, så tag den med dig. Dernæst kan du overveje at finde den ikke-redigerede udgave der udkom på engelsk i 2000.
– Johanne Holm, maj 2020.
