Regelrytter – Morten Søkilde PAN, EN FABEL
Anmelderen ser sig selv namedroppe på det utroværdigste med det ene formål at komme ind under manken på Morten Søkildes nye autistiske sonetkrans.
Morten Søkildes nye bog PAN kommer i selvstændigt omslag men sammen med den anden nye bog LANDSKABER og det første ord, der byder sig, er konstrukt. PAN bygger nemlig på et sæt af stiliserede regler og peger således i retning af 1960’ernes litterære eksperimenter – ikke mindst OuLiPo-medlemmet Georges Perecs roman fra 1969, LA DISPARITION, som blev skrevet uden brug af vokalen e. Som et svar til Perec skriver Søkilde uden vokalerne i, o, u, y, æ, ø, å, og dertil i linier på præcis 36 anslag samlet i 14 digte på præcis 14 linier – og tilmed sådan sonetomkransende, at sidste linie i ét digt er første linie i det næste – – og tilmed TILMED sådan at alle førstelinierne tilslut danner en femtende supertekst.
Sonetmønsteret med 2×4 + 2×3 linier – benyttet siden middelalderen – overholder PAN med en konsekvent klammerimstruktur lydende: a b a b / c d c d / e f e / f e f. Alt imens er liniernes 36 anslagsenheder spændt op imod sonettens 14 linier og giver et perfekt tekstkvadrat midt på siden. Søkilde smyger sig ikke udenom nogen steder. Regler er til for at blive overholdt, og forfatteren bruger ingen ekstra mellemrum, ingen fyldtegn, ingen typografisk skalering, ingen orddelinger, højst et accentuerende ”ja” her og der.
Det er Per Højholts muntre DEN BARBEREDE TOPFISSE (1977) og LE TOMBEAU D’ORPHEÉ (1963) samt Klaus Høecks grublende TRANSFORMATIONS (1974), der virker umiddelbart nærmest på denne Søkildes bogstavtællende pertentlighed, men ret beset er PAN i kraftig grad helt sin egen.
Den stive matematik i PAN bliver aldrig maskinel eller fjendtlig men er tværtimod overskudsboblende og venlig. PAN er, som undertitlen bedyrer, EN FABEL. Altså en fortælling, hvor dyr opfører sig som mennesker, og Søkilde kredser i forlængelse heraf om hesten som ledemotiv – ikke mindst i bogens assisterende fotos.
Selvom dagbladenes anmeldere ikke har villet vide af det, så forløber PAN og handler om noget – når man altså giver sig tid og læser ordentlig efter. Søkilde er ikke regelrytter i formindskende forstand. Han er en galopperende jockey, gadagung gadagung, og fra stenede bjerglandskaber i begyndelsen bevæger sonetternerne sig ned i eller tilbage til (ca. midtvejs, dvs. i 6. sonet) daddelfyldte dale, ”paddehat efter paddehat” i et ”stjerneklart bagdad” og ”en svajende sennepsmark ved bretagne”.
”Hesten gennem bjergpasset” er ikke blot et sprogbillede skabt med vokalerne a og e. Det er også en god gammeldags motivisk tilværelsesfortolkning om jegets vej fra barn til voksen:
– dengang da dagene sadlede allerflest
heste red jeg vejen vejrhanen pegede
gennem det bjergpas her set far west
Søkilde forsøger simpelthen at få en eksistentiel og introspektiv diktion til at springe fra formen. Hør bare her, hvor Piet Heins livseksegetiske gruk hørmer kraftigt (og den er god nok, 36 anslag pr. linie, kun a og e):
– at det at leve er at evne den man er
at leve ved at lade det at evne vare
en dag ad gangen at leve den dag her
Andre steder er det Brorsons broderede salme, der finder sammen med et nutidigt og mundret talesprog iblandet engelsk, og Simon Grotrian er her nærmeste familiemedlem. I kraft af det stramme regelsæt, der virker som en givtig dyse snarere end en bremsende prop, pibler det frem det hele: ”anderledeshedens sejrsgang alle vegne”.
