Rejser uden mål – Fredrik Sjöberg KUNSTEN AT FLYGTE
I bind to af Sjöbergs trilogi om glemte svenske personligheder når man den konklusion, at svirrefluer er mere interessante end landskabsmalerier.
Citat
Det er din egen skyld, din bangebuks, tænkte jeg. Og da han til sidst havde fået tigget billetpenge til at rejse hjem og spise skinke og ærter og danse kædedans i julen, og sikkert også for at kunne male små forskræmte stilleben sammen med mor, var jeg sikker på at jeg som så ofte før havde ladet mig imponere af en vaskeægte taber, der af gode grunde var glemt.
KUNSTEN AT FLYGTE er andet bind i den svenske forfatter og entomolog Fredrik Sjöbergs trilogi om glemte svenske personligheder indenfor videnskabens og kunstens områder. Den første, FLUEFÆLDEN fra sidste år, handlede blandt meget andet om den svenske insektforsker René Malaise. Det var en smuk hybrid af en bog, der foruden at være biografi, var tusind andre ting.
Det hele gik op i en højere enhed, ikke mindst fordi Sjöberg med sin entomologiske baggrund viklede historien om Malaise ind i interessante anekdoter om svirrefluer og sin egen jagt på arten på en lille ø i den svenske skærgård. Det er måske problemet med KUNSTEN AT FLYGTE, at Sjöbergs center her udgøres af en landskabsmaler, og billedkunsten et område hvorfra Sjöberg ikke kan hive den ene anekdote frem efter den anden.
For KUNSTEN AT FLYGTE falder langt bag FLUEFÆLDEN i kvalitet, og blev for mig en stor skuffelse. Problemet hænger utvivlsomt også sammen med den person, Sjöberg vælger at skildre. Nemlig den svenske landskabsmaler Gunnar Widforss (1879 – 1934), som i USA er kendt og samlet som skildrer af de store amerikanske nationalparker, mens han i sit hjemland stort set er glemt. Historien om Widforss bliver aldrig så interessant, som man kunne ønske sig, og hele den levende opdagelsesrejse gennem Widforss’ liv, på sporet af ham i USAs nationalparker og i efterladte slægtninges gamle breve og udklip, bliver ikke den store åbenbaring og kaster ikke meget af sig. Widforrs person og liv forbliver luftigt. Mest af alt skildres han gennem sine breve hjem til sin mor, og som Sjöberg husker fra sine egne rejser i Asien: ’man fortæller ikke sin mor alt’.
Det er her bogen gør sig bedst, i Sjöbergs anekdotiske ekskurser. De er dels rettet mod hans eget liv – fx hans oplevelser på researchturen til USA, herunder nogle heftige forhandlinger mellem en biludlejer og Sjöbergs benhårde kone – og dels er de associative og væves ind i historien om Widforrs, som gyldne tråde i et gråt tæppe. Vi kommer bl.a omkring tyggegummimagnaten Wrigley, som omdanner en ø i Stillehavet til fuglereservat, eller hvordan den amerikanske regering importerede tusindvis af kameler i 1800-tallet, da man mente, de ville være det optimale pakdyr i det tørre klima i syden.
Fredrik Sjöberg, som jeg havde fornøjelsen af at høre i samtale med Peter Adolphsen på Louisiana Literature i fjor, er en intelligent, sympatisk og sjov mand, og det formår han på fornem vis at formidle med stor poetisk sensibilitet i sin skrift. Han har gode betragtninger og anekdoter, som man er glad for, at han deler med én – og det bliver dem man læser bogen for.
Projektet med at jagte glemte, svenske videnskabsmænd er ikke i sig selv en formel på litterær succes. Det kræver sin mand og måske sit emne, og det er lidt pudsigt, at man til slut må konkludere, at svirrefluer nu engang bare er mere interessante end landskabsmalerier. Jeg glæder mig nu alligevel til at læse det sidste bind i trilogien.
