Relationernes landskab – Peter Højrup TIL STRANDEN
I Peter Højrups nye roman kortlægges relationerne i et kollektiv, som er taget på ferie på en tyrkisk ferieø. Mellem ture til stranden og lækre måltider vokser en fortælling om det moderne menneskes navlepilleri frem. Det ville have været irriterende, hvis ikke det var så smukt skrevet.
Citat
Når han tænker over det, havde han […] fantasier om øen, alt bliver godt-fantasier kunne man kalde dem. Han føler sig retningsløs, koldsveden springer frem på hans pande. Når han som nu ikke udfører en handling, får han følelsen af at forsvinde. Han er et menneske uden funktion, en hr. Ingenting, en ingenmand i skjorte og bar røv, så han tager skjorten af igen og lægger sig på sengen. Wilma kommer ind og spørger, om han vil med til stranden, de vil gerne have gummibåden med, kom nu far, siger hun. Han må gøre noget, han må gøre det godt igen, selvom han ikke ved, hvad han har gjort galt.
Omslaget på Peter Højrups Til stranden indfanger med sine støvede farver stemningen i romanen, som på smuk vis holder læseren fast i et univers af smukke sætninger og meget lidt handling.
Læseren møder medlemmerne af et københavnsk kollektiv, der er taget på ferie. Der er det trængte forældrepar, Linn og Hermann; deres tre børn; den ensomme suppekok, Ib; Ernsts unge kæreste, Betty, og alt hendes begær; og så Ernst, hvis ankomst til øen lader vente på sig.
Der er noget udflydende ved Til stranden, og det er paradoksalt, fordi bogen er så veltilrettelagt i sin form. Den er inddelt efter dage – tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag morgen, søndag middag, nogle dage senere og næste morgen – og dagene er underinddelt med stikordsagtige overskrifter i tuborgklammer, der angiver hvilke personer afsnittet følger, hvad de foretager sig eller hvor de er. Sådan en overskrift kunne for eksempel være ’[Linn, Wilma, stjernehimmel]’. På en enkelt dag i bogen bevæger læseren sig mellem mange forskellige personer og deres syn på de samme hændelser. Det resulterer i, at grænserne mellem karakterernes sfærer fremstår som udviskede og flydende.
Det flydende ved romanens fortællestil understreges af, at der på intet tidspunkt er anvendt direkte tale. I stedet er dialogen foldet ind i teksten, mens den konsekvente udeladelse af udråbstegn og spørgsmålstegn bidrager endnu mere til bogens dæmpede tone. Den tone fastholdes endda gennem de dramatiske scener i bogen, som når Linn finder sin lille datter, Wilma, ude på vejen midt om natten:
’Wilma står ude på vejen og græder. Hvad er der i vejen, siger Linn, hvorfor står du herude i mørket. Det er stjernerne, hulker Wilma. Ja, hvad med dem, siger Linn. Det er lige som om, jeg forsvinder. Det er lige, som om jeg drukner, når jeg ser på dem, siger Wilma.’
Men den afdæmpede tone gør karakterernes følelser meget nærværende, netop fordi de bliver præsenteret på niveau med trivialiteter som retterne på morgenmadsbuffeten, bare tæer i fugtigt græs og herreløse hunde, der strejfer rundt.
Alle karakterernes bevidstheder bliver blandet sammen i én stor suppe af sorg, glæde, desperation, begær, ensomhed og magtesløshed. Det er kollektivromanen taget til et nyt niveau, hvor karaktererne udspænder et landskab, hvor alt er lige gyldigt og alle stemmer har samme vægt.
I landskabets randzoner banker virkeligheden og det politiske på. Der er containerskibene i horisonten, der fragter varer mod vestens forbrug, mens flygtningene i ustabile gummibåde ødelægger glæden ved ferieparadiset, som når Ib tænker: ’Han vil gerne tilbage til Lesbos, men det går ikke nu med alle de flygtninge. Han kan ikke holde ferie, mens andre lider, ikke mens han ser på det i hvert fald.’ Det politiske sejler lige forbi, men bliver altid vraget til fordel for karakterernes neurotiske navlepilleri.
Kollektivet danner tilsammen et portræt af det moderne, vestlige menneske, som altid er i centrum for sit eget liv, og som forsøger kun at tænke på det han eller hun kan overskue at beskæftige sig med. Hvis ikke bogen var så smukt skrevet, ville det nok være irriterende, men lige her virker navlepilleriet meget ærligt.
Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at Højrup har forstået noget på samme tid vigtigt og ekstremt banalt ved den hvide, kreative type: nemlig at han eller hun altid er i centrum for sine egne neuroser og at horisonten forbliver uskarp. Til stranden tilbyder ingen umiddelbare løsninger på det problem, men konstaterer blot tørt gennem tvillingerne: ’De voksne er åndssvage […] ja, […] de voksne er nogle idioter.’
