Relevant og forbandet kedelig! – Peter Fibiger Bang FREMMED OG MODERNE
Er antikken en stivnet tradition eller en frodig samtalepartner? Dette superspændende emne tages under behandling i en desværre knastør antologi. Kom nu ud over dørtærsklen, akademikere, og lad menigmand begejstres af jeres interessante analyser!
‘Det døde sprog’. Sådan kalder man i dag latin, som i FREMMED OG MODERNE bliver fremhævet som et eksempel på vores holdning til antikken. Som noget, der døde med de længst forgangne græske og romerske riger, og som ikke har ændret sig siden. Og denne opfattelse går igen indenfor synet på den antikke kultur; at det er en stivnet kulturtradition. Nok har den været et forbillede i bl.a. renæssancen, men da det netop var et ideal, man ville søge tilbage til, bevirkede det ingen innovation inden for kunst og kultur.
Dette syn ville en gruppe forskere sætte til debat ved en række tværfaglige seminarer på Århus Universitet i 1999. Og bogen FREMMED OG MODERNE er et resultat af disse seminarer. Her bruger 7 forskellige forskere 7 forskellige indgangsvinkler til at belyse den antikke traditions dialogiske karakter op gennem historien.
Deres mål er at udfordre ideen om antikken som værende stendød. Tværtimod rummer den antikke erfaring en fremmedhed og en flyvsk genstridighed, som har været udfordrende for generationer af europæere. Set fra den synsvinkel har antikken været en levende samtalepartner, som har præget kunst, kultur og videnskab i renæssancen såvel som i moderniteten. Hvillet bl.a. Nietzsche er et godt eksempel på, hvis ideer netop kan siges at spille på brudfladerne imellem antik og moderne.
En af bogens stærke sider er den store alsidighed i emner. Man bliver indført i dannelseskampe i Winckelmann, Goethe og Nietzsche, den græske homoseksualitet såvel som Modeskaberen Versaces dialog med det antikke billedsprog. Tesen er interessant, emnerne er spændende og de behandles fra et videnskabeligt synspunkt yderst kompetent.
Desværre skal man (sat på spidsen) kæmpe for at holde sig vågen fra side 10 til side 216. For sproget er så tørt, sætningerne så lange, og referencerne så mange, at de mange fine pointer ikke opfattes, når man som læser forsøger at opretholde en bare nogenlunde stabil mængde ilt til hjernen.
Der er et højt akademisk niveau i FREMMED OG MODERNE. Men niveauet ville vel ikke gå tabt, hvis man havde udtrykt sig i mere læservenlige sætningskonstruktioner og en mere flydende rytme?
