Religiøs rumrejse – Dave Wolverton DEN GYLDNE DRONNING


Nyoversat amerikansk science fiction-roman fra forfatteren bag STAR WARS-bøgerne. En underholdende lækkerbisken lige ned i løgneren – hvis man formår at sluge eftersmagen af kristen moralisme.

Vi befinder os mange tusind år ude i fremtiden. Menneskene er spredt på forskellige planeter rundt omkring i galaksen, hvor de deler pladsen med talløse skarer af bizarre væsner. De fleste racer er genetisk modificerede, så hvert enkelt individ udfylder en bestemt rolle i samfundet. Hele galaksen regeres af de ondsindede droner – nogle gigantiske, insektlignende væsner – der udsletter alle, som ikke underkaster sig deres herredømme.

Her kommer vores helt Gallen og hans to hjælpere – kvinden Maggie og den talende bjørn Orick – ind i billedet. De får nemlig til opgave at hjælpe lady Everynne – galaksens retmæssige dronning – og hendes ledsager Veriasse med at overvinde dronerne og genvinde tronen.

Et snedigt fortælleteknisk greb fra forfatterens side består i at lade de hyppigste synsvinkelbærere, Gallen og Maggie, stamme fra en planet, der udviklingsmæssigt er på cirka samme niveau som læserens verden. De er således lige så forundrede over de sælsomme skabninger og den hypermoderne teknologi, som vi er, hvorfor det ikke virker kunstigt, at de detaljeret beskriver alt, hvad de støder på.

Som underholdning har DEN GYLDNE DRONNING ingen smalle steder. Her er kærlighed, sex, intriger, rå vold og hæsblæsende spænding. Og fordi bogens univers er så gennemtænkt og sammenhængende, lader man sig frivilligt rive med af melodramaet.

Men også som filosofisk/ideologisk roman har romanen meget at byde på. Som mange andre science fiction- og fantasyforfattere trækker Wolverton allegoriske tråde mellem bogens univers og vores egen verden og mønstrer herved en indirekte samfundskritik. Således bliver DEN GYLDNE DRONNING en kritisk kommentar til mange landes stormagtsdrømme, karakterløse miljøpolitik og blinde teknologidyrkelse (jf. genmanipulation, atomvåben, kunstig intelligens etc.).

Et andet klassisk genretræk er det skarpe skel mellem godt og ondt. Paradoksalt nok er de bedste sci fi- og fantasyromaner dog opstået ved, at denne kontrast udviskes, og at definitionerne på godt og ondt bliver ambivalente. Et eksempel er RINGENES HERRE, hvor også heltene gribes af herskesyge og fristes af ringens magt. Budskabet bliver derfor, at det onde altid vil eksistere, ikke mindst inden i os selv, og at den nødvendige kamp mellem godt og ondt aldrig slutter – fra fantasyfortællingens ubestemmelige fortid til sci fi-beretningens bundløse fremtid.

I denne liga kan Wolverton ikke følge med. Insektskurkene er en tand for giftige og hovedpersonerne for renhjertede til, at man fuldt ud tror på deres eksistens.

Allerværst er dog den irriterende undertone af kristen fundamentalisme, der gennemsyrer hele romanen, og som især bjørnen Orick bliver talerør for. Forklaringen er måske, at han som dyr er tættere på ‘naturen’ end menneskene og derfor repræsenterer en oprindelig uskyld og en verden før arvesynden. I hvert fald er det næsten ufrivilligt komisk:

– Oricks kærlighed til menneskeheden og hans ønske om at tjene Gud ved at vise andre omsorg ledte ham i retning af præstegerningen. […] Han hungrede efter visdommen hos den gamle Kristus og hans disciple.

Wolverton er tydeligvis en forklædt vækkelsesprædikant i et maskeret missionsærinde. Måske går det rent ind hos hans amerikanske læsere. Hos undertegnede ‘vækker’ det dog ikke andet end afsky.

Skrevet af Victoria Westzynthius

Victoria Westzynthius er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk fra Københavns Universitet og Sorbonne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *