Ren foræring – Helle Helle, Pablo Henrik Llambías, Simon Fruelund m.fl. PLUDSELIG SIDSTE SOMMER…
Fredag den 21. december 2007 tog jeg toget til Jylland, og på Hovedbanegården forærede en DSB-medarbejder mig en julegave. Ikke en Harry-kuglepen, nej, en bog med 12 noveller.
Citat
Så endelig klagede hun sin nød til min mor, til sidst, hvad han plejede at få. Hun overgav sig og ringede og spurgte, om der var noget han særlig godt kunne lide, som han var glad for. Han kunne lide at få en kop the, måske en tår saftevand og et hårdkogt æg skåret i skiver med en æggedeler og med salt til, noget kødpølse eller flæsk eller et stykke medister fra aftenen før og lyst rugbrød, endelig lyst rugbrød, og appelsinmarmelade på franskbrød.
* Fra Hans Otto Jørgensens ’Efter så våd en sankthans’
De Danske Statsbaners månedsblad Ud & Se, der ligger til fri afbenyttelse i enhver togkupe, og som for øvrigt er et levende bevis på, at folkelig appel ikke er ensbetydende med idioti og plathed, bragte sidste år 12 noveller. Et stk. i hvert nummer, skrevet til lejligheden af en håndfuld af ’landets bedste forfattere’, som redaktionens ordre lød til redaktør Thomas Bredsdorff.
Som en julegave til sine passagerer fik DSB i samarbejde med Gyldendal trykt de 12 tekster i en lille bog, som blev delt ud op til jul. Og hvilken julegave! Der er tale om en antologi med det koncept, at alle tekster skal indeholde ordfølgen ”Pludselig sidste sommer…”. Det har ført til alt fra det grufulde: Børn finder kvindelig (Katrine Marie Guldager); det vilde: En Rammsteinkoncert med tilhørende organiseret kriminalitet (Jan Sonnergaard, selvfølgelig) og det geniale: Stavgang i provinsen (Helle Helle, endnu mere selvfølgeligt).
Det er Helle Helle, der lægger ud, og det er Helle Helle, der er bedst af de 12. Novellen ’Stavgang’ er klassisk Helle med mesterligt underspillede almindeligheder, der til trods for deres intetsigende og nøgterne overfladiskhed alligevel emmer af betydning. Det er pinligt og sjovt, genkendeligt og uhyggeligt, når forfatteren lader sin hovedperson begynde på … stavgang.
Simon Fruelund slutter antologien af med noget, der egentlig ikke er en novelle, men snarere en samling små spots om forskellige og adskilte pendleres liv. I den oplagte løsning på den stillede opgave benytter Fruelund samme koncept, som han gjorde i sin seneste bog BORGERLIGT TUSMØRKE, og hans knappe og opremsende stil passer fint som afslutning på en bog, som Helle Helle har skudt i gang.
Pablo Henrik Llambías er ligesom Helle og Fruelund typisk sig selv i sin tekst om asylpolitik som rollespil. Marianne og Lars skal spille hhv. udvist flygtning og principfast DF’er som led i et teambuildingskursus, hvilket selvfølgelig bliver ganske absurd. Sagens alvor og sagens hovedrystende komik formår Llambías fermt at holde i luften samtidig.
Her overfor er Klaus Rifbjerg gammelmandsliderlig, Christina Hesselholdt holder en velanbragt feministisk brandtale, direkte transmitteret fra en rumænsk stripklub, mens hendes gemal Hans Otto Jørgensen beretter manende om den tvære landmand Ejvind.
Over alle novellerne har redaktør Bredsdorff sørget for 12 små forfatterportrætter, der som stramme figurdigte med nøjagtig lige mange anslag er en oplevelse i sig selv. Jeg skøjter således letfornøjet henover det ellers nok så kedelige faktum, at PLUDSELIG SIDSTE SOMMER… indlysende nok er et gement brandingfremstød fra DSB og et letskjult varekatalog fra Gyldendal og gyldendalejede forlag (Pia Juul er vist eneste udvalgte, der er independent). Når forretningsmændene tager ansvaret på sig og bringer kvalivarer til folket, endog kvit og frit, ja så er det svært at være rigtig gal. Jeg tilgiver hermed alle forsinkelser og manglende IC4-tog, idet jeg takker for gaven.
