Rend mig i den offentlige mening – Jørgen Knudsen (red.) DEN KULTURRADIKALE UDFORDRING
En foredragsrække i Brandes-selskabet om den kulturradikale udfordring er igen kommet på tryk. Antologien genopliver på akademisk vis bevægelsens historiske faser, personligheder og problemstillinger, men formår hverken at udfordre sin samtid eller opridse nye kritiske spor.
DEN KULTURRADIKALE UDFORDRING består af en række kompetente artikler af fremtrædende forfattere om klassiske punkter på det kulturradikale program. Cand.scient.pol. Drude Dahlerup er f.eks. på banen om kvindekampen, Professor Peter Madsen behandler forholdet mellem radikalismen og velfærdssamfundet, Biskop Jan Lindhardt undersøger det kirkelige aspekt og Professor Hans Hertel radikalismen i krigstid. Hans Hertel er i sit bidrag inde på det, der synes at være kulturradikalismens og antologiens problem:
– Når kulturradikalismen føler sig klemt – som igen i disse år – får den ekstra behov for at søge sammen, og den kommer til at længes efter De Gode Gamle Fjender der gav den identitet. Den etablerer en romantisk modsætning mellem os inden for og fjenden udenfor. En art nostalgisk paranoia.
Da Brandes ruskede op i kulturen var det vel netop for at omgå den kulturelle nostalgi, det indadvendte, det bagud skuende, der ikke åbnede øjnene for de aktuelle omgivelser. At Brandes selv er blevet et historisk fænomen, vi vender os mod, når kulturen trues af anti-intellektualisme og populisme må siges at være skæbnens ironi. Man kunne derfor tro, at DEN KULTURRADIKALE UDFORDRING var et opråb til samtiden, en ny definition af radikalismen, et opbrud med de emner, der har overlevet sig selv. Men hvis man har de forventninger, bliver man skuffet.
I Ellen Nørgaards bidrag om kulturradikalismen og pædagogikken hedder det et sted:
– I enhver konkret historisk situation får enhver form for kulturradikalisme en kerne, der udgøres af den konkrete samfundskritik, der udøves. Men kernen er bundet til tid og sted, f.eks. mellemkrigstiden. Ser vi derimod kulturradikalismen i et længere perspektiv, kan enhver form for kulturradikalisme tolkes som eksempel på en civilisationskritisk position, hvis indhold skifter med tid og sted.
Hvad er så den kulturradikale kerne i dag? Hvordan kan man nærme sig den nutidige civilisationskritiske position? Preben Hertoft løfter som en af de få blikket til sidst i artiklen om den seksuelle frigørelse:
– Mange har svært ved at forstå, at de gamle måtte kæmpe så hårdt for noget, der i dag forekommer så indlysende rigtigt og selvfølgeligt. Men det er naivt kun at opfatte de gamle som historie. Vi gør klogt i at se os om i verden samt tage kultursammenstødene i vort eget land alvorligt. Og fortsat være på vagt over for de kræfter, der til enhver tid truer de så møjsommeligt vundne rettigheder. Der er altid noget at tabe.
Kulturradikalismen har i hvert fald overlevet sig selv og tabt, hvis den kun har øje for sig selv og sin historie. Men hvis man vil sætte sig ind i dette fænomen, kulturradikalismen, er der massevis af interessante oplysninger at hente i DEN KULTURRADIKALE UDFORDRING, der ikke mangler indsigt, men udsigt.
