Reportage: Forlaget Gladiators vil gøre op med genretyranniet – men er der egentlig noget at gøre op med?
Forlaget Gladiators Elevatorbibliotek udkom første gang i efteråret 2025 – nu er en ny omgang af elevatorbøger klar. Det nye kuld af fire små værker udkom 27. marts 2026 og består af Et hjerte i sorg er en vase af Freja Bøgh Lassen, Øen – et rejsebrev fra Iran af Emilie A. Haugaard, Borge i Dis af Lars Christians Feit Andersen og Sider af Iben Holmegaard Aastrup. Fotokilde: Forlaget Gladiator
Det skal være slut med, at der kun er to muligheder: fortællingen eller digtet. Romanen eller digtsamlingen. Sådan lyder Forlaget Gladiators diagnose på dansk litteratur i dag.
For at løse det problem, har det søsat udgivelseskonceptet Elevatorbiblioteket, hvor fire forfattere – nye som mere etablerede – samles i én udgivelse, hver med deres egen mindre bog.
Konceptet skal give plads til bastarden, være normbrydende, gøre op med genretyranniet og give litteraturen tilbage til forfatteren og læseren, skriver forlaget om initiativet.
Forfriskende, men også en smule forundrende: For hvem har egentlig taget litteraturen fra os? Og er det ‘genretyranni’, der bliver talt om, overhovedet til at få øje på?
LitteraturNu tog med til oplæsningsarrangement d. 14. april et par uger efter udgivelsen af den anden omgang af elevatorbøger, for at undersøge, hvordan opgøret med genretyranniet ser ud i virkeligheden.
Fuld af forventning
Jeg møder op på Christianshavns Beboerhus med en slet skjult spændt forventning om oprør og paroler i de litterære saloner. På Facebook-begivenheden har man, udover de praktiske informationer, kunne læse en længere tekst om de teoretiske tanker bag konceptet, og her er der blevet malet med store armbevægelser.
Det hele er inspireret af forfatter Johannes V. Jensens selvopfundne genre “myten” – en blanding af journalistik og lyrik, hvor genrerne krydser hinanden, og i det krydsfelt “opstod noget hidtil ukendt.” Oversat skal Elevatorbiblioteket forsøge det samme og med det opnå en ny form for erkendelse.
Den første, der indtager scenen i beboerhuset (en scene, der mest ligner et interimistisk cafésetup med et par stole og en sofa med stor kuffert på), er redaktør på Forlaget Gladiator, Nanna Færgemann.
Hun er selv forfatter til M-È-S-Z-À-R-O-S, et essay om døden, der var med i den første udgave af Elevatorbiblioteket, der udkom i oktober 2025. Kulturmagasinet Atlas’ Anna Schmidt Andersen erklærede sig i sin anmeldelse af første elevatorudgivelse ganske glad for essayet. Men derudover var dommen, at kvaliteten af de resterende udgivelser var en blandet landhandel. Både litterært og helt praktisk, faldt bøgerne fra hinanden efter en gennemlæsning.
Det må være gået for hurtigt, konkluderer Schmidt Andersen, der, ligesom jeg selv, ikke spottede nogle genretyranner efter at have spejdet ud over det danske litterære landskab:
“Jeg ved ikke, hvem der har sagt, at vi lever under et litterært “genretyranni” her i 2025, hvor der udgives genrehybrider i ét væk, og hvor prosa og poesi blandes lystigt i en lang række forfatterskaber, bl.a. hos Christina Hagen, Tine Høeg, Adda Djørup, Solvej Balle, osv., osv,”
Tre oplæsninger og et performanceteater
Fra scenen tager Færgemann os med tilbage til Elevatorbibliotekets oprindelse. Ideen opstod, da hun, sammen med sin kollega Hans Otto Jørgensen, var ved at redigere en af hendes egne tekster. Det var en kort og god tekst, som de ikke nænnede at gøre længere. Det ville udvande den, og det ville være synd.
For lidt har også ret, afslutter Færgemann og byder den første forfatter, Iben Holmegaard Aastrup, op på scenen. Hun er tidligere elev på Forlaget Gladiators Forfatterskole og skal læse op fra sin digtroman, Sider: En række korte tekster, der alle kredser om de erfaringer, refleksioner og forvirringer, man kan have i overgangen fra pige til kvinde: Om fysisk at være 171 cm høj, men uden at hovedet helt har forstået det endnu. Om at have så store følelser, at det sætter andre i forlegenhed. Om at føle sig mest fri, når man er alene.
Sider ligner en autobiografisk selvundersøgelse. Det samme gælder de to andre kvindelige forfatteres værker: Emilie A. Haugaards Øen – et rejsebrev fra Iran, beskriver unge mennesker i en mystisk teltlejr, hvor salte kroppe, begær og røg fra joints flyder sammen på den nærliggende strand. Og i Et hjerte i sorg er en vase undersøger Freja Bøgh Lassen på systematisk vis sin egen hjertesorg i en række artikler, der hver er en samtale med mennesker, der professionelt beskæftiger sig med hjerter itu: Fra musikere, præster til hjertelæger.
Men da det bliver Lasse Feit Andersens tur, skifter både tema og energi radikalt. Titlen på værket er Borge af Dis. Genren er manual. Men til hvad, er jeg faktisk stadig en smule i tvivl om, for jeg har svært ved at fange et nexus:
Det, jeg får med fra den kraftfulde oplæsning, er krymmel, der falder ned fra himlen, en dreng flyvende på en byzantisk discokage, baderinge, en gipsalamander og et par kondisko.
Pludselig stopper Feit Andersen. Han har brug for hjælp på scenen for at gå videre med sin oplæsning. En kvinde siger ja, går op på scenen, hvor Feit Andersen nu har vendt sig om for at åbne den kuffert, der står på sofaen. Den er fyldt til randen med farverige kostumer.
Kvinden skal være en skulptur, og endnu to fra publikum kommer op på scenen for at klæde hende ud, en fjerde spiller fløjte, og en femte pynter Lasse, der igen går i gang med sin oplæsning.
Gækken er for alvor sluppet løs. Lydinfernoet og de vrimlende mennesker på scenen gør det kun sværere at holde koncentrationen på, hvad Feit Andersen egentlig siger. Men det engagerer os alle.eg smågriner, klapper med og stiller mig op sammen med de få, der er tilbage blandt publikum for at hylde dette balalajkashow.
Sådan så det ud – og ikke mindst lød – da Lasse Feit Andersen ikke bare oplæste, men fremførte et tekststykke fra hans bog Borge i Dis, sammen med næsten hele publikum på scenen.
Se dét er genrebending og taler direkte ind i konceptets ‘mytiske’ inspirationskilde, tænker jeg. Her en slags manual(?), performanceteater og publikuminddragelse i én. Jeg er derfor nysgerrig på, om denne performance også afspejles i selve teksten. Er der for eksempel regibemærkninger indskrevet?
Det er der ikke, forklarer Feit Andersen. Han fik en idé, prøvede den af på scenen, og det virkede. Faktisk havde han ikke gjort sig mange overvejelser om, i hvilken anledning Borge af Dis skulle udgives:
“Jeg har kendt forlaget i noget tid, og teksten har været færdig i mange år. Det er nok mere mig, der har været lidt flyvsk, så da forlaget sagde, at det skulle være en elevatorbog, sagde jeg: ‘Super, det er glimrende.’”
Glem tyranniet –
Da jeg snakker med redaktør og opfinder af elevatorkonceptet, Hans Otto Jørgensen, er det også, som om mine spørgsmål rammer skævt. Da jeg spørger, om det er en kritik af bogbranchen, smiler han og svarer:
“Det er ikke en kritik, det er en hjælp.” Han uddyber, at konceptet har et demokratiserende element, og gentager dermed Færgemanns indledende pointe: På forlaget oplever de ofte at modtage nye og gode tekster, der desværre ikke får lov til at se dagens lys, fordi intet analogt udgivelsesformat passer til dem af den simple grund, at de er for korte.
I praksis handler Elevatorbiblioteket altså ikke så meget om at sprænge genrer, men mere om at give plads. Til det korte. Til det skæve. Og det er ganske sympatisk.
Men efter oplæsningsarrangementet føles resten – myten, bastarden og genretyranniet – derfor også mest som en teoretisk kappe, de ikke rigtig havde behøvet at tage på.