Revet op med roden – Maren Uthaug OG SÅDAN BLEV DET
Det er svært at slå rødder, når man ikke ved, hvor man kommer fra. Maren Uthaug tager os med fra Nordnorge til Sønderjylland og tilbage til Nordnorge igen.
Citat
Indtil hun flere år efter havde lært dansk med perfekt udtale, udviklede hun et ordforråd, der var støvsuget for ord med R. Var hun på besøg hos nogen og kunne vælge mellem at bede om ost eller leverpostej, valgte hun altid ost, selv om hun foretrak leverpostej. Rød var ikke mere en mulighed som yndlingsfarve, hvis nogen ville vide det. Og blev hun spurgt, hvad to plus to gav, påstod hun uden at blinke, at det gav fem og ikke fire. Det var bedre at være dum, end at være anderledes.
Jeg har tænkt flere gange på Maren Uthaugs debutroman, efter at jeg vendte sidste side i den. Senest var, da jeg så Nordisk Råds Prisgalla på tv. Her sluttede aftenen med et feststykke: En samekvinde joikede (joik er samernes folkesang og er forankret i kultur, religion og historie), mens Oslo Kringkastingsorkester filede løs. Det var smukt, men også helt umuligt for mig at relatere til. Måske er det – blandt andet – den følelse en lille nordnorsk pige sidder med, når hun flyttes til den sønderjyske marsk?
Risten er født i Nordnorge, hvor nordlyset og de underjordiske tager en, hvis ikke man passer på, og hvor familiens arveligt betingede sindssyge lurer lige rundt om fjeldet. Da Risten er 8 år, tager hendes far hende med på ferie til Sønderjylland, hvor hans nye kæreste Grethe bor. Men hjemrejsen udebliver. Risten skifter navn til Kirsten, får Grethe som mor, starter i dansk skole, hvor man ikke ruller på r’erne. Først som voksen vender Kirsten tilbage til Nordnorge. Her møder hun en fortid, som hun havde glemt, hun havde oplevet og en familie, hun næppe kan tro er hendes.
OG SÅDAN BLEV DET er Maren Uthaugs debutroman, men hun er langt fra et ubeskrevet blad. Mange vil kende hende som ironisk, satirisk tegner, eksempelvis fra striben TING JEG GJORDE, der kan læses dagligt i Politiken, og fra marensblog.dk, hvor hun dagligt leverer perlerækker af humoristiske, kærlige og ærlige udfald mod sig selv og sine omgivelser.
Det tykke, trygge lag af ironi, der præger Maren Uthaugs streger og blogskriverier, er skrællet væk i OG SÅDAN BLEV DET. Derfor var min egen første tanke, at Uthaug har foretaget noget af et stilskifte, men er romanen nu også så anderledes end hendes øvrige tekster? Både ja og nej.
Ja, fordi romanen umiddelbart er skruet sammen på en helt anden måde. Ironien er der skam, men den er langt mere underspillet og skjult, eksempelvis i det groteske i hændelsesforløbet: Den 8-årige Risten, der skilles fra sin familie, får ny mor og nyt navn – fordi ingen i Sønderjylland ruller på R.
Nej, fordi Uthaug ved nærmere eftersyn gør det, hun også gør i sine striber og blogtekster: Hun fortæller en historie, hvor der ikke lægges fingre imellem, og hvor paradokserne træder tydeligt frem, så personer udstilles i deres mindre charmerende øjeblikke. Portrætterne er subjektive og ligefremme. På den måde er OG SÅDAN BLEV DET både en ny og en velkendt Maren Uthaug-fortælling.
Det nordnorske miljø, der er præget af både norsk, samisk og finsk kulturhistorie, er umiddelbart det mest mystiske, set med danske øjne. Fra den 8-årrige Ristens synsvinkel er Sønderjylland imidlertid lige så fremmed. Pigen flyttes fra det ene nordiske grænseland til det andet, og når man i forvejen kommer fra en familie med rod i relationerne, bliver det endnu sværere at slå rødder i et nyt land. Især når ens bedstemor har forklaret, at alt ubegribeligt kan føres tilbage til underjordiske væsner, der vil en ondt. Uthaug belyser på fineste vis outsiderens svære vilkår, og hun gør det grundigt, for ret beset er der ikke andet end outsidere i det ellers omfangsrige persongalleri.
OG SÅDAN BLEV DET er en illustrativ og velskrevet roman om at vokse op uden at vide, hvor man kommer fra. Ærgerligt er det derfor, at tempoet speedes lidt for voldsomt op til sidst, når enderne skal mødes. Det er en kort roman, og femten sider mere havde ikke skadet.
Bortset fra det har Uthaug styr på sit plot og balancerer fornemt sin fortælling fra nord til syd og en tur tilbage til nord igen. Hvis jeg havde kunnet joike romanen et stykke, havde jeg gjort det. Jeg glæder mig til næste bog.
1 kommentar