Rigtige forfattere er landmænd – Hans Otto Jørgensen ÅLEN HAR ENGLELYD
Nyeste bog fra myreflittige Hans Otto Jørgensen lægger sig fin i forlængelse af indtil flere spor i forfatterskabet. Man kunne næsten have forudsagt dens komme, og det er en kompliment.
Hans Otto Jørgensen har papir på at være både driftsleder og husdyrbrugstekniker. Bondemand anderledes sagt. At sådan en upoetisk uddannelse har gjort en fænomenal god forfatter er ikke så stor en gåde, som man først kunne tro. Når man en gang har haft hele armen inde i en kælvende sortbroget malkeko, mærket varmen, væden og en dunkende, livgivende puls, ja så har man samtidig fået en sproggave forærende. Sådan virker det i hvert fald på H.O.J. Når han forfatter, er det, som stod han med højre arm dybt inde i en saftmættet ordåbning. Eller som han selv formulerer det i mageløst døbte stykke, MALKNINGENS KOREOGRAFI:
– for mig blev det en kunst, når jeg hjalp min mor med at sætte æg i æggebakker, når jeg stablede halmballer på loftet, når vi tærskede.
ÅLEN HAR ENGLELYD (en meget hemmelig men sjov titel, der vist nok har et musikalsk mellemværende med en vis A. P. Berggrens salme JULEN HAR ENGLELYD) består af 82 splintrede anslag til historier, essays, digte og hidsig agitprop. Uden nogensinde at spinde en ende færdig udfolder de små stumper sig som en slags Kims leg, hvor der bliver lukket for informationerne, lige som det hele gik så godt. Et ikke helt ueffent trick i læseoplevelsesøjemed.
Metoden i ÅLEN HAR ENGLELYD ligger i umiddelbar forlængelse af de to ekstremkortprosabøger ÆSEL HER fra 2001 og HJORT ELLER HARE fra 2002, dog uden samme radikalitet og hermetiske forskansning omkring sig selv. Stykkerne i den nye bog er længere, mere familiære og tilmed betitlede, og har i forhold til sine to smalle(re) kusiner en hel anden interesse i at kommunikere.
De klinkede tekster er derfor ikke et udslag af manglende evne til at binde enderne sammen og danne plot. De er forsøg på at sætte ukurante stumper sammen (knaldhård sex kontra jovial jysk lune, til eksempel) og give plads for det, der sker når koblinger fra del til del ikke nøjes med én enkelt udbredelsesretning. H.O.J.’s korte form er også og samtidig en kompleksitetens form.
Det fungerer godt i første bogens første fiktionshalvdel, kaldet TRUT. Her er der gensyn med John og Ivy fra sidste års roman VÆLTEDE KÆLDRE, der stadig væk er kørt fast i deres bil. Også Ida og Ejnar har forvildet sig ud af deres 2001-roman, HELT OG HELTINDE, og ind på et par sider i ÅLEN HAR ENGLELYD.
I anden polemisk anlagte halvdel, ÅL, går H.O.J. på hævntogt i store dele af det politiske magtforum anno 2005-6. Det er sjovt nok (og vigtigt nok) at gøre grin med Anders Fogh, Bertel Haarder og Søren Krarup, men man sidder tilbage med en smag af de her lidt for letkøbte point. Er det vi mangler ikke forfattere, der tør gå i dialog med de stribede slips og netop i k k e forfattere, der i helle, uden at føle nogen form for lod i problemløsningerne, degraderer de stribede slips til åndssvage idioter? Hans Otto Jørgensen har en væsentlig stemme, og han skal vide at bruge den godt.
