Risikosamfundets fornøjelser – Lone Hørslev FJERNE GALAKSER ER KEDELIGE
Med sin nye bog vil Lone Hørslev ubestrideligt avancere fra togstewardesse i pantryet til lokomotivførerinde helt fremme ved gashåndtaget.
Forrige søndag så jeg i Berlin en gammel film om tilblivelsen af Robert Smithsons landart-stykke , spiralmolen Spiral Jetty. Filmen var ret kedelig, og efter 20 minutter kunne jeg (og min tomme mave) kun tænke én ting: Kanelsnegl. Er sådan en hang til at forbinde stor kunst og dyb indsigt med barnlig umiddelbarhed familiær, så kan man ikke andet end at lade sig falde i armene på Lone Hørslevs nye roman. Den kommer efter digtsamlingerne TAK (01) og ÆRGERLIGT, ÆRGERLIGT (03) og er bugnende fyldt af slige links mellem stort og småt.
Bogens første afdeling følger en navngiven Lone på skitur med datteren Rosa, Rosas far ’du’ og et vennepar. Lone har forvredet sit ene ben på løjpen og går derfor alene rundt på skihotellet med god tid til at nedskrive løbske anekdoter og erindringer. I anden afdeling befinder Lone og Rosa sig hos Lones mor. Det er jul få måneder inden skituren, og Lone har igen god tid til at nedskrive løst og fast. Tredje afdeling foregår 6 år tidligere. Lone er på badeferie i syden, og her møder hun ’du’ mellem en hel række andre interesserede hanner. Drinks bliver langet over baren og poolen frekventeret i det bare ingenting.
Gennemgående for disse tre ferietableauer er de associationskæder, der viser sig at være prosaisten Hørslevs indtagende kendetegn. Der zappes helt gelinde mellem tsunami i Asien, Dronning Ingrids dankort og fødselsskrig; mellem den inderligste smerte og den mest afslebne røverhistorie, og det hele serveres, som var det lige sandt og lige væsentligt. Snaksagligheden kan minde om Lars Frosts SMUKKE BILER EFTER KRIGEN. Blot har Hørslev frasiet alt det pikkede bulder, hvilket måske forklarer, at denne læser føler sig ført ekstraordinært tæt på den skrivende selv?
I den linde strøm, der er lind som honning, ledes der hele tiden efter en betydning, som vel at mærke står til genkommende forhandling. Når der zoomes helt ind på hverdagens trusler og fryd, hvad dannes der så af mønstre, og hvad minder disse mønstre om? Det er de helt nære og primale forbindelser, ’formen og smagen af giftige ting og hvor vi bor og hvem vi elsker’, som det hedder, der gives plads i FJERNE GALAKSER ER KEDELIGE, og det viser sig, at der i selv det mest enfoldige materiale ligger små funklende juveler:
– På første side i ’Bogen om tog’ står der ’Et tog er en række vogne, der hænger sammen’, det er svært ikke at læse den slags som et billede på noget andet, som en metafor af en slags, men på hvad?
På hvad? – På Hørslevs uimodståelige måde at skrive roman på. Måden er en bevidst umoden tilgang til tilværelsens mindste byggeklodser, og hvad hun dog ikke kan få øje på.
