Af | 27. juli 2020

Robert Walser skriver nådesløs og blid samfundskritik

Ved siden af ethvert driftigt samfund står en såkaldt tosse og forundres. Den brillante schweizer Robert Walser (1878 – 1956) forærer læseren tossens linse. Hans forfatterskab virker terminalt distanceret fra menneskearten, men samtidig henført kærligt. Det er en sælsom blanding som fortjener mange flere læsere. Forstår man ikke tysk, kan man kan fint møde Walser i den amerikansk oversættelse THE ASSISTANT.

Den tysksprogede schweizer Robert Walser passede ikke specielt godt ind i de højere litterære kredse. Måske fordi han var blottet for selvhøjtidelighed og respekt for sine gode forbindelser i parnasset, eller måske fordi han opførte sig decideret ubegribeligt for mange. Han udførte pranks, såsom at sætte sig i vinduer og smide hatte ned på folk, og virkede fuldstændig uinteresseret i at blive feteret selvom det lå lige for. Robert Walsers bror klarede det godt som scenograf i Berlin, og Walser kunne nemt have redet med på billetten. Istedet punkterede han på særpræget vis sine kollegers egoer i al offentlighed – eksempelvis ved at jage dramatikeren Frank Wedekind rundt i en svingdør og råbe særprægede navne efter ham – og nægtede helt generelt at fatte de sociale koder man anvendte i Berlins mere elegante miljøer. I sine bøger udviser han et nådesløst blik for den skøre blanding af kaos og kontrol der styrer menneskers sind. I en håndevending kan Walser gennemskue hvordan vaner, ambitioner, afmagt og tilfældigheder former individets handlemåde, og hvordan kaosset dernæst normaliseres behændigt, så det kan passe ind institutionernes nervøse selvforståelse. Walser lader til at finde synet både fascinerende, hyklerisk, ømt og voldeligt. Og med jævne mellemrum vender han så blikket væk igen med et skuldertræk. 

Men vi har et problem, for det er næsten umuligt at opdrive Walsers bøger på dansk. Basilisk har udgivet RØVEREN og MIKROGRAMMER, hvilket er prisværdigt, men det er klart noget af det mest fragmenterede Walser man kan støve op. Hvis man er heldig, kan man finde JAKOB VON GUNTEN i et antikvariat; en ekstremt idiosynkratisk og kærlighedsfuld fortælling om drengeliv på en håbløs kostskole. 

En god portion af Walsers forfatterskab dog oversat til engelsk. Så dette er altså dansk anmeldelse af en amerikansk oversættelse af en tysksproget bog. Lad det være en opfordring til samtlige danske forlag om at få (gen)udgivet Walser på dansk. I mellemtiden kan man så eksempelvis nyde Susan Bernofskys fine oversættelse af THE ASSISTANT fra 2007. 

THE ASSISTANT er en af Walsers sammenhængende historier. Her følger vi Joseph Marti, en blid, ung mand der får ansættelse som assistent for opfinderen Carl Tobler. Tobler er en brysk levemand med fuld fart på entreprenørskabet. Han bor med sin kølige hustru og sine fire børn i et vidunderligt hus på en bakke i den fiktive by Bärensvil. Hos Tobler drikker man liflig vin og har kaffepauser i haven, man spiller kort og ryger tonsvis af cerutter. Som assistent får Joseph nærmest generøsiteten tvangspålagt, med den spidsfindighed at han selvfølgelig også kun er underordnet, og privilegierne bare er til låns. Noget man skal være taknemmelig for og som kan fjernes, hvis man ikke opfører sig tilfredsstillende. Se bare hvad der skete med Toblers forrige assistent, der ikke forstod at sætte pris på det, han havde, mens han havde det: Han røg på porten, og nu er han en arbejdsløs fiasko. Så tag dig i agt, ret ind, og tag en cerut mere, hold dig ikke tilbage, du er en del af familien. 

Der er meget grimhed at få øje på i Toblers smukke hjem. Den yngste datter bliver udsat for massiv og smertelig vanrøgt mens den ældste datter forkæles overstadigt. Toblers velstand og frembrusende adfærd er baseret på en velkendt nedarvet følelse af berettigelse. Og det er på trods af –– og måske endda ekstra optændt af–– de mange ventende kreditorer i kulissen, der truer det søde liv. Man forstår at Josephs fyrede forgænger –– så venlig og flittig og smuk når han var ædru! –– truede sin arbejdsgiver med mordbrand når han blev fuld, og at han også fortrød sine trusler og bad om forladelse efter hver eskapade, fordi han jo trods alt elskede familien Tobler. Eller; han havde i hvert fald ikke andre steder at gå hen. Herr og Frau Tobler taler meget varmt om deres tidligere assistent, muligvis var han også velkommen i fruens seng. Ak, det var en skam han måtte smides på gaden til en uvis skæbne. Livet som assistent hos familien er altså fyldt med både ubehag og vellyst, og den nye assistent Joseph har et uudgrundeligt talent for at tage det sure med det søde. Hykleriet står tydeligt for ham, men han tager ikke synderlig notits af sine egne rammende analyser af husets tilstand. Han kunne meget vel være Robert Walsers alter-ego. 

Mange bevægelser i bogen går ud på det samme: Josef får øje på en uudholdelig uretfærdighed. Han væmmes inderligt ved synet. Og han reagerer — enten passivt eller forkert. Bagefter analyserer han sin egen utilstrækkelige reaktion, går en tur i den smukke natur og glemmer det igen. Boblende naturoplevelser fylder meget. De overdøver hele tiden Joseph røntgenblik på dårskaben. Han er i bund og grund et lykkeligt og mildt menneske, og han bliver altid så håbløst opløftet af nuets rigdom, selv når han ved at han burde være opfyldt af harme. Han er klar over, at han burde konfrontere Herr og Frau Toblers med den mærkelige og tilfældige ondskab der konstant rammer deres yngste datter. Josephs intellekt og empati fejler intet, og begge fakulteter fortæller ham klart at menneskenes kvababbelser og uretfærdigheder er mere akutte end den behagelige friluft omkring ham— eller i hvert fald burde være det, og Joseph har da også en fortid som romantisk socialist— men han forsvinder alligevel hele tiden ud i bladenes raslen, søens blink og himlens lys. Er det eskapisme? Eller har Joseph fat i den lange ende? Under alle omstændigheder er Tobler-husholdningen blot endnu et uforudsigeligt vejr blandt de mange, som Joseph driver igennem. 

Med denne helt specielle distancerede mildhed bliver læseren ført rundt mellem overklassens finesser, vold og illusioner til de mindre heldige, der bliver underlagt magten. I alle delene finder Joseph både hæslighed og hypnotiserende skønhed alt imens han forbliver totalt uambitiøs på sine egne vegne.

Noget af det mest mageløst mærkelige ved læsningen er bogens pendulering mellem den ekstatisk påskønnelse — fra fruens smukke arme til snefaldets mindelser om tidligere års snefald — til afsky og kvalme over tæsk og afmagt. Ind og ud af hinanden glider disse tråde. Dualiteten er bogens motor og motiv. Bärensvil er fuld af smukke huse og rige traditioner. Byen er også fuld af grimme huse, med en lige så rig tradition for at skabe kontrast til det smukke, og dermed ophæve det til en endnu højere piedestal. I børneflokken belønnes egenskaber som charme og ærlighed, hvorimod de ikke-elskelige børn sjovt nok også udvikler sig til at blive ucharmerende og mindre ærlige. Forsømte lille Silvi udgør et tavst én-mands parallelsamfund indenfor husets fire vægge. 

Hvad duer Joseph egentlig til? spørger bogen. Han kan næsten knække over af harme når hans forunderligt skarpe blik ser uretfærdigheden udfolde sig. Men han gør sjældent noget ved det. Det er han for nuanceret, blid og selvkritisk til. Alle kritiske tanker om enhver situations magthaver bliver alligevel vendt indad mod ham selv. Han spiser jo magthaverens mad, nyder deres smukke have, eller kender deres baggrund og motivationerne bag deres handlinger. Han nyder det, væmmes ved det og melder pas i lige dele. 

Den smukke, delvist hjertekolde Frau Tobler er et ømt objekt for Joseph. Til sidst, i én af deres ærlige samtaler, beskriver hun hvorledes bourgeoisiet er et fængsel. Hun er fanget og Joseph er fri fordi han, modsat hende, “needn’t take anyone in the world into consideration.”

Det er jo nok lidt af en vagabond-romantisk tilsnigelse. Men Joseph ejer et frit sind, det har hun ret i. Hvis hun da bare vidste hvor meget det bekymrer ham. Ingen, hverken ideologier eller arbejdsgivere, formår at gribe og eje hans tanker, og han skælder sig selv grundigt ud for det. Det er vel immervæk hele mennesket, som Tobler betaler for? Joseph Martis krop såvel som hans tanker? I sit eget sind er Joseph sørgmodig over, at han ikke kan give fuld valuta for pengene. Joseph er lidt bims, det kan man ikke komme udenom. Og han er fløjtende ligeglad med sit arbejde, og med Toblers virksomhed og potentielle undergang. Men han ønsker ikke at være ligeglad, for som han fortæller sig selv med løftet pegefinger: Et let sind kan forveksles med ligegyldighed. Men måske er sagen bare den, at Joseph –– som Robert Walser selv –– er provokerende højt hævet over ego, ærgerrighed, ære og illusioner, og dermed uundgåeligt vil fremstå apatisk. 

Resultatet af sådan et sind kan både være komisk og skrækindjagende. I en komisk scene skal Joseph hjælpe sin frue med at formulere et vredt brev til en tidligere underordnet som forsøger at afpresse hende. Han forklarer fruen pædagogisk, at det er lidt umoderne når overklassen taler ned til underklassen. Han forklarer, at hun med fordel kunne skrive et lidt varmere brev til sin fattige afpresser, fruen er jo trods alt ikke kongelig. Næste sekund, mens Frau Tobler forsøger sig med en ny og mere moderne version af brevet, må Josef dog som sædvanlig ryste lidt på hovedet af sit eget hykleri. For han kan da godt se, at selvom han skoser fruen for hendes snobberi, så er det samtidig hendes forfinede klasse der også gør hende så uimodståelig i hans øjne. Og så bliver det skrækindjagende når beskrivelsen falder på den yngste datter, Silvi, der i en tidlig alder allerede er helt kaput af manglende omsorg. Joseph har taget appelsiner med hjem til den skønne ældste datter Dora, fordi Dora har bedt om det. Den slags ville Silvi aldrig bede om:

“How impoverished Silvi was. Would it ever have occurred to this little girl to ask someone to bring her oranges from the specialty food shop in the village? Absolutely not. She knew all too well how inclined everyone would be to deny her request. Her requests were not even requests at all, but rather just stammered-forth envy. She asked for something long after Dora was already in possession of the desired object. Never did Silvi think of a wish that was all her own. Silvi’s wishes were all copies of wishes, her ideas were never truly ideas, but rather only imitations of ideas that Dora had had first. Only a true child’s heart can produce fresh ideas, never a heart that has been beaten and despised.”

Joseph tænker disse tanker mens han stirrer på det elskede barn Dora, for han orker faktisk heller ikke rigtig at se på Silvi. Og ligesom med Bärensvils smukke huse– gjort endnu smukkere ved kontrasten til de fattige huse– så kan man jo nøjes med at kigge på skønheden alene, og undlade at se direkte på modsætningen. Når man observerer det skønne, så er ideen om modsætningen jo alligevel implicit til stede, og man kan tænke sig til den. Eller hvad?

Robert Walser skrev sine bøger hurtigt. På en måde kan man fornemme det. Teksten læser lidt som om nogen har tændt for en maskine. En forrykt sensitiv registreringsmaskine. Walser er en menneskelig seismograf. Man kan også sige: at læse Walser kan ind imellem føles som at kigge på en meget elaboreret skitse. Alle stregerne er med, også dem der skvatter rundt uden for den form, der egentlig skulle tegnes. Men hvem ved egentlig, hvilken form dét var? Til sidst har de mange streger i hvert fald tegnet noget, og det har samme form som virkelighed. Ofte er det dog vældigt præcist, og fortælleren holder sig ikke tilbage fra fejende generaliseringer, som dette tilfredsstillende billede af resterne fra Carl Toblers drukgilde: “The serious nature of the masculine world-view now lay on the floor in a glass of wine that had been dropped and had broken and spilled its contents.”

Det kræver dog koncentration at følge bogens skiftende humører. Fra sætning til sætning kan en ny nuance træde på banen og tilte vinklen. Når Josephs debatterer med sig selv om sit ståsted i verden, undersøges hvert argument nøje. Og når Joseph vandrer gennem skov og langs søer, kan fortælleren pludselig springe væk fra hans skulder og i stedet rapportere fra en fjern skikkelses indre liv. At Robert Walser selv endte sine dage på et sanatorium, hvor han foretog sig kryptiske handlinger såsom at skrive en bog der var så mikroskopisk at ingen kunne læse den (bogstavelig talt: RØVEREN var så lille, man ikke kunne finde den, før 50 år efter hans død), optegner kun yderligere det tema, som hans forfatterskab antyder: De nådigste, de blideste og de mest nuancerede hjerner iblandt os får opsnappet så meget data, at de på et tidspunkt nødvendigvis må forkaste verden, og forekomme — i verdens øjne — at være de mest uduelige, apatiske og skøre.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også