Røde romkugler, ringeklokker og færgeoverfarter med brækrefleks – Missu Schneidermann EN JEG KENDER


Barn af 68’er-generationen, født og opvokset i det København, hun aldrig forlader og en gudsbenådet skribent: Missu Schneidermman giver noget så forfriskende som rene, ikke-ironiske billeder af en tid, der var vores.

Citat

Lussingen

En morgen, mens jeg, min storebror og min mor gjorde os klar til tage i skole og på arbejde, blev jeg uvenner med min mor. Jeg husker ikke, hvad jeg havde gjort, men jeg husker, hvad reaktionen var. En knaldhård lussing på venstre kind. Det var ikke første gang, hun havde givet mig en lussing, men det var første gang, der bagefter aftegnede sig fem røde fingre hen over min kind. Der ikke gik væk, men blev siddende som det tydelige bevis på, hvad det var, hun havde gjort. Og fik os begge til at tude, omend af hver sin grund.
Jeg fik lov til at blive hjemme, så jeg ikke skulle gå i skole med tegn på flad i ansigtet. Min mor blev derfor nødt til at tage mig med på arbejde, og på vejen købte hun en varm berliner til mig hos bageren.

Da Missu Schneidermann som niårig tager med sin højtelskede storebror Niklas og morfar og mormor til Urania på Gammel Kongevej, ved hun godt, at hun bliver snydt. Storebroderen får altid større og og bedre gaver af mormor og morfar, end hun gør, for han er ældst, og hun kan jo bare arve. Missu græder både hjemmefra og inde i butikken, da broderen får en spritny cykel, og ekspedienten giver hende en Mickey Mouse ringklokke som trøst. Senere siger hendes bror, at hun kan spænde ringeklokken på fingeren og lege cykel.

Scenen er et helt ’kapitel’ for sig i freelancejournalisten Missu Schneidermanns litterære debut EN JEG KENDER og hedder slet og ret ’ringeklokken’. Følelsen af barnlig uretfærdighed står rent, som et øjebliks nedslag i hukommelsen, uden ironi eller forsødning.

Sådan er hele bogen bygget op med scener, dialoger og fine detaljer fra et levet københavnerliv, der tager sin begyndelse i 1975 og stopper i 2010, hvor fortælleren er 35 år og lever sit singlestorbyliv.

Titlen hentyder til, at du gerne skulle kunne genkende både følelserne og stederne i byen. Det kan denne anmelder ikke, da hun er opvokset flere kilometer uden for noget, der måske kunne kaldes en landsby – i Jylland. Missu Schneidermmans barndom – med kig til selveste Sanne Salomonsen fra vinduet i ’fritteren’ – virker derfor decideret rock and roll i sammenligning.

Som så mange andre i den generation, bliver Missu Schneidermanns forældre skilt, og Missu og hendes bror en del overladt til sig selv. Det er på godt og ondt en 68’er-generation af forældre, der skildres, og det er her i 70’erne og 80’erne, at bogens facon med de løstrevne øjebliksskildringer virker bedst og mest tankevækkende.

For skønt den voksne Missu Schneidermann er et charmerende bekendtskab, fan af Dolly Parton og rigtig meget til røde romkugler, lyder hendes liv på bogens sidste sider meget som en single-i-stor-byen-plade, vi har hørt før. Det kan skyldes, at forfatteren tager for mange hensyn til nogen, hun kender, når fortællingen nærmer sig nutiden, hvilket i så fald er en skam.

Når det er sagt, skal EN JEG KENDER roses for en ubetinget – litterær – kvalitet, der kommer, når man føler, man har læst noget, der var ægte, og med en personlig stemme, man husker. Forskellen ligger, som den amerikanske forfatter og foregangsmanden for New Journalism Tom Wolfe sagde det, i detaljen.

Som den tunge toiletdør på den gyngende Bornholmerfærge, Missu med familie er på som 5-årig. Døren smækker i, da Missu er ude for at kaste op, og moderen er for dårlig til at rejse sig og hjælpe hende. Lige der – da den tunge dør smælder over tre små fingre, mens båden gynger og brækrefleks og tårer trækker grimasser i et barneansigt – i den detalje ligger hele billedet og den halve historie.

Skrevet af Jannie Schjødt Kold

Har altid tændt på ord og brugte som barn mere tid i selskab med De Fem end med familien. Rykkede til København og læste Litteraturvidenskab og filosofi, og var i en periode også ugens gæst på Teatervidenskab. Startede sammen med Nanna Goul webmagasinet www.litteraturnu.dk Har gennem tre år arbejdet med kommunikation og ledelse for Dansk Røde Kors i hovedstaden og i to år været skrivende webredaktør hos Egmont Magasiner. Nyder nu at sidde i eget kontor på Vestegnen, hvor hun sammen med journalist Marianne Bindslev driver det journalistiske produktionsselskab Westendstory.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *