Sidste år mistede vi som bekendt F.P. Jac, hvilket jo i den grad er forbandet trist. Derfor bør man også først og fremmest holde sin kæft og glæde sig over udgivelsen af det, der så er den sidste digtsamling bortset et fragment, som det gendannede Jorinde & Joringel for nylig har publiceret.

Det har jeg da også næsten tænkt mig at gøre, altså glæde mig uden brok, for jeg skal helt sikkert være den sidste til at klage over Jac, som rager stort og højt op på min liste over poeter, der betyder noget. Alligevel kommer der altså et lille kvæk, der er forårsaget af de mange kattedigte, som det alt andet lige er svært at se igennem fingre med, selvom man er nok så begejstret for deres ømme afsender.

I første del følger vi trofast kattene Bille og Rødemis på deres hverdagsfærd med små afstikkere til Bakken samt hist og her, hele tiden sanset af et velkendt jeg, som tudser rundt og sætter i relief. Nu har jeg ikke noget som helst at udsætte på katte, undtagen altså lige her, fordi de tager lidt af luften ud af jeget, i hvert fald er de småsløje som poetisk motor, selvom digteren såmænd er fascineret nok.

Tonen er der – selvfølgelig – men betragtningerne holder sig til et lidt stenet hverdags-vimseri omkring kattene, der hygger i solen og kører i rutsjebane og gør ved. Og det er jo surt nok, når man nu meget hellere vil have Jac i en mere heftig udgave, hvor den sproglige begavelse bliver brugt energisk og jegopskruende.

Heldigvis tynder poterne ud i bogens sidste del, som er betegnet & ANDRE DISKRETE NYSGERRIGHEDER, og så begynder der at ske noget andet, som dog ikke rammer hovedet på sømmet i forhold til ovennævnte energi, men fint er det nu, rigtig fint: ’Det var sgu en smuk indre formiddag,/underlig ypperlig, har jeg så tit tænkt siden hen,/ smådiset og lunt, efter disse sædvanlige cigaretter,/ men jeg måtte have selskab, ånde i nakken.’

Her, i bogens sidste del, kastes blikket lidt tilbage i tiden, ud til siderne – med en hidsig snert hist og her – og indad. Han tager en tur med bussen, et smut omkring kirkegården, på hospitalet, i butikken, tilbage til barndommen etc. Og det virker, som om der er gang i en vis gøren status, noget afklarethed, noget ro – og noget vemod – og den stemning kan jeg egentlig ret godt lide. For selvom den ligger langt fra den hektiske energi, som man ikke mindst kender fra det tidlige forfatterskab (først og fremmest fra mesterværket MISFAT), så er den alligevel stærk og umiskendelig jacsk og alt andet end miauvende, og tak for det.