Rødmende smykker
Klapteksten afslører det: Litteraturen er et smykke. I al fald fortæller den, at forfatteren til ‘Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg’, Emma Kruse Villumsen, er smykkehåndværker. Således kan læseoplevelsen af denne debutbog, hvor forelskelser (eller mangel på samme) på tværs af tid og sted er omdrejningspunktet, også føles som at åbne et smykkeskrin. Enkelte skriftsteder springer i øjnene som lidt for svulstige vedhæng, mens langt størstedelen skinner på en virkelig, virkelig fin måde.
Bogen, den såkaldte hybridtekst, falder i tre dele, der spænder over meget lyrisk og fortællende prosa, dramatiseret dialog og ikke mindst et langdigt. Helt til at begynde med møder vi dog en prolog, der afslører, hvordan kærlighedstemaet i værket skal behandles. Det jeg, der går igen i bogens første og sidste del, trasker i prologen rundt i Rom, hvor hun bl.a. fortæller om kunstneren Victor Orsinis have, der er udformet på en sådan måde, at den menes at være en måde for kunstneren at forholde sig til sorgen over sin kones død på.
Det er således både tilstedeværelsen og måske allervigtigst fraværet af kunstnerens forelskelse som en form for arketype, der gennemløber værket som en – må man sige? – rødmende tråd. Første del starter sådan her:
“Rødmen er et lag, der pensles på skindet. Det er en forelskelse, en melankoli, en pinlig berørt pige, en feber, en uønsket opmærksomhed […] Rødmen er at tænke sig et selskab, at tænke sig fri for et selskab. […] Kvindernes rødmen vokser ud fra kinderne, glider over næsen, ned på hagen, to varme ører gemmes væk under håret.”
Og så er rødmen eksem, der ligesom idéen om at være elsket af en kunstner klæber sig til jegfortælleren henover sommeren. Hendes billedhugger-fyr,-flirt,-kæreste, eller hvad det er, driver frem og tilbage mellem Italien og København, mens fortælleren drømmer sig om at blive objektet for hans dybe, romantiserede forelskelse. Undertiden drømmer hun sig også væk i sin research af en forelskelse hundrede år tilbage mellem journalisten, politikeren og digteren Carl Ploug og hans kone Elise. Carl skriver digte til Elise, og Elise laver reb ud af sit hår og giver dem til Carl. Spejlingen i denne kunstnerkærlighed fra starten af 1900-tallet illustrerer perfekt, hvordan jegfortælleren længes efter at være længslens objekt.
Kunsten sniger sig også ind rent stilistisk, da store dele af scenerne i bogens første del med sin meget lyriske prosa nærmest lyder som malerier sat i bevægelse:
“Vi cyklede til Amager Strandpark. Jeg samlede sand op i hænderne og lod det glide ud mellem fingrene. […] Han stillede sig, så kun den ene halvdel af mit ansigt var i skygge. Jeg holdt hånden op for den anden halvdel af ansigtet, så jeg kunne se på ham uden at misse med øjnene.”
Tempoet er sænket og sanserne forstærket, og man smittes som læser af en form for kærkommen romantisering af nuet. Desværre hænder det også, at pynten tager overhånd og sproget bliver unaturligt poetisk. Her lever fortælleren sig ind i forestillingen om et samleje:
“Jeg vil bevæge tungen op ad inderlåret, knæ mod klinke. Han sukker. Sommeren er en æggeblomme. […] Hans pegefinger om brystets glorie. Areola, areola. Hans pegefinger i cirkler, så mælken siver.”
Som læser kommer man til at påtage sig en gammelsur mine og ønske en lidt mere almindelig skrift. Gisp! I bogens anden del møder vi så også en mere fortællende prosa; jegfortælleren skifter til at være Elise Plougs søster, Johanne, der er gift med billedhuggeren Vilhelm Bissen. Vi er igen i det varme Italien en sommer, hvor Johanne er højgravid. Og så kunne hun være elsket af en kunstner, men ligesom fortælleren fra bogens første del er hun allermest bare ensom i sommerheden. Til gengæld males der i højere grad en tragedie frem, man som anmelder naturligvis ikke må afsløre.
Midterdelens mere fortællende prosa klæder bogen meget – uden det til gengæld bliver for kedeligt. For en gentagende dramatiseret dialog mellem Johanne og både hendes mand og søster bryder med det, man var på vej til at kalde en dagbogsroman i kort format, på en så naturlig og subtil måde, at man bliver klar til bogens sidste del, der i sandhed sætter tingene stilistisk på spidsen.
Vi er tilbage hos fortælleren fra bogens første del, der nu må slikke sine sår – både kærestesorgerne og den tiltagende eksem. Denne sidste del af bogen er skrevet som et langdigt, hvor hver side består af blot én linje, der tilsammen former en lang, horisontal linje, der strækker sig over cirka 90 sider. Er det inspireret af Elises kærlighedsreb? Er det ét langt smykke?
I al fald er poesien mere retfærdiggjort her. Det romantiske savn skrives frem sanseligt og umiddelbart og peger på noget dybere eksistentielt end blot savnet til én specifik person. Det er nu nærmere længslen om at blive båret af kærlighed end at være forelskelsens objekt:
“Jeg hænger for enden af en stilk og beder om noget.”
Kærlighedstemaet sporer sig ind på det, man måske kan kalde for menneskets første kærlighed – moderen, omsorgspersonen. Det er omsorgens hænder, der formes som en skål, hvori jegfortælleren nødvendigvis må ligge og få pleje for sit knuste hjerte og den rødmende eksem:
“Jeg sidder i en balje med kaliumpermanganat og lunkent vand. Farven kan ikke skylles af igen, jeg er purpur i flere dage.”
Og så transformeres længslen efter at være elsket også til at være en længsel efter at give tilbage. Så selvom ‘Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg’ rent stilistisk snubler lidt de enkelte steder, står vi alt i alt tilbage med det, man kan kalde en meget wholesome måde at bearbejde ensomheden i en uforløst forelskelse på. At kunne gøre dette uden at gå på kompromis med de kunstneriske ambitioner er helt bestemt en bedrift.
