Røverhistorier fra den skumle ende af Gentofte – Dan Turèll VANGEDE BILLEDER
Genudgivelsen af Dan Turèlls VANGEDE BILLEDER er et godt sted at starte, hvis man vil i gang med Onkel Dannys forfatterskab.
Citat
Og bageren i Vangede var fuldstændig cool, og engang da Mor havde været ved at knække brødkniven på et franskbrød han solgte hende, og det så viste sig at der var et halvt kosteskaft i franskbrødet og hun så gik derned med brød og kosteskaft, så sa’e han bare: “Åh, tusind tak – det var satme dejligt De fandt den og kom med den … De aner ikke hvor jeg har savnet dén blomsterpind” … Og Mor fik sgu ikke engang et andet brød.
Vangede er Gentoftes skamplet. Det er her, folk bander og drikker for meget. Selv præsten drikker. Vangede er dem, de andre ikke må lege med, og hvis man er hjemme og lege hos nogen uden for kommunegrænsen, og de spørger, hvor man kommer fra, skal man sige, at man kommer fra Gentofte. Men der er masser af gode historier i Vangede, og dem skrev Dan Turèll – manden, der satte Vangede på Danmarkskortet – ned og udgav i 1975. Nu, 40 år senere, har Gyldendal genudgivet VANGEDE BILLEDER i samme ret uhandy, ret lækre a4-format som førsteudgaven. Med skrivemaskineskrift og med håndsatte accenter, også som i førsteudgaven. Det er alt sammen dejligt old school, præcis som Vangede.
Jeg er selv vokset op i kvarteret – i den del af Vangede, der alligevel ikke helt er Vangede, men heller ikke rigtig er hverken Gentofte eller Søborg. Jeg blev som alle andre folkeskoleelever i området tvunget til at læse VANGEDE BILLEDER i dansktimerne. Det var ingen succes. Jeg kunne simpelthen ikke se det sjove i at læse om Nymosen, Vangede station og en masse butikker og folk, der for længst var afgået ved døden. Det kan jeg nu. Ikke fordi det er mit barndomshood, men hovedsaligt fordi Dan Turèll er en eminent anekdotefortæller.
At læse Dan Turèll er ligesom at have sat sig ved stamkundens bord på den lokale bodega – i Vangede hed den og hedder den stadig Diligencen – og så bare lytte, mens ordene vælter ud i en stor pærevælling af sandheder og usandheder.
VANGEDE BILLEDER er 160 siders talesprogsnære, helt korte fortællinger mikset med virkelig grynede fotos, tegninger og kække vers, der også ville gøre sig fint ved det der bodegabord. De fleste afsnit starter med ’og’, sætningerne bindes sammen af kommaer og slutter først, når anekdoten er færdig. Man kommer med ind i alle butikkerne i Vangede Bygade og hører om bageren, i hvis studenterbrød man kunne være heldig at finde en indtrillet 25-øre – rimelig fedt, når kagen kun kostede en 10-øre – og om skomageren, der skød sig i hovedet, lige midt i frokostpausen efter at have opdaget, at hans kone var ham utro. Af og til fylder fortællingerne et par sider, andre gange er de helt korte som denne:
– Og en af familierne var Jehovas Vidner og rendte alle sammen rundt med traktater og blade ved dørene, og i den familie var de alle sammen rødhårede.
Sidste år var der Tove-feber, stærkt hjulpet på vej af Gyldendal og en håndfuld genudgivne Tove Ditlevsen-værker plus antologien JEG VILLE VÆRE ENKE OG JEG VILLE VÆRE DIGTER med en række hidtil uudgivne Tove-tekster. Jeg har ikke hørt, at der skulle være flere Dan Turèll-genudgivelser på vej, men det ligger lige for at lade det ene Vesterbro-ikon afløse det andet. De skrev om de samme steder, levede begge stærkt og døde forholdsvis unge. Og så var de folkekære forfattere, der favnede bredt tekstmæssigt og ramte bredt i deres samtid.
Mit gæt er dog, at selvom de fleste kender Turèlls stemme, er det i dag forholdsvis få, der har læst hans værker. Stemmen og fortællingen om ham har ligesom været nok i sig selv. Men han kan altså skrive, eller rettere: fortælle, male.
VANGEDE BILLEDER er vindueskiggeri og røverhistorier fra den skumle ende af Gentofte. Eller fra ‘Vangedes Vesterbro’ som Dan Turèll selv kalder kvarteret i sin intro. Det er Dan Turèll, når han er mest folkekær og mindst syret, og derfor er bogen et godt sted at starte, hvis man skal i gang med Onkel Dannys forfatterskab. Så begynder man med begyndelsen, så at sige, med fortællingerne om det, der formede den sære mand med de sorte negle og den karakteristiske fortællestemme. Stemmen fylder godt i VANGEDE BILLEDER, for Turèll skrev, som han talte. Når man har læst VANGEDE BILLEDER, kan man så følge med ham ind mod hovedstaden og læse STORBY-TRILOGIEN: DRIVE-IN DIGTE, 3-D DIGTE og STORBY-BLUES.
