Røv-sjov feminisme – Charlotte Roche VÅDOMRÅDER
Rørende og intelligent roman fra tyske Charlotte Roche, der har fundet opskriften på, hvordan en uskyldig fortælling om hæmorider bliver til et lattervækkende feministisk kampskrift.
Citat
Jeg bliver helt frisindet her på hospitalet. Det er jeg ikke ellers. Jo, hvad kusseafdelingen angår. Altid. Men ikke med hensyn til røvhalløjet.
Jeg ligger bare her, og fordi røven og hver bevægelse gør så ondt, er jeg holdt op med at dække mig til. Alle kommer ind, ser mit gabende kødsår og en stump af min fisse. Det vænner man sig hurtigt til. Der er ikke noget, der er pinligt længere. Jeg er røvpatient. Man kan se det, og jeg opfører mig også sådan.
At jeg er så sund i kussesager og normalt så forkrampet i røvsager skyldes, at min mor har givet mig et kæmpestort skidekompleks. Da jeg var lille pige, sagde hun tit til mig, at hun aldrig lavede stort på toilettet. Hun pruttede heller ikke. Hun beholdt det hele i sig, til det opløste sig selv. Så er det ikke så underligt!
Det kunne lyde som et forsøg på en letkøbt provokation: At udstyre sin hovedperson, det 18-årige skilsmissebarn Helen, med tre lidt besynderlige hobbyer: At kneppe, sprede bakterier og avle avocadotræer. Mange vil sikkert også blive lettere forarget over de to første. Derfor starter Roche taktisk klogt med et lille forskrift, der kan afbøde den værste væmmelse over unge Helens ublu fascination af sex, sekreter, lort og bussemænd:
– Som næsten alle skilsmissebørn ønsker jeg, at mine forældre finder sammen igen. Når de en dag trænger til pleje, behøver jeg bare at sende deres nye partnere på alderdomshjem. Så passer jeg mine skilte forældre derhjemme, hvor jeg lægger dem i den samme ægteseng, til de dør. Jeg kan ikke forestille mig nogen større lykke.
Herefter kører Helens monolog om numsebarbering – et must for den moderne analsex-udøver – de ubehagelige hæmorider og den efterfølgende indlæggelse og smertefulde operation. Alt sammen krydret med hendes erfaringer med onani, bordelbesøg og hjemmelavede tamponer.
Roches genistreg ligger i, at hun skaber en hovedperson, der er både rørende og kompleks. På den måde kan man ikke affærdige hendes roman som blot en provokation. Der er ingen eksplicit politisk dagsorden i Helens handlinger eller meninger. Men hendes uskyldige spørgsmål og barnligt frigjorte forhold til sin krop bliver et indirekte opgør med den æstetisering og regulering af kvindekroppen, som moderne kvinder stadig ligger under for:
– Aldrig kommer menstruationen regelmæssigt, eller som den skal. …Hvert eneste par underbukser er svinet til af den. …Således har hele min underbuksesamling en brun plet lige netop på det centrale sted….Har andre det også sådan? Hvilken pige eller kvinde kunne jeg spørge om det? Ingen. Som altid. Som med alt, hvad jeg virkelig gerne vil vide.
Heri ligger der en tydelig kritik af den bornerte åbenhed, som moderne medier er eksempler på. Dameblade, der fokuserer på skønhed – og ikke på kroppens (grimme) naturlige processer. Og fordi kvinder altid har skullet tisse sølv og prutte lyserøde blomster, er det let for Roche at være grænseoverskridende og sjov. Det udfører hun med en underspillet selvfølgelighed og nysgerrighed, der blindt vader hen over gængse tabuer:
– Jeg havde engang en hjerteveninde, Irene. Jeg kaldte hende altid Sirene. …Når vi var færdige med at tisse og tørre, proppede vi hver især den andens tampon op. På den måde var vi forbundet gennem vores gamle stinkende blod ligesom Winnetou og Old Shatterhand. Blodsøsterskab. Jeg syntes også, at Sirenes tampon så meget interessant ud. Jeg undersøgte den altid grundigt, inden jeg stak den ind. Hvem ved lige, hvordan andre pigers brugte tamponer ser ud? Nå ja. Hvem vil overhovedet vide det? Ud over mig. Jeg ved det.
Efter mange teoretiske værker, wanna be-rebelske chick lit-romaner og generel surhed er VÅDOMRÅDER et godt bud på en ny positiv feminisme, der med overskud og betændte hæmorider leverer et offensivt indspark i en ellers kedelig kønsdebat.
