Rumhund – Lotta Lotass TREDJE FLYVEHASTIGHED
Den svenske forfatter Lotta Lotass har skrevet en flerstemmig og velfunderet roman om det sovjetiske rumprogram i 1950’erne. Den ubarmhjertige udvælgelse, drømmene, sputnikhunden Lajka og forliste rumskibe udgør skelettet i denne særegne fortælling.
Den første mand i rummet, Jurij Gagarin, blev efter sin første store rumdåd hyldet som sovjetisk helt nummer 11.175, fik det meste af sin hjemstavn opkaldt efter sig og fik så meget post, at han fik sit eget postnummer. Han er blevet en del af en kollektiv bevidsthed. Både hos dem, der husker den dag i 1961, hvor han med succes opholdt sig i rummet i 108 minutter, og hos dem, der har samme viden fra historiebøgerne.
Men hvem var de efterfølgende mænd i rummet og hvem var sammen med Gagarin i de hårde træningsår op til opsendelsen? Hvilke kvalifikationer krævedes for at blive kosmonaut og hvordan var sikkerheden og omstændighederne i det sovjetiske rumprogram? Det svarer Lotass beredvilligt og begejstret på i sin fjerde roman, der er solidt underbygget af faktuel viden, som vi ned i mindste nørdede rumdetalje får del i.
Der er ingen fast forankret fortæller i romanen. Synsvinklen skifter uafladeligt og det blev aldrig denne anmelder helt klart, hvem der talte hvornår. Ingen er for små til at tage del i koret, så selv de stakkels rumhunde får lov at bjæffe med. Forfatteren siger i et interview, at det ikke er så væsentligt at holde trådene fra hinanden, men at det snarere er væsentligt at få en fornemmelse af det omfattende statsstyrede program for rumaktivitet. Ofte er det Gagarins nære ven og nr. 2 i rummet, Gherman Titov, der taler og fra hans lillebrorvinkel fortællingen spænder af. Titovs første rumtur var ikke mindre imponerende med sine 25 timer og de 17 solopgange, der blev ham tildelt på turene rundt om jorden.
Undervejs fornemmer læseren den ustyrlige drift efter at erobre og beherske rummet, som drev de sovjetiske kosmonauter så langt. Nysgerrigheden efter at lære kosmos at kende blev søsat på bekostning af familie, helbred og almindelig karriere. Først efter en tur i rummet kunne kosmonauterne igen rekonvalescere fysisk og psykisk, hvilket ikke sjældent mislykkedes. Trængslerne var ulidelige for de implicerede og flere gik til – enten i desperate selvmord, i brændende rumskibe eller i kulden efter unøjagtige landinger i de iskolde Uralskove. Sovjettidens krig, kommunisme og arbejdslejre er sobert og diskret skildret som den verden, kosmonauterne langsomt forsvinder fra efterhånden, som de bliver indrullereret i det hemmelige rumprogram.
Set fra den fordømte toers vinkel på jorden, ser Gagarins optur sådan ud:
– Hvis du vender tilbage, skal jeg rejse. Hvis du ikke vender tilbage, skal jeg rejse. Hvis du rejser langt, skal jeg rejse længere. Hvis universet sluger dig eller spytter dig ud, skal jeg glemme dig og så huske dit navn igen når jeg går om bord. (…) Og da motorens brølen er døet hen, hører han atter græshoppens ligeglade sang. Den lette brise fører atter steppesalviens duft med sig og den krydrede duft af forårseng.
Lottass forener elegant rummets uendelige og principielt uforståelige væsen med steppesalvie, hvorefter karaktererne kan blive virkelige for læseren. De faktiske detaljer trækker læseren med ind i teksten, som på naturlig vis tilbyder sin nicheviden for enhver læser: TREDJE FLYVEHASTIGHED er ikke kun læsere med rumfetich. Tålmodighed og en vis portion nysgerrighed tilrådes dog for at få det fulde udbytte af Lotass’ tur i rummet.
