Russiske tanker om tiden på høje tid fordansket – Mikhail M. Bakhtin RUM, TID & HISTORIE


Endnu en af Bakhtins centrale tekster foreligger nu på dansk til glæde for alle litteraturinteresserede. Denne gang handler det om tid og rum i romanen.

Citat

Nedbrudt var også middelalderens historieopfattelse – verdens skabelse, syndefaldet, den første tilsynekomst, offerdøden, den anden tilsynekomst, Dommedag – i hvilken den reale tid var ringeagtet og opløst i tidløse kategorier. I dette verdenssyn var tiden alene et nedbrydende og destruerende element, som ikke skabte noget nyt. Den nye verden kunne ikke bruge denne tidsopfattelse til noget. Det var nødvendigt at finde en ny form for tid og en ny relation mellem denne tid og rummet, det nye jordiske rum. Der var behov for en ny kronotop, som tillod at knytte det reale liv (historien) sammen med den reale jord.

Den russiske filosof og litteraturteoretiker Mikhail Mikhailovitj Bakhtin (1895-1975) levede i en omtumlet tid på et omtumlet sted. Han oplevede både den russiske revolution, Stalin-tidens forfølgelser af intellektuelle og Den kolde Krig. Alt sammen var det medvirkende til, at hans værker først begyndte at udkomme i 1960’erne, hvorefter de dog hurtigt gjorde deres indflydelse gældende – også i Vesteuropa. Med RUM, TID & HISTORIE – KRONOTOPENS FORMER I EUROPÆISK LITTERATUR er endnu et af hans hovedværker tilgængeligt på dansk.

Bogen består af to essays: ”Tidens og kronotopens former i romanen” og ”Dannelsesromanen og dens betydning i realismens historie”, også kendt som Goethe-fragmentet. Begge stammer de fra slutningen af 1930’erne. Netop Goethe er, sammen med Rabelais, de centrale fikspunkter i Bakhtins teori om kronotopen. Direkte oversat betyder kronotop ”tidrum” og betegner i litteraturen en syntese af tids- og rumlige kendetegn til et meningsfuldt hele. For eksempel er eventyrkronotopen kendetegnet ved ”en fremmed verden i eventyrtid”.

Med sin kronotop-teori viser Bakhtin, at ideer om tid og rum i høj grad har præget udviklingen af de litterære genrer. Et eksempel er dannelsesromanen, hvis handlekraftige helt er helt afhængig af, at tiden ikke længere opfattes som cyklisk, men derimod som et lineært forløb, hvor forandring er mulig. Det peger på det andet aspekt af Bakhtins teori: nemlig behandlingen af litteraturens, sprogets, historiens og den menneskelige realverdens sammenhæng og gensidige påvirkning af hinanden.

For Bakhtin ville mere end teoretiske overvejelser over litteraturen. Gennem bogen fremskriver han således en utopi om en ideal-kronotop, hvor folklorens sammenhængende verden kombineres med en lineær, foranderlig tid; en sammenhængende verden, hvor cyklisk stilstand erstattes af frugtbar forandring. Som det gerne skulle fremgå, er Bakhtin yderst ambitiøs og veksler imponerende mellem detaljerede værkanalyser og fejende perspektiveringer over litteratur-, social- og filosofihistorie. Det hele leveres i et medrivende sprog, som måske ikke brillerer ved sin stilistik, men derimod udmærker sig ved en smittende begejstring over stoffet.

RUM, TID & HISTORIE følger i slipstrømmen af Bakhtins banebrydende bog om Dostojevskijs poetik, som endnu ikke er oversat til dansk, og ORDET I ROMANEN, der præsenterer henholdsvis hans polyfoniske og stilistiske romanteori. Mens vi venter på en dansk udgave af Dostojevskij-bogen, er det en stor glæde, at danske læsere med RUM, TID & HISTORIE endelig kan sætte sig ind i Bakhtins sammentænkning af tid og rum. Rigmor Kappel Schmidt har forsynet bogen med et aktualiserende efterord, der udgør endnu en god grund til at læse RUM, TID & HISTORIE og få glæde af Bakhtins fremragende litteraturtænkning.

Skrevet af Martin Baake-Hansen

Martin skriver ph.d. om nostalgi i romaner af Joseph Roth, Sándor Márai, Imre Kertész og Herta Müller. Anmelder desuden ved tidsskriftet Standart.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *