Rygradsroman – Klaus Rifbjerg JORDBÆR


Siddende ved sin mands dødsleje tænker Edith Falk tilbage på sit liv. På den kærlighed, der vel var nok af, og på den lidenskab, der godt kunne have været lidt mere af. Det er i al sin spinkelhed historien i Klaus Rifbjergs seneste.

Citat

Om lidt kom de rullende med havregrød og øllebrød. Edith Falk skulle ikke have noget, selvom hun et eller andet sted godt kunne mærke, at hun var sulten. Hun burde skamme sig, men det gjorde hun ikke. Hun havde ikke det talent. Det var de andre, der skulle skamme sig. Der var mange, der skulle skamme sig, men se om de gjorde.

Der er ikke noget, der som et dødsleje indbyder til at lægge livet på en vægtskål og vurdere, om man nu også fik det ud af det, man ville, om man traf de rigtige valg og levede lige så meget, som man burde. Edith, der er hovedpersonen i Klaus Rifbjergs nye roman, JORDBÆR, venter ikke på sit eget dødsleje, men benytter manden Roberts til at reflektere over fortiden og mindes livet med ham og ikke mindst livet før.

Edith vokser op på landet i begyndelsen af det forrige århundrede med jordbærbedenes bløde muld mellem tæerne. Den gæve og livslystne bondetøs ender dog uundgåeligt i København, hvor hun gør sig erfaringer med det funklende forlystelsesliv og muntrer sig med et herrebekendtskab eller to.

Alting dufter ungt, nyt og spændende, indtil den lige lovligt velafmålte ingeniør Robert Falk kastes ind i hendes tilværelse som et brandtæppe og efterhånden får dulmet den lidenskab, der brænder i Ediths hjerte og lænder. De forelsker sig og gifter sig, får et par børn og lever et godt og nogenlunde lykkeligt liv som så mange andre. Men var det det, der var meningen med det hele? Var det alt, livet havde at byde på? Edith føler sig på en eller anden måde snydt.

Dette er et tematisk omdrejningspunkt i romanen. Skuffelserne – over livets forgængelighed, over medmenneskernes adfærd og over tilværelsens lunefulde tilfældighedsspil – hober sig op og tærer på den livsglæde, der engang var det mest dominerende træk hos Edith. Gennem livet bliver hendes tro på, ’at hvis man garderer sig, så kan det aldrig gå galt’ tildelt adskillige slag.

Det er også det, der er en af pointerne med de her jordbær, som lægger navn til romanen, og som ifølge Ediths nedarvede overbevisning ’kunne kurere næsten alt, nej, ikke ”næsten”, men alt!’. For selvom Edith propper sine nærmeste med disse påståede mirakelbær, må hun igen og igen se dem bukke under for sygdom og død. Nu også denne ægtemand, som stik imod alle aftaler tillader sig at skrante for øjnene af hende. Oven i købet efter i en menneskealder tavst at have holdt hende nede i middelmådighed.

Den bitre, selvretfærdige harme, der bobler i Edith, er ikke altid lige velbegrundet i romanen. Der mangler overordnet nogle psykologiske mellemregninger for at gøre den troværdig. Ikke desto mindre er dette aspekt det ubestridt mest interessante i JORDBÆR, der ellers er en noget ordinær omgang.

JORDBÆR er en på mange måder klassisk fortælling og som sådan et ganske trygt og behageligt bekendtskab, men det er også en fortælling, der føles slidt sine steder. Man kender til hudløshed historiens grundrids, man kender karaktererne, og man kender virkemidlerne. Med utrolige 150 værker under bæltet kender Klaus Rifbjerg arbejdsgangene, og der er da heller ikke noget galt med håndværket, ud over netop dette at håndværket i det er en kende for iøjnefaldende.

Skrevet af Daniel Robert Andersen

Cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling.Selvstændig redaktør, skribent og manuskriptkonsulent.

Skriv til Daniel

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *