Så bliver det knob i morgen – Erlend Loe VOLVO LASTVAGNAR
I en (temmelig) selvstændig fortsættelse af sin roman DOPPLER (2004) udvider norske Loe bekendtskabskredsen og refleksionsniveauet en smule, men fortsætter ellers i vanlig suverænt humoristisk stil.
Citat
Observante mennesker, der har set Jørgen Leths og Lars von Triers film ’de fem benspænd’, vil have lagt mærke til, at Lars von Trier på sit kontor uden for København har en lille reproduktion af nøjagtigt det samme maleri af Baden-Powell som det, von Borring har hængende på reposen på hovedtrappen i det von Borringske gods.
Hvorfor i alverden har han det?
Er von Trier spejder?
Har han tilbragt sine barne- og ungdomsår i telt på jamboreer rundt omkring i verden?
Har han spejdervenner i ind- og udland, og er han som dem altid beredt?
Hvis svaret er ja, er han formodentlig den mest neurotiske spejder, verden nogensinde har set, men måske også den største kunstner, der samtidig er spejder.
Hvis svaret er nej, kan spekulationerne virkelig få ben at gå på.
I slutningen af DOPPLER gik Andreas Doppler sammen med sin søn Gregus og elgkalven Bongo mod øst for at føre krig. Inden da havde de i et års tid levet i Oslos skove for at slippe for at være så skide kompetente. I VOLVO LASTVAGNAR er de kommet til Värmland i Sverige, men det hører vi først om på side 46. Det kan synes mærkeligt, når det nu er en fortsættelse, men først skal vi introduceres til oldgamle Maj Britt, som hører reggae og kæderyger joints. Dernæst til von Borring, en stolt spejder og ornitolog (han har sovet udendørs siden han i 1935 mødte lord Baden-Powell). Disse aparte personager udgør grundstammen i fortællingen, som trods Loes filmiske sans for krydsklip og spændingsopbygning kun langsomt skrider fremad.
Handling er der ikke meget af (Doppler ryger fede med Maj Britt og kommer i spejderoplæring med bl.a. knobtræning hos von Borring). I stedet for at handle udpensler bogen scener i detaljer, og fra fortællerside er der metafiktive kommentarer, læserhenvendelser og digressioner i form af bl.a. madopskrifter, regibemærkninger og henvisninger til Loes øvrige forfatterskab. Denne type implicit og kommenterende fortæller er ny hos Loe, og går fint i spænd med hans velkendte ironi, samtidskommentar og præcise persontegning, som denne gang inkluderer den overtydelige olympiske fortæller. Fortælleren understreger, at fiktionen er fiktion, og at det er ham, der fortæller karaktererne frem, hvorfor vi accepterer både dem og handlingens utrolige gang. Hele tiden reflekterer han åbent over sine valg, f.eks. her, hvor en biperson navngives:
– Denne person, vi kan kalde ham Orvar (mest fordi han har en lige så betænkelig lav hårgrænse som en studievært af samme navn i svensk fjernsyn, men også delvis af andre grunde), så Maj Britt.
Læseren får aldrig de andre grunde at vide, hvilket giver en (meget rar) fornemmelse af at blive trukket rundt ved næsen. Specielt, hvis man også elsker Orvar fra Filmkröniken.
Det fortærskede Loe-tema, ung-mand-forsøger-at-finde-sig-selv-i-en-kaotisk-verden, er blevet klædeligt udvidet med de to gamle nisser, og VOLVO LASTVAGNAR er ikke så stramt komponeret som f.eks. DOPPLER. I stedet bærer den præg af voldsomme associationsspring og sjove indfald, hvilket klæder bogen for den humoristisk anlagte læser, men som angiveligt vil genere læseren med øje for rene linjer. Den kritiske brod er blevet sløvere, men der langes stadig ud til samfundets selvvalgte minoritetsgrupper (spejdere, boganmeldere, Volvo-medarbejdere m.fl.). Alt sammen i en jovial tone, afvæbnende og med sans for de detaljer, der fortæller et menneske.
Loe er en majestætisk underholdende og bevidst forfatter, der nok spiller med åbne kort, men som alligevel (eller derfor?) giver fornemmelse af at tage røven på læseren. Han er skrift-klog som Svend Åge Madsen, men har til sin egen fordel en tyk tunge i kinden; han trækker karaktertegningen lige til grænsen, som var det en prøve i læsertillid og fortællertroværdighed. Prøven er bestået, og nu bliver det spændende at se i næste afsnit, om Doppler kommer hjem til sit kompetente liv i Norge igen.
1 kommentar