Så tal dog! – Katrine Marie Guldager EN PLADS I HISTORIEN
Guldager har på en gang begået en snæver dansk generationsroman, en storslået hyldest til kærligheden og et psykoanalytisk kampskrift. Velskrevet. Sympatisk. Kedeligt.
Citat
Else rakte ham en tallerken, en serviet og et glas. Hendes blik mødte Peters. Og sådan sad de. To voksne kroppe under en ustadig himmel, to sæt øjne, der svævede et stykke over de munde, der bid for bid indtog de madder, Else så omhyggeligt havde smurt. Rullepølse, leverpostej, ost. Hovederne havde ikke meget med kroppene at gøre, kroppene sad der som en dødvægt, som gidsler. Den ene krop var lidt foroverbøjet og skyldig, den anden var så lang, at den knap kunne strække sig. Rygsøjlerne sad der, fødderne stemte mod jorden, fingre greb og slap, men lige meget hjalp det. For hjernerne havde forladt dem begge, forladt hver eneste lille, hårdtarbejdende muskel, den havde forladt dem og sagt: Vi tror ikke på, hvad I fortæller os! Vi stoler ikke på jer! Jeres instinkter er forkerte! I leder os helt ad helvede til! Og derfor havde kroppene forladt hovederne, derfor kunne hjernerne ikke vende tilbage, og derfor kunne man ikke mødes, når man sad rundt om det af kommunen opsatte bord med tilhørende bænke, derfor kunne man ikke tale sammen på tværs af de kløfter, der var, for man kunne end ikke tale hen over kløften i sig selv.
Med LYSGRÆNSEN sleb Katrine Marie Guldager sidste år en svært psykoanalytisk facet i sit i forvejen mangesidede forfatterskab. Denne vinkel har tilsyneladende klaret sig gennem vinteren og glimter nu op og kræver sin plads i familiekrøniken EN PLADS I HISTORIEN.
Historien drejer sig om familien Fischer og om dens genvordigheder med at få sammenhængskraften til at fungere på tværs af tre generationer i et nutids-København, hvor alle dybest set er fremmede for hinanden og ikke kan finde ud af at tale sammen.
Udgangs- og knudepunktet – formelt såvel som indholdsmæssigt – er, at familiens ældste medlem, Peter Fischer, under besættelsen var med til at likvidere en stikker i en kælder på Frederiksberg. Dette fungerer nu som en slags kollektivt traume, en ubevidst erindring, der løber som en understrøm i det hav af uudtalte, fortrængte og underbevidste komplekser og begærsfantasier, der strukturerer familiens (og romanens) handlingsmønstre.
Både sprog og handling emmer af en sådan arketypisk psykoanalyselogik, og det er derfor svært ikke at (af)læse romanen med en vis skematik. Det ellers så fyldige opbud af menneskelige interaktioner får derved et skær af skæbnesvanger uafvendelighed: Man ved ligesom, hvor det bærer hen af.
Det fortrængte traume vender da også tilbage (i overensstemmelse med Freuds fortætnings- og forskydningslogik i skikkelse af den dræbte stikkers barnebarn, bevæbnet med et jagtgevær og vanvittig af uforløst begær) for at hævne sig på urfaderen og hævde sin plads i historien.
Det siger sig selv, at denne skematik omgærer EN PLADS I HISTORIEN i en småkedelig forudsigelighed. Ikke mindst fordi fortællingen geografisk set aldrig bevæger sig ud over grænserne for en lige så forudsigelig dansk hverdagslighed, hvor folk går rundt og hedder Henny og Benny og Jørgen og går i Frederiksberg Svømmehal.
Men samtidig er der en sær tilfredsstillelse ved at blive mindet om nogle basale sandheder om mennesket, som vi allerede kender, men som vi ikke desto mindre burde have langt større fokus på i vores bestræbelser på at forstå hinanden: Så tal dog med hverandre om tingene!
Det, der gør EN PLADS I HISTORIEN læseværdig, er dog først og fremmest den måde, hvorpå Guldager formår at samskrive forskellige virkelighedsopfattelser: den psykiske og den fysiske, den rumlige og den tidslige, den bogstaveligt-konkrete og den metaforisk-symbolske, fordi hun hermed får sat læserens ’realistiske’ verdenssyn i spil.
Som f.eks. i en lille (ellers potentielt set røvsyg) brusebadsscene, hvor Birgitte vasker hår, og vandet ’væltede ud af himlen, ud af bruseren, og sandsynligvis også en del andre steder fra’.
Ja, det elegant flydende og dog så fyldige sprog er romanens største aktiv. Og selv om det umiddelbart virker en anelse over the top, at de bare 240 sider er inddelt så ualmindelig grundigt i dele, kapitler og intermezzi, så bidrager dette dog til en god læserytme. Plus måske til det indtryk, at bogen er større, end det substantielt set er tilfældet.
