Sære charmetrolde og lurende hemmeligheder – Morten Ramsland HUNDEHOVED
Der er charme, selvtillid og fedtet hår så det basker i Ramslands nye roman, der hæver sig langt over gennemsnittet i den danske andedam.
HUNDEHOVED er noget særligt, så er det sagt.
Vi er milevidt fra den kølige og korte minimalistiske streng og bevæger os med HUNDEHOVED i stedet ud i et anderledes farverigt og fabulerende landskab.
Der er en skefuld Erling Jepsen og en deciliter af tonen fra POPULÆRMUSIK FRA VITTULA over romanen, elementer der på en bemærkelsesværdig måde formår at forene en bred læserskare med en høj litterær kvalitet. Der er med andre ord en god historie, der skal fortælles, og som ovenikøbet bliver fortalt på en rigtig god måde.
HUNDEHOVED er en slægtsroman, og de mange historier, der bliver fortalt af fortælleren Asger, stammer fra stamtræets udvikling, på godt og ondt. Fortælleren Asger er vendt tilbage til Danmark efter mange års ophold i Amsterdam for at tage afsked med sin døende farmor. Asger har længe værget sig imod at vende tilbage, pga. det sære Hundehoved, et uhyggeligt fantasifoster, der på tragisk vis har afstedkommet et dødsfald i familien. Fortælleren forsøger igennem romanen hele tiden at vige tilbage for denne traumatiske hundehoved-historie, og fortæller derfor, som en frodig urskov af sidespring og udenoms historier, hele slægtens historie, og får dog også afslutningsvis hul på sin egen mørke byld.
Slægtens fortællinger er mange, lystige, tragiske, sære og livsbekræftende. Der er historien om farfaren, krigsveteranen, der i sit ingeniørarbejde insisterer på at bygge kubistiske huse og maskiner, og følgelig bliver afskediget gang på gang, idet det kubistiske udtryk nok er spændende, men ikke særligt pragmatisk i indenfor boligbyggeriet. Der er historien om Flapøre, der igennem hele sin ungdom lader sine kammerater fylde sine ører med jord, eftersom det angiveligt skulle få hans flyveører til at blive mindre.
Der er drengen, der bliver væk i de nordnorske skove, spiser de forkerte svampe og danser med skønne skovånder og andre sære væsner. Vi hører om sømanden, der ikke kunne overskue sit livs kærlighed og stak til søs, for år efter at vende tilbage med en noget utraditionel – men uden tvivl dybfølt – kærlighedserklæring til selv samme pige: Sin pik overbemalet/tatoveret i regnbuens farver, med skriften ”Til min elskede Ida”. Herregud, hvad kan en pige ønske mere end det?
HUNDEHOVED er med andre ord spækket med fantastiske historier, dybt underholdende og utroligt usandsynlige. Som fortælleren bekender, har han altid haft en svaghed for løgnehistorier og overdrivelser, og det er da også i dette perspektiv man skal forstå romanens fantasifulde univers. Sammen med barnets anderledes registrerende sanseapparat.
HUNDEHOVED er således alt det man kan ønske sig fra en god bog:
Den har den gode historie, den har et humoristisk og fabulerende overskud og en energi og en fortællestil, der er svært at modstå.
Det er med andre ord en roman, som det er rigtigt dumt at gå glip af.
