Af | 25. januar 2016

Særudstilling – Nikolaj Zeuthen NIGERIABREVE

I NIGERIABREVE åbner Nikolaj Zeuthen døren til sin hjerne og inviterer læseren på frit fald.

Citat

nu sover de andre

børnene har det godt

de er tilfredse

det kan betyde at de vil dø

som de første når alt er ruiner

og det er lange snuder

der bliver selekteret for

så bliver det måske rottetid

og flagermusetid

og alt hvad der er gult og sygt

i menneskets hjerne vokser

til det eksploderer i afslutningen

på det lille ligegyldige trip

som det var

alt det her

Det er et jeg, som føler sig overvåget, et jeg der ryger sig skæv, mens det er sammen med sin familie og spiser pindeis større end sit hoved og taler om, hvordan det ikke ved, hvad betydning er, ikke ved, hvad noget er. Det groteske skaber vrængbilleder af uskyldig virkelighed og skubber til den fine opstilling af figurer og emner, så alting lander hulter til bulter. Man er i en af de der uhyggelig-sjove film, og pludselig er mareridtet en børnefødselsdag. Sproget flyver rundt og splatter ud mod vægge af angst.

Det kringlede jeg er åndssvagt tvunget ind i ‘de normale ting’, som det ser igennem, men alligevel må leve i. Man er aldrig i tvivl om dette jegs gennemanalyserende helikopterblik. Det vil sige: her er livet, og sådan er det at analysere det og derefter sætte pointerne sammen til digte, så de går i stykker. For de var i stykker i forvejen, og hvorfor ikke bare tydeliggøre det ‘gule i hjernen’ og ‘de nazistiske impulser’, der findes bag ens ‘personlighedsjakke/lavet af ristet brød’.

Digteren bevæger sig muligvis rundt i en ret almindelig modsætning mellem indre og ydre, overfladisk facade kontra inderlige følelser af fremmedgjorthed og spleen. Og hvad så. Det er et menneskeligt vilkår at beskæftige sig med, æstetisere og råbe ad.

I det første digt møder vi den ‘bagskæve sure far’, som er skuffet over det, han har opnået. Han vil have ‘sandheden frem i lyset med sine små hvide bjerge’. Teknikken slås an: ‘Stop op midt i et ord og gør det til et andet orkester’. Formen veksler således en del igennem bogen: der er ikke nødvendigvis venstremargen, så linjerne starter tilfældigt, strøs ud over siderne, systemerne finder smukt sig selv. Det er sjovt, når modsætningen mellem de sociale krav og jegets inderlige afvisning af dem udpensles i store klodsede billeder, der også forklares undervejs:

– det jeg mener er: helt simpelt: / samværet er i nogen grad formaliseret de nævnte steder / og det kalder vi ”krebsegildet” (…) krebsegildet er kommet for at blive med al sin / forrykte menneskemekanik”. Digterjeget insisterer på at nå så langt ned og ud i pinlighed, grimhed og ømhed, som det kan komme: ”når vi bliver morsomme / river vi hår ud af hinandens hoveder som straf / vi tager simpelthen fat i en ordentlig tot / og river til og prøver så hvordan det er / at have håret inde i munden. Det er på en måde også ret ufarligt, hvilket jeg synes er fedt; det er mærkeligt, man står bare og ser på, og jo mere der kommer, jo mere smiler man, eller jeg gjorde i hvert fald: ”man klemmer om hinandens hænder / men de er så bløde nu / det er bare smat faktisk / og for pokker da også (…) det er bare / opløsning / og bagefter nogle andre / og lidt mindre dyr / som man allerede kan se komme frem / fra panelerne.

Jeget tumler rundt mellem sine indsigter i livets forfald, den sociale forstillelse og digtningens umulighed. Det finder lidt neurotisk lykke i at passe sin familie, for så at drikke, ryge og skrive, når det har fri. Det tumler med politiske og religiøse overvejelser, som det så opgiver så henkastet, som når man slukker for endnu en dårlig tv-serie. Det kan lyde trist og anstrengende, men når det er så sjovt, fantasifuldt og overrumplende lavet, giver det i stedet en kildrende fornemmelse i maven. Zeuthen forstår at røre ved det ubehagelige, at hive det frem og sige: det er, hvad det er. Indimellem kan spændingen mellem et overstadigt jeg, der vil råbe og skrige grimme ting, og et roligt, tænksomt jeg minde om Strunges NIGGER-bøger. Den måde vi som læsere bliver inviteret hele vejen ind i hovedet hos digteren, der peger på sit privatliv og sin livsopfattelse.

NIGERIABREVE er en ubehagelig og humoristisk bog, hvor ‘forfatterne spiser hinanden / på forlagets trappe’, og poesien er endestationen, som karakteriseres således: ‘det er alle dem der faldt i søvn til det andet / der er her’. Og derfor må det ikke være kedeligt. Det er det heller ikke.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også