Samfundet er merde! – Glenn Christian MUDRET SOL
Det flyder med sperm, pis, lort, blod og betændelse i Glenn Christians nye gode digtsamling.
Digt
Stank! Dén stank i byen. Byen hedder Tarnac! Samfundet er merde! Tågen forbliver i byen. Varmt & sort indtager solen snart pladsen. Fuglene: Et liv på vinger/ er nu en dum pippende gangart på jorden. Det at flyve er blot historie Åh/ er det stemmen kan fremsige bag snot & drøblens kødtåre i halsen. Åh!
Glenn Christian er en produktiv forfatter. Siden debuten DET HJEMLIGE fra 2008 har han udgivet en stribe digtsamlinger og hybridudgivelser på diverse undergrundsforlag (After Hand, 28/6, OVBIDAT, Arena), og med MUDRET SOL er han nu oppe på otte bøger, allesammen absolut læseværdige og umiskendeligt Glenn’ske.
MUDRET SOL falder i tre dele. Første del er lagt i munden på Ovartaci, billedkunstneren, der tilbragte det meste af sit liv på den lukkede afdeling i Risskov. Der har lagt navn til et museum samme sted, og som kastrerede sig selv med et stemmejern og siden fik en regulær kønsskifteoperation.
Christian fremskriver et stærkt plaget sind på grænsen mellem kvinde og mand samt en stemme på grænsen mellem vanvid og visdom. Netop kastraktionen fylder en del i digtene, og flere steder henvender Ovartaci sig direkte til sit køn:
–Jeg savner dig mit nedklippede køn
nu tørlagt for blod
Der er megen kropslighed i digtene, hvilket, slår det mig, står i kontrast til Ovartacis billeder, som er spirituelle, platoniske, other-worldly. Digtene, derimod, flyder over med sperm, lort, blod, pis og betændelse:
–Lad blodet pible
gennem en flænge i en hæmorideudposning i røven Skider skævt
& stoltserer min herremoral så klokkerne dingler i en nylagt lort
Anden del af bogen er en skildring af byen Tarnac, en slags postapokalyptisk dystopi, hvor menneskene lever i ruinerne af den gamle verden, ’Sovset ind i Hitlers nye Europa’, som det hedder, indtil kvinderne forlader jorden for at bebo en fremmed planet og bliver til en slags cyborgs, mens mændene graver sig dybere og dybere ned mod jordens indre på flugt fra en ikke nærmere defineret ’fjende’.
Hvor beskrivelsen af mændene er holdt i de-form (’De får hurtigt lært at se i mørke’), er beskrivelsen af kvinderne holdt i vi-form, hvilket giver kvinderne en mere selvstændig og stærkere stemme end mændene. Hoverende hænger de i rummet, hævet over jorden, mændene, kroppen:
– Tiden i Tarnac er nu en fæl omgang med hinanden/ vi tavst smider i munden. Som et grin. Ha! Vi har for længst givet afkald på nerver / blod & åndedrættets almindelige grammatik.
Bogens tredje del er henvendt til vis Hurbinek, som er navnet på et barn i Primo Levis HVIS DETTE ER ET MENNESKE, der fødes og dør tre år gammelt i en koncentrationslejr. I forhold til Ovartaci- og Tarnac-delene er Hurbinek-delen mindre kaudervælsk, mere lavmælt poetisk, ligesom opsætningen er mindre kaotisk – det er, som om digtsamlingen skifter gear, sætter farten ned, hvilket fungerer godt. Hør f.eks. bogens sidste linjer:
–Din tale
sproget
som sten i halsen
Dine tre år er gået
MUDRET SOL er et mareridt, en rædselsvision. Det er ikke et rart univers, Glenn Christian fremmaner, men det er stærke digte, der dirrer af nerve og rasende energi.
